|

DA LYSET VENDTE TILBAGE

Vi følger op på Elna Christensens minder fra befrielsesaftenen i Vinterslev og det øvrige Hadsten – ja, den aften, det ganske land festede

DA LYSET VENDTE TILBAGE

Tekst og billedmateriale: Kurt Villy Svendsen

Man forstår den spontane begejstring, Elna Christensen omtalte nedenfor, da befolkningen erfarede befrielsesbudskabet den 4. maj om aftenen i 1945. For 75 år siden vendte lyset tilbage.

Allerede fra 9. april 1940 gennemførtes komplet mørkelægning over hele landet, hvilket skulle forstås bogstaveligt: ”Befolkningen skal ufortøvet træffe forberedelser, således at mørkelægningen gennemføres enten ved slukning af lyskilderne eller ved virksomme afblændinger eller tildækninger”, lød forholdsordren fra regeringen.

Mange ting, der førhen var naturligt i gadebilledet, forsvandt med ét fra mørkets frembrud: Gadelamper, belysning i cigaretautomater, lys i togkupéer, lys i stalde og lys på køretøjer. Alt skulle afskærmes. Til det formål blev der anvendt store mængder træ- og finérplader, tæpper, kasserede gardiner, gamle overfrakker, aviser og sort tøj i almindelighed. Desuden kunne man købe mørklægningspapir hos byens handlende. De handlende valgte i øvrigt at lukke tidligere end normalt for på den måde at undgå aftenbelysning mest muligt.

 Hos isenkræmmer Arnold Staack fandt man allerede inden aprils udgang på at præsentere en speciel skærm, der gjorde mørklægning af stalde overflødig. Jo, nød lærer nøgen kvinde at spinde.

På Posthuset og på Hadsten Banegård blev der af Justitsministeriet ophængt den bekendte plakat med sin sigende tekst: ”Sløseri der skader os alle”, hvor lyset netop strømmer ud af et vindue.

Den har jeg valgt til indledningsbillede, idet jeg tilfældigvis har et eksemplar hængende i hedens staldgalleri.

Statsbanerne indførte brugerpligt med hensyn til opretholdelse af mørklægningen. De rejsende var selv ansvarlige for, at belysningen i kupéerne enten var slukket, eller mørklægningen forsvarligt trukket for. Overtrædelse kunne straffes hårdt, som det ses på det gamle skilt, som blev introduceret af Generaldirektoratet for Statsbanerne i oktober 1940.

Samtidig med dette ville myndighederne sikre, at befolkningen ikke kom unødigt til skade i forbindelse med de mørke gader og stræder. Hvis man på vej hjem fra Hadsten Kro måske nok var i løftet stemning men ikke klartseende, var der mange faldgruber for eksempel gennem Søndergade.

Derfor bestemte Postvæsenets ledelse, at samtlige postkasser, ophængt i bymiljøet, blev forsynet med mørklægningsmarkering, så man ikke risikerede at løbe panden mod det røde, danske nationalklenodie, for i mørke er alle katte grå – selv de røde.

Kasserne blev forsynet med hvide markeringer på begge sider, så deres omrids trådte tydeligt frem fra murene. Ligeledes kalkede man kantstenene med nogle meters mellemrum, så der var noget at rette kompasset ind efter.

Fra midten af april 1940 blev det vedtaget, at såvel fodgængere som cyklister skulle bære et hvidt armbind, ligesom samtlige Danmarks cykler på bagskærmen fra nu af skulle have påmalet en mindst 30 cm lang hvid afmærkning. Og cyklerne blev flittigt benyttet, for al privat motorkørsel var forbudt om aftenen.

Cykellygterne skulle være forsynet med en godkendt afskærmningshætte. Løse håndlygter måtte ikke bæres, og myndighederne anbefalede fodgængere at iklæde sig hvidt tøj; for eksempel lyse regnfrakker. I øvrigt henstilledes det kraftigt, at enhver, der ikke havde et uopsætteligt ærinde, holdt sig indendøre efter mørkets frembrud.

Den 4. maj om aftenen var alt dette et langt, kedeligt kapitel, man nu kunne se enden på, og derfor blev der festet.

Derfor blev mørklægningsgardinerne revet ned fra vindueskarmene; derfor blev der råbt og skreget og sunget. Derfor blev der tændt lys. Derfor stod det så klart i Elna Christensens erindring.

Husk at sætte dine lys i vinduet i aften. Det er en dato, der er værd at mindes!

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Simon Olsen , Venstre cykler der ud af

Simon Olsen , Venstre cykler der ud af

Anledningen er HSK`s 100 års jubilæum ... læs mere
Vestjysk Bank forlænger hovedsponsoratet

Vestjysk Bank forlænger hovedsponsoratet

Vestjysk Bank forlænger hovedsponsorat med 2 år ... læs mere
SPAR 210 KR PÅ VILDT WEEKENDTILBUD

SPAR 210 KR PÅ VILDT WEEKENDTILBUD

17% APPASSIMENTO🚨 fra Skjold Burne ... læs mere
Nyt fra Nordea juni 2021, nr. 2

Nyt fra Nordea juni 2021, nr. 2

MitID erstatter NemID ... læs mere
LÆSERBREV

LÆSERBREV

K: Trin(bræt) til at få bygget ungdomsskolen i Hadsten ... læs mere
Tændt stearinlys formentlig skyld i brand

Tændt stearinlys formentlig skyld i brand

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Spar 20% på et stort udvalg af solcremer og aftersun

Spar 20% på et stort udvalg af solcremer og aftersun

Bliv klar til nogle solrige og varme dage  ... læs mere
Pressemeddelelse:

Pressemeddelelse:

Konservative klar til kommunalvalget ... læs mere
PRESSEMEDDELELSE

PRESSEMEDDELELSE

Venstre er klar med 18 kandidater til efterårets kommunalvalg ... læs mere
JUBILÆUM

JUBILÆUM

Søndag den 20. juni fra kl 13-16 holder HSK Fodbold reception i anledning af klubbens 100 års jubilæum ... læs mere
Hammel Hestemarked starter den 9.september 2021

Hammel Hestemarked starter den 9.september 2021

Vi holder øje med regeringens udmeldinger ... læs mere
Loading...