I foråret gik en lille arbejdsgruppe under Favrskov Landsbyråd i gang med at se på landsbyernes trafikale problemer. Vi fik sendt et brev og et spørgeskema ud til samtlige landsbyer, hvori vi bad om beskrivelse af trafikproblemet, hvad der var gjort for at dæmme op for problemet, og hvad man mente kunne hjælpe. Og selvom vi gik en sommerferie i møde, var der 14 landsbyer, der meldte tilbage, og det var ikke sjov læsning. Vi må konkludere, at Favrskovs landsbyer virkelig er trængt i forhold til, hvad de må udholde af trafikproblemer. Nogle af byerne har haft en af kommunens embedsmænd ude og fået udarbejdet en plan. Den plan bliver så lagt ind på en prioriteringsliste (læs: syltekrukke), hvor kriterierne er, at bevillingerne skal komme mange mennesker til gode (læs: Det er kun de store byer, der kan komme i betragtning), eller at der skal lig på bordet.
Til info skal siges, at kommunen har afsat 3,5 mio kr. i 2021 til trafikprojekter. En pulje med 1,5 mio kr til mindre vejprojekter (såkaldte A-236) og 2 mio kr. til trafiksikkerhedsprojekter( A-234)
De fra landsbyerne indsendte beskrivelser rummer 4 kategorier. Den kategori, som alle landsbyerne døjer med, er fart. Der er citater, der beskriver steder, hvor biler kører med alt for høj fart på steder, hvor skolebørn skal krydse over, for at komme med skolebus, eller komme på legeplads, eller selv tranportere sig til skole/fritidsinteresser. Kombinationen høj fart og børn er ikke en rar tanke.
Der meldes om dårlige oversigtsforhold, tung trafik og mangel på cykelstier fra landsbyer rundt i hele Favrskov kommune. Der er mange byer, der er ret kreative og faktisk har bud på løsninger, men så længe kommunen bruger samme skabelon til fordeling af midler, er det hver gang landsbyerne, der står som taberne.
Overordnet bliver vi nød til at få vores kommunalpolitikere til at forholde sig til, hvilken landsbypolitik, de vil stå for. Favrskov kommune er en landkommune, glem ikke det. Den består ikke kun af Hammel, Hinnerup og Hadsten. Der er mange landsbyer med mange vælgere.
Vi har behov for en samlet og ærlig landsbypolitik for Favrskov kommune, for at kommunen ikke knækker over i storbyfornemmelse og udkantsforglemmelse.
Vil politikerne have spøgelseslandsbyer, fordi folk ikke skal nyde noget af, at bosætte sig der, hvor deres børn risikerer at blive kørt ned?
Hvad vil man med landsbyerne? Det gælder ikke kun på det trafikale område men hele landsbypolitikken – infrastrukturen (transport og bebyggelse). Lad os få noget nytænkning, eller vær i det mindste ærlige og sig, at landsbyerne ikke er interessante.
Hæv jer op i helikopterperspektiv, tænk ud af boksen. Der kunne nok findes en anden fordelingsnøgle, eller prioritetslisten kunne vendes en halv omgang i 2-3 år for at komme de værste trafikproblemer til livs, eller..
Nu er der snart kommunalvalg. Vi vil gerne have nuværende og kommende politikere til at melde ud, hvad deres holdning er til ovenstående, så landsbyernes vælgere ved, hvor de står.