Dansk politik er bestemt ikke kedeligt.
Og den seneste udvikling i det snart 150 år gamle liberale parti bidrager til ”underholdningen” i hidtil uset grad…
Det kaos, der opstod, da Alternativet gik i opløsning og den forhenværende boss for Kaospiloterne, Uffe Elbæk” smækkede med døren og forlod det parti, han selv havde stiftet, var nærmest kun en krusning på den politiske havoverflade i forhold til den tsunami, der i juleferien ramte det største oppositionsparti i Folketinget.
Først fyrede partiformanden, Jakob Ellemann partiets næstformand, Inger Støjberg, som næstformand, hvorefter den detroniserede formand og forhenværende statsminister, Lars Løkke, fulgte efter og meldte sig ud af Venstre nytårsdag. Lige efter at den nuværende statsminister netop havde holdt sin nytårstale til folket.
Næppe havde hun sagt ”Godt Nytår”, før Lars Løkke overtog hele sendefladen med sin udmeldelse og de efterfølgende spekulationer om hans fremtid i dansk politik.
Det samme gælder Inger Støjberg. Det er næppe sandsynligt, at hun beholder sit medlemskort i partiet…
Vupti! Det er lykkedes partiformanden at smide partiets i særklasse to største stemmeslugere ud med badevandet. Ved seneste valg opnåede de to næsten 70.000 stemmer tilsammen…
Denne ”genistreg” skal ses i sammenhæng med, at Venstre i forvejen står til en gevaldig vælgerlussing, hvis man skal tro meningsmålingerne.
Alene den seneste måling fra Voxmeter lyder på en mandattilbagegang på 12 mandater i forhold til valget i 2019. Denne måling var udført FØR de to ”vælgerdarlings” exit fra det sønderslåede oppositionsparti.
Mon ikke der er mange trofaste Venstre-vælgere der i disse dage går rundt og overvejer deres fremtidige kryds på stemmesedlen? Og mon ikke der er mange trofaste Venstre-medlemmer, der også overvejer, om de fortsat vil betale deres partikontingent?
De kommende meningsmålinger vil give et fingerpeg, men den virkelige ”lakmusprøve” vil finde sted til november, når der er kommunal- og regionsrådsvalg.
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen,
og som oftest både respektløst og unuanceret sætter fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser,
og hvor navnlig politik og politikere fylder meget.
Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.