Forestillingen tegner et portræt af den danske mand gennem de sidste 70 år, der ifølge pressematerialet fra Cafe Liva siden 1950-erne har levet en omtumlet tilværelse – han har været driftig, kuet, blød, macho, overset, udskældt, egenrådig, chauvinistisk, fremmedangst og -fjendsk, kollektivistisk, venstreorienteret, konservativ, liberal og radikalt udfordret.
Cafe Liva har en lang tradition for at tegne portrætter af danskheden gennem musik og tekster fra nogle af vores største sangskrivere – fx i Sebastian-kabaretten ”Måske Ku Vi”, Benny Andersen-kabaretten ”I Al Slags Vejr og senest Halfdan Rasmussen-kabaretten ”Livet Er En Morgengave”.
Forestillingen er af og med skuespillerne Jesper Asholt og Jacob Morild samt guitarist, komponist og arrangør Lasse Schmidt.
”Vilde kaniner og underlige fisk” kan opleves på Randers Teater fra 4. til 28 februar samt 2. og 3. april. Der er kun få billetter tilbage.
Man kan også fange den på den årlige forsamlingshusturné i marts, der er støttet af Elro Fonden.
Turneoversigten findes på Randers Teaters hjemmeside.