DYRLÆGE PÅ FLYVERBENZIN
Tekst og billeder: Kurt Villy Svendsen
I foregående afsnit om dyrlæge K. E. Pedersen nævntes de gemytlige morgenmøder hos barberen, hvor isenkræmmer Arnold Staack var én af de involverede personer, så lad os i dag nyde den gode Staack på et enestående godt postkort. (Indgangsbilledet).
Under besættelsen var der i øvrigt nok at snakke om i barbersalonen.
-Ønsker Isenkræmmeren sprit..? Ja, tak – et enkelt glas…
Dyrlæge Pedersen var på den tid blevet tilknyttet Hadsten Kvægavlsforening og havde bosat sig i den gamle lægebolig på Platanvej, og huset ses på det næste billede; tilmed taget i de glade befrielsesdage i maj 1945. Bemærk den karakteristiske bygning tilbage på fotoet helt til venstre.
Pedersens kolleger i de urolige krigsår hed Lebech, Gjølme og Skyggebjerg, men da benzinen helt slap op, kørte dyrlægerne med generator i Kvægavlsforeningens tre biler.
Køretøjerne var besværlige at holde i gang, så foreningen ansatte en mand til at passe vognene. Hans navn var Leo Petersen, og bilerne stod i den store garage i dyrlægens ejendom.
Arbejdet begyndte klokken 6, hvor Leo Petersen fyrede bilerne op. De kørte på træ, tørv og savsmuld – ja næsten alt blev prøvet af som ”brændstof”. Gamle totter twist eller en fedtet chaufførkasket kunne også ryge med ”i kedlen”.
Havde man ind imellem tørre bøgeklodser, føltes det som ren flyverbenzin, fortalte K. E. Pedersen, og selv om byens store købmandsforretning, Gadeberg, handlede med generatorbrændsel, var det rationeret, og man fik kun bestemte tildelinger.
Engang blev dyrlægerne anmeldt for at køre på ulovligt indkøbt brændsel, men Wilde – den motorsagkyndige i Randers, som behandlede sagen – afviste anmelderne med ordene:
-Lad være med at blande jer i folks arbejde. Det skal vi nok selv ordne her ude!
Olie og dæk stod det skralt til med; især var gummisituationen forfærdelig. Der var dæklap på dæklap på hjulene, så bilerne nærmest humpede rundt.
En dag, da K. E. Pedersen var på vej ud med Leo Petersen som chauffør, lød der et mægtigt brag bag i bilen.
De kørte mærkelig nok ufortrødent videre og troede, der var sket en eksplosion i nærheden.
Da de nåede frem, viste det sig, at det var reservehjulet bagpå, der var eksploderet.
Zonens Redningskorps sagde altid i de år:
-Vi er ikke sikker på, at dagen er omme, før vi har alle dyrlægerne hjemme, for der er næsten altid en af dyrlægebilerne, der skal hentes ude i landdistriktet.
