DETALJERIGT POSTKORT
Dagens postkort bringes af Kurt Villy Svendsen
En mejeriejer, en boghandler, en førstelærer. Alle medvirkende til en aktiv og levende stationsby…
Som jeg tidligere har været inde på, hed Lyngaas mejeribestyrer fra 1. november 1912 Kristian Mortensen, men i 1919 overtog Mortensen Hadsten Mejeri efter Esper Boel Nielsen Thordahl og blev dermed mejeriejer.
Kristian Mortensens løbebane i Hadsten og omegn begyndte i Vissing, hvor han blev mejeribestyrer fra 1903 og 8 år frem. Efter 8 gode år på ”Brolund” i Lyngaa købte han mejeriet i Hadsten, som lå på det nuværende Østergade tæt på højskolen og skråt overfor posthuset.
Hadsten Mejeri med højskolen til venstre i billedet 1910
Mejeriet havde en overgang et dårligt ry, hvilket der kan læses om i datidens Hadsten og Omegns Folkeblad, men under Kristian Mortensens ledelse varsledes nye tider.
Nu blev der udvidet og tænkt nye tanker, og allerede i 1920 startede Mortensen eksportflødefabrikation og senere fabrikation af iscreme.
Som Folkebladet skrev den 24. februar 1944 til Kristian Mortensens 25 års jubilæum:
”Med sit joviale væsen har Mortensen vundet sig mange venner, ikke alene her på egnen, men også langt udefra.
Mortensen har i to perioder været medlem af Galten-Vissing Sogneråd og har været medlem af bestyrelsen for elektricitetsværket, har været formand for Menighedsrådet, er fremdeles medlem af bestyrelsen for Hadsten Bank og har således også ydet sit bidrag til byens og egnens offentlige liv.
Til lykke med de 25 og fortsat held i de kommende år”.
Dagens motiv fra Hadsten, afsendt den 16.9.1915, er ganske interessant. Kortet er udgivet af Hadstens første boghandler J. B. Aastrup, og midt i billedet ses Hadsten Mejeris hvide bygning med den karakteristiske skorsten.
Boghandler Aastrup, Søndergade 10, udgav kortet
Desuden er der det lokalhistoriske gemt i kortet, at det skrives af selveste førstelæreren i Over Hadsten – A. Chr. Juncher.
Lærer Mikkelsen, Sct. Mikkels Gade, Viborg får en kærlig hilsen fra Juncher, som meddeler:
”Vi har i tirsdags (14.9.) fået en søn. Marie har det så nogenlunde. Drengen har det udmærket”.
Lærer A. Chr. Juncher bag katederet på Over Hadsten Skole
På den måde fik jeg endnu en ”autograf” fra en kendt borger i Hadsten.
Sønnen?
Jo, han kom til at hedde Vagn Asbjørn Juncher.
Førstelærer A. Chr. Juncher, Over Hadsten med et godt tilbud i vinteren 1927 – 28