Valgkampe er gået hen og blevet til spørgsmål om personer. Ikke om politik…
Og udmeldingerne under den verserende valgkamp går mest op i bogstavkombinationer omkring valgdeltagelsen og hvem, der skal sidde for bordenden på Christiansborg.
Den ene vil ikke i regering med den anden og den tredje ser ingen grund til at danne en regering hen over midten. Og der en ingen, der vil lege med Sofie Carsten Nielsen længere.
Mette Frederiksen går til valg på netop en regering hen over midten, så hun vil ikke i ”genbrugsbutikken” for at købe en passende ”S-kjole” til endnu en smal et-partiregering.
Meningsmålingerne er stort set enige om, at regeringsforhandlingerne kan trække i langdrag, og at hverken rød eller blå stue kan få flertal.
Så det bliver nok heller ikke en hundedyr haute couture kjole til et bunkebryllup til hverken de røde eller de blå partispidser.
Tilbage står så den oplagte mulighed for en fornuftig Lilly-model, som både Jacob Ellemann og Mette Frederiksen kan hoppe i sammen med Lars Løkke.
Med sidst nævne i midten og efter ”brylluppet” for bordenden i statsministeriet.
Hvorfor?
Fordi samtlige meningsmålinger entydigt peger på, at hverken rød eller blå stue får flertal.
Kongemageren i regeringsforhandlingerne efter valget er og bliver Lars Løkke Rasmussen, der kommer til at sidde i Folketinget med de afgørende mandater.
Og som den drevne politiker, han er, så er det mest sandsynlige, at han vil ”veksle” denne indflydelse til at kræve nøglerne til Statsministeriet tilbage. Han sagde jo også til Mette Frederiksen, at de kun var til låns…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen,
og som oftest både respektløst og unuanceret sætter fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser,
og hvor navnlig politik og politikere fylder meget.
Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.