Bueskydning, fiskeri, genbrugskunst eller klatring? Eller en mystisk gåde, der skal løses? Der er mange sommeraktiviteter at vælge mellem for kulturglade børn i alle aldre. Favrskov Bibliotekerne har samlet det hele i en folder, der er klar på bibliotekerne og på favrskovbib.dk, med overblik over de mange tilbud i sommerferiens første og sidste uger.
Der er spændende tilbud fra bibliotekerne, billedskolerne og musikskolen i folderen, der tilbyder udfordringer for kreative og nysgerrige børn. Man kan spille musik, fotografere, male, vride hjernen, lege og bevæge sig. Kort sagt – lære noget nyt og fordybe sig samtidig med at man har det sjovt og får nye venner. Tilbuddene fordeler sig mellem Hadsten, Hinnerup, Hammel og Ulstrup, og der er kyndige voksne tilknyttet alle tilbud.
Der er åbent for tilmelding på favrskovbib.dk og de andre steder, der er nævnt i folderen, og der er et begrænset antal pladser, så skynd dig at sikre dit barn en plads.