DER ER NOK EN GRUND TIL, AT DE ER DER
Af Ole Juul
Vi står og tripper ved fodgængerovergangen. Det er sent, det er koldt, der er ikke en bil i nærheden, så hvorfor stå her og fryse. Det er da også, hvad en flok på den anden side synes at mene, da de uanfægtet af den lille ”røde mand” vader ud på gaden, og idet de passerer os sender os blikke, der meget sigende stempler os som nogle ”bønder” derude fra landet. Og ganske rigtigt, vi kommer fra oplandet, hvor der er langt mellem de lysregulerede kryds, men desto mere opmærksomme er vi på dem, og vi er endnu ikke blevet så forhærdede og fuldstændig ligeglade med, at både den gående og kørende trafik fordrer en vis form for regulering. Så vi venter til den ”grønne mand” i kassen melder fri bane, og vi når jo nok det, vi skal nå.
Senere samme aften sker der en voldsom og tragisk trafikulykke i et af krydsene på den indre ringvej. En bil, ført af en ung mand, kører overfor rødt og torpederer en anden bil, der er på vej gennem krydset for grønt. I den sidder der tre unge mænd, der alle omkommer i det voldsomme sammenstød. Føreren af ulykkesbilen slipper med småskrammer, og da han senere i retten konfronteres med konsekvenserne af den vilde kørsel er hans eneste kommentar, at han beklager ulykken, men kan ligesom ikke rigtig gøre noget ved det nu.
Der venter ham nu et retsligt efterspil, og han står til en alvorlig straf. Mindre kan heller ikke gøre det, men spørgsmålet er, om det overhovedet hjælper. Dagligt konfronteres vi ved selvsyn eller via medierne med en efterhånden fuldstændig ligegyldig holdning overfor den regulering, der med den stigende trafik bliver mere og mere påkrævet. De fleste gange slipper man af sted med det, uden der sker noget, men i tragiske tilfælde medfører det lemlæstelse og drab af sagesløse medtrafikanter. Når man som jeg har begravet trafikofre og blevet konfronteret med den menneskelige tragedie, som ligegyldighed og uopmærksomhed i trafikken medfører og ved, at for de pårørende bliver tilværelsen og dagligdagen aldrig den samme som før, så kan man ikke undgå at føle vrede og afmagt. Især ikke, når gerningsmandens eneste kommentar er, at han beklager, men kan ligesom ikke gøre noget ved det.
Jeg tvivler på, at yderligere skærpelse af strafferammen for disse alvorlige forseelser hjælper. Derimod kunne det måske gøre en forskel, hvis man i lignende tilfælde blev dømt til samfundstjeneste på ubestemt tid. Denne samfundstjeneste skulle i så tilfælde ydes rundt om på skoler og fritidsklubber, hvor den ansvarlige for en ulykke som ovenfor beskrevet skulle fortælle store børn og unge mennesker om ulykken, hvad der gik forud og med fotos fra ulykkesstedet viste, hvad der kan ske, når man fuldstændig hensynsløst tilsidesætter gældende trafikregler.
Måske ville de samme store børn og unge mennesker standse op næste gang, de ser de røde lys og tænke, at der er nok en grund til, at de er der.
”De fleste gange slipper man af sted med det, uden der sker noget, men i tragiske tilfælde medfører det lemlæstelse og drab af sagesløse medtrafikanter”.
