OMKRING KIRKEGÅRDEN
Dagens gravalvorlige tekst: Kurt Villy Svendsen
Det var den 7. juni 1923, man i Hadsten og Omegns Folkeblad kunne læse om udvidelsen af kirkegården ved Sct. Pauls, og dagens postkort stammer fra nogenlunde samme tid.
Kortet blev udgivet af Valdemar Drøhse, som overtog forretningen på Søndergade 10 i 1921 efter Hadstens første boghandler – J. B. Aastrup.
Kortet sendtes den 20. oktober 1925 til Hr. Konsul J. P. Laursen i Ringkøbing, og det er Marie, der sender kærlige hilsner samtidig med, at hun næsten virker som en nutidig GPS.
Marie skrev:
”Alt ved det gamle her. Cecilie og Annelise rejste til København i går aftes. Dersom du har tid til at hilse på dem, træffes de i de første dage hos Laura, Fensmarksgade 20 1. Sal., – fra Banegården linje 16 til Sjællandsgade”.
Medens vi befinder os på kirkegården, er det på sin plads at mindes Danmarks store humorist, Robert Storm Petersen, som boede tæt på en af Københavns kirkegårde.
En dag gik Storm P forbi en åben grav, som var klargjort til begravelse senere på dagen.
Graveren sad efter endt arbejde og hvilede sig på kanten af graven.
Storm P fik øjenkontakt med graveren, og idet han lettede på hatten, sagde den muntre mand:
-Nåh, har vi fået lov at være lidt oppe i dag?