Til to valgmøder har jeg nu hørt Isabell Friis Madsen, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Favrskov, udtale, at hvis hun bliver borgmester og får flertal bag sig, så vil hun afskaffe hjemme-pasningsordningen. 
Det mener jeg vil være en stor fejl – og en stemme på hende kan altså være med til at fjerne den valgfrihed, som mange børnefamilier sætter pris på.
Hjemmepasningsordningen findes i cirka halvdelen af landets kommuner – og heldigvis også i Favrskov. Ordningen betyder, at forældre, som ønsker det, kan passe deres barn hjemme i stedet for at sende det i dagpleje eller vuggestue, indtil barnet fylder to år.
Ifølge Dagtilbudslovens § 88 må kommunens tilskud til pasning af egne børn højst udgøre 85 % af den billigste nettodriftsudgift for en plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe. Kommunerne fastsætter selv det konkrete beløb, men i praksis ligger tilskuddet typisk mellem 75 og 85 % af, hvad en institutionsplads koster.
Det er altså både lovligt og økonomisk fornuftigt – og en måde at give familierne reel valgfrihed uden at belaste kommunens økonomi.
Det er en god ordning – både for børnene, for familierne og for kommunen.
Børn får en rolig og tryg start på livet. Familierne får mulighed for at skabe balance i hverdagen. Og kommunen får luft i daginstitutionerne i en tid, hvor der både er mangel på pædagoger og pres på antallet af pladser.
I Danmarks Demokraterne vil vi ikke bare bevare, men faktisk udvide hjemmepasningsordningen, så den gælder indtil barnet fylder fire år. Det giver endnu mere valgfrihed – og kan samtidig aflaste institutionerne i en presset tid.
Vi tror på, at forældre ved bedst, hvad der er rigtigt for deres børn.
Derfor skal Favrskov bevare – og gerne udvide – hjemmepasningsordningen.
Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.


























