Coronaen er over Danmark igen, og det betyder flere nedlukninger, bl.a. også i foreningslivet og i Hadsten Håndbold.
Indtil videre er foreningslivet lukket indtil og med 3/1-2021, men det kan forlænges hvis smittetallene ikke falder igen.
Det rammer området børn og unge, som ikke kan dyrke deres idræt i denne tid og være en del af de gode frivillige fællesskaber som man bl.a. har i Hadsten Håndbold.
Derfor har klubbens GuldSponsor, Wineboutique, fundet et ekstra sponsorat frem til ungdomsafdelingen af Hadsten Håndbold, for at hjælpe i den svære tid.
Det er noget som Salgs- & Eventchef i klubben, Simon Olsen er lykkelig over.
”Det er ingen hemmelighed at Corona virkelig sætter sine spor i foreningslivet og også hos os.
Vi har en forretningsmodel, hvor vi kan fastholde lave kontingenter fordi vi bruger meget energi på events og arrangementer som kan skabe overskud til driften. Dem kan vi ikke afholde i år og har aflyst rigtig mange forskellige events indtil nu.
Derfor gør det også ondt på bundlinien, og så er det jo bare fantastisk at Wineboutique på egen foranledning kommer og siger de gerne vil hjælpe, så vi kan sikre en masse af de gode ting vi går og laver, ikke dør med Coronaen, pga. noget økonomi der ikke er som det plejer”, fortæller Simon.
Flemming og Rikke fra Wineboutique hygger sig i butikken
Wineboutique er ejet og drevet af Flemming og Rikke Nielsen og ligger lige i udkanten af Hadsten på Faurskovvej. Her lå det hele naturligt, at man ville bakke lidt ekstra op om Hadsten Håndbold i denne tid.
”Vi følger jo meget med i hele klubben, og alle de gode ting som Hadsten Håndbold laver for hele områdets børn og unge. Det fællesskab de har fået skabt, er helt unikt og vi elsker også selv at komme i hallen og være en del af det, til fællesspisninger bl.a. Her får vi jo også set, på nærmest hold, hvordan man ikke bare går til håndbold, men er et stort homogent fællesskab, hvor man på kryds og tværs af alder, køn og niveau er en del af en stor familie.
Det vil vi nødigt se blive udfordret på grund af Corona, så vi har fundet midler frem, som kan understøtte Hadsten Håndbold og faktisk også flere foreninger i byen, i denne svære tid – så når vi er ovre Corona, kan fællesskaberne spire igen i området”, fortæller Flemming Nielsen.
Flemming Nielsen er i godt humør ikke mindst over aftalen med Hadsten Håndbold