Erling Høj (NB), Gregers Pedersen (GP Ejendomme) og Erling Christensen (R) i workshoppen om ældrepolitik og sundhed
Temaet var ”Hvordan løser vi vores økonomiske udfordringer?
Det nye byråd står overfor at skulle udarbejde deres første budget. Og udgangspunktet er alt andet end let…
Den aktuelle økonomiske situation betyder nemlig, at der i de kommende år vil mangle i omegnen af 25 mio. kr. årligt for at der er balance i kommunens driftsøkonomi.
Byrådet havde derfor besluttet at invitere kommunens borgere ind i ”politiske værksted” for at høre deres meninger og idéer til, hvad der fremadrettet kan gøres anderledes, og hvad der kan undværes i den nuværense kommunale service, så den økonomiske balance kan genoprettes.
I betragtning af emnets alvor og betydning for borgerne i Favrskov kunne man nok have ønsket flere ”almindelige” borgere og færre ”partisoldater”…
Til gengæld var rigtig mange af byrådets medlemmer repræsenteret.
Mødet blev indledt af kommunaldirektør Jan Kallestrup, der gennemgik de væsentlige aspekter i kommunens økonomi som oplæg til de workshops, som deltagerne blev sendt ud i.
Der var 5 forskellige workshops og alle deltagere kunne hver især nå at deltage i to.
Hovedspørgsmålene til alle workshops var:
* Hvad kan gøres anderledes?
* Hvad kan bedst undværes i den kommunale service
Det var således udelukkende ”spareøvelser” og ikke nye ”ønskesedler”, de 5 workshops skulle beskæftige sig med.
Om der kom brugbare idéer frem i løbet af aftenen står foreløbig hen i det uvisse, da tiden ikke levnede tid til at gennemgå de forskellige workshops ideer og forslag.
Men byrådet skal alligevel roses for initiativet.
Borgerinddragelse er forudsætningen for den demokratiske samtale.
Også i lokalpolitik…