Naturligvis er der steder hvor det er fornuftigt at spare. Der er givetvis opgaver der kan forenkles, og andre kan måske helt fjernes. Men andre steder er der omvendt behov for flere medarbejdere, også i staten.
Alle ved at der i dag er en række problemer med skat, inddrivelse af gæld og vurdering af boliger. Desværre er der nok ikke så mange – heller ikke blandt de borgerlige politikere – der husker hvorfor de problemer opstod. Men det skyldes jo netop at en borgerlig – og meget liberal – politiker, nemlig Anders Fogh-Rasmussen fra Venstre, var drevet af et ideologisk ønske om at reducere antallet af ansatte i skattevæsenet.
Han begyndte allerede at som skatteminister sidst i 1980’erne sit felttog. Bl.a. flyttede han dengang vurderingsopgaverne fra kommunerne til staten. Motivet var at spare ved at centralisere. I dag ved vi hvordan den øvelse gik.
Men det blev endnu værre da Anders Fogh i 2001 blev statsminister. Da iværksatte han nye store besparelser via sine skatteministre – og her spillede Kristian Jensen en stor rolle. Måske så stor at hans troværdighed smuldrede blandt Venstres egne medlemmer, men det er anden historie.
Ved den lejlighed skulle besparelsen realiseres ved at udvikle et stort it-system, kaldet EFI. Det blev som bekendt en total fiasko, og det endte med at EFI blev skrottet i 2015 – efter at have kostet mange millioner kroner.
Men det var jo ikke det værste. Det værste var at regeringen med Anders Fogh og Kristian Jensen i spidsen gennemførte store besparelser og nye omlægninger i skattevæsenet. Og de begik den fejl der for evigt burde have sendt dem i den politiske skammekrog, nemlig at spare mange erfarne skattemedarbejdere væk allerede længe inden EFI var kommet i drift. Man høstede så at sige, før kornet var modent. Ja, det var dårligt kommet op ad jorden, for som nævnt blev det videre arbejde med EFI stoppet i 2015.
I øvrigt flyttede Anders Fogh-regeringen alle skattefolkene fra kommunerne til staten. Det bidrog heller ikke at bevare overblikket og holde fast på de gamle og rutinerede skattefolk.
Men sådan går det når ideologien sejrer over fornuften. Og når ideologerne får frit spil til at lave reformer og strukturændringer for at slanke staten, som de kalder det.
Den rendyrkede liberalisme som Anders Fogh praktiserede den – og Liberal Alliance også praktiserer – er forældet i dag. Den havde naturligvis nogle fordele dengang samfundet var enkelt og til at overskue – og i Danmark også som alternativ til den enevældige konge. Men i et så kompliceret samfund som vi har i dag – med globalisering, cyberkriminalitet, skatteunddragelse, grænseoverskridende svindel og mægtige tech-firmaer – kommer den til kort. Og derfor er der ikke brug for færre, men snarere for flere offentlige ansatte.
Mon ikke Randers Kommune kunne have sparet mange millioner hvis den i tide havde oprustet deres miljøafdeling så den rent faktisk kunne varetage sine tilsynsopgaver? Og er der ikke generelt brug for noget manpower til at kontrollere transport og dumping af forurenet jord? Eller forhindre dumping af ulovligt nedtagne asbestplader? Til at tjekke udenlandske vognmænds kørehviletid? Eller til at tage kampen op mod de cyberkriminelle? Eller udnyttelse af udenlandske arbejdere? Det er nærmest hver dag aviserne skriver om nye tilfælde af svindel, som måske kunne være undgået hvis myndighederne havde været bedre forberedt – og havde haft tilstrækkelige resurser.
En af de opgaver som regeringen nu vil spare væk, ligger delvis i Hadsten. Det handler om at spare 9,4 årsværk i Arbejdstilsynet (dels i Hadsten, dels i Kolding), ved for eksempel at gennemføre færre tilsyn i ”brancher med lav risiko”. Men lur mig, om ikke det en dag viser sig at det var en fejl at spare her. Ligesom det har været en fejl at spare mange andre steder. Lav risiko er jo ikke ensbetydende med ingen risiko.
Nogle af de andre årsværk der skal spares væk, ligger i forsvarsministeriets interne revision. Der skal ganske vist laves en slags afløser, men samlet set skal der nedlægges 14 årsværk. Hvordan mon det kommer til at gå? Jeg tvivler på at det er et godt sted at spare; det har jo vist sig at Forsvaret er ualmindeligt dårlige til at holde styr på deres indkøb.
Naturligvis skal staten bruge skattekronerne fornuftigt. Men man skal tænke sig godt om, inden man sparer. Og man skal ikke lade sig styre af ideologiske ønskedrømme. Og man skal heller ikke være bange for ansætte flere, hvis udgifterne tjener sig ind igen – fx i mindre skattesnyd eller færre udgifter til oprydning efter miljøsvineri.
Ovenstående er en klumme, hvor indholdet er udtryk for skribentens holdning.
