Jørgen Kjær
Går du lige og venter på at finde et rimeligt overskueligt projekt til de lange vinteraftener i garagen, kan denne sjældne VW 1200 Standard fra 1954, som Thomas Langballe Kirk fra Haderslev ønsker at sælge eller bytte, måske lige være det, du kigger efter.
Bilen er født dansk og er en rigtig ”ovaler”, der ikke er blevet ombygget med større bagrude og lignende forbedringer, som mange af de tidlige VW bobler ellers blev det.
Thomas Langballe Kirk fortæller, at bunden er færdig og skal kun have stillet bremser, som på en Standard er kabeltrukne. Toppen skal renoveres og have lavet alt det typiske, varmekasser, reservehjulsbrønd med mere. Toppen er som nævnt meget original og uspoleret, eftersom den ikke tidligere er renoveret.
Der medfølger stort set alt for at få den på vejen igen.
-Desværre er den engang i sit liv blevet moderniseret med kromlister og forkromede kofangere. Den originale pinstripe findes endnu under kromlisterne. Kofangerne burde være indfarvede, ligesom trinbrædderne, der dog mangler, fortæller Thomas Langberg Kirk, der købte bilen for 4 år siden.
En Standard adskiller sig fra de fleste bobler ved at være endnu mere skrabet. Sæderne løsnes/spændes ved hjælp af vingemøtrikker, plastikken er sort i stedet for elfenbenshvid og forkromning var for dyrt, så derfor fik den oprindeligt kun en pinstripe. Kofangere og trinbrædder var ligeledes indfarvede, da forkromning var for dyrt ifølge Thomas Langballe Kirk, og han uddyber:
-Ligeledes har den kabeltrukne bremser for at spare på pengene. Der findes ikke mange tilbage, da de gennem tiden årene enten er gået til eller er blevet moderniserede.
-Og Boblen er jo noget af det mest ikoniske og lettest genkendelige. Jeg fik købt mig Boblen uden helt at vide hvad en Standard var for noget. Først med tiden fandt jeg ud af, at de ikke hænger på træerne. Et godt bud er, at der i Danmark kun er en lille håndfuld, vurderer Thomas Langballe Kirk, der altid har haft interesse for mekanik.
-Selv til Maikäfertreffen i Hannover ses der stort set ingen af dem, forklarer Thomas Langballe, der nu vil sælge, da han er blevet ramt af små børn, som han udtrykker det.
-Dette er en bil, som ikke ofte er til salg. Der er mange små sjove detaljer på en Standard, som ikke findes på “normale” Bobler. Der følger også masser af papirer og historie fra 50’erne og 60’erne med bilen lover Thomas Langballe.
-Det var planen jeg selv skulle renovere den, men 2 børn har flyttet prioriteringen. Derfor sælges den eller byttes til anden veteran på plader
-De har flyttet prioriteringen og tiden fra at rode med gamle biler over imod mange andre ting, samtidig koster de banditter jo også lidt at restaurere og holde kørende. Det har gjort, at jeg har sat bilen til salg, og tanken er, at pengene skal puttes i noget kørende, som vi kan få glæde af.
-Samtidig ved jeg godt, at jeg sikkert aldrig får en original Standard igen, så jeg har ikke stress, og den bliver ikke foræret væk.
-Jeg har solgt lidt ud af mine andre Folkevogne. Jeg har solgt 2 årgang 58’ere, en halvfærdig og en donorbil og puttet en Golf 1 1,5 automatic fra 82 i garagen, som vi nyder solskinnet i som familie. Jeg interesserer mig sådan bredt ikke meget for klassikere, men gamle VW’ere har jeg da haft lidt af efterhånden. Vi er 3 brødre, der en overgang var oppe på 6 bobler og så lidt nyere VW’er som hverdagsbiler.
-Ungerne elsker at køre i den. Jeg håber på en gammel VW Sika ladbil i stedet for Standarden, de kan også noget, smiler Thomas Langballe Kirk, der forlanger 65.000 kr for bilen. Han kan træffes på mail Erdusuridag@hotmail.com eller tlf 29119217.