Lige siden januar måned har vi her på PingvinNyt.dk efterlyst større åbenhed og mere borgerinddragelse i det kommunale budgetarbejde.
Først nu fremsætter Socialdemokratiet forslag til at revidere borgerinddragelsespolitikken, som har været gældende lige siden 2007…
”Favrskov Byråd vedtog 30. oktober 2007 en borgerinddragelsespolitik.
I den forbindelse vedtog byrådet også, at politikken skulle midtvejsevalueres i Økonomiudvalget i januar 2009 og sidenhen evalueres igen i 2010.
Da det ikke har været muligt at finde evalueringer af borgerinddragelsespolitikken siden vedtagelsen i 2007, ønsker den socialdemokratiske byrådsgruppe, at borgerinddragelsespolitikken tages op på ny.”
Sådan lyder forslaget til byrådsmødet tirsdag aften fra byrådsmedlem Isabell Friis Madsen (A).
Indstillingen til byrådet fra borgmester Lars Storgaard lyder lakonisk:
”At sagen drøftes og oversendes til videre behandling i forvaltningen”…
Med andre ord: Hverken borgere eller kommunale medarbejdere ”på gulvet” får den mindste medindflydelse på de besparelser, som byrådet skal vedtage for de næste 3 år!
Omkring 80 millioner kroner bliver sparet væk fra kommunens budget i den periode, heraf formentlig omkring 30 millioner kroner på serviceudgifterne til bl.a. børn, unge og ældre.
Byrådet har allerede vedtaget en ”køreplan” for budgetforhandlingerne, der betyder, at det bliver en ”lukket fest” for forvaltning, økonomiudvalg og i sidste ende byrådet at finde pengene.
Og at kigge på eventuelle bedre måder at drive kommunen på (”best practice” fra andre kommunen), som foreslået af PingvinNyt.dk er kategorisk blevet afvist!
At man end ikke har efterlevet egne beslutninger om at revidere og tilpasse borgerinddragelsespolitikken siden 2007 vidner om et byråd, der ikke ønsker forandringer. Heller ikke hvis de skulle være til det bedre…
Må det være PingvinNyt.dk tilladt at minde byråd og forvaltning om, at der siden 2007 er sket kvantespring inden for den digitale udvikling. Et øget brug af digitale værktøjer og løsninger ville helt sikkert kunne øge borgerinddragelse i den demokratiske samtale.
Men i Favrskov byråd foretrækker man lukkethed frem for åbenhed…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen,
og som oftest både respektløst og unuanceret sætter fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser,
og hvor navnlig politik og politikere fylder meget.
Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.