Mens jernbanebroen ved Lerbjerg bliver indviet i uge 20, så har det noget længere udsigt med broen over jernbanen og Lilleåen ved Bistrup.
Lørdag morgen mødte PingvinNyt.dk’s omkringcyklende redaktør en gruppe udenlandske svejsere, der var i fuld sving med svejsearbejdet på broen.
Det blev til en hyggelig snak med en af svejserne, der talte udmærket engelsk.
Dog kunne han ikke oplyse, hvor langt ude i fremtiden indvielsen af broen vil finde sted.
”We’re only here for the welding job”, som han forklarede PingvinNyt.dk’s udsendte.
Som det fremgår af billederne, så er der tale om et stort og omfattende broprojekt, hvor den kommende bro både skal føre henover jernbaneskinnerne og Lilleåen.