I de senere år har det været et tilløbsstykke af en større verden, ift. Hadstens størrelse, med 2000-2500 besøgende på 6 timer til en messe en søndag i slutningen af oktober.
Men det har arrangør Simon Buus Olsen en god forklaring på.
”Familiemessen i Hadsten er blevet et ”must-attend-event” for rigtig mange lokale og der får vi måske de første 5-600 besøgende bare ved dem. Fra at være noget vi besøger for at støtte op om de 3 foreninger bag messen, er det endt med at blive noget man faktisk gerne vil besøge, fordi der er kvalitet”, fortæller arrangøreren, der er blevet ansat af HSK-Fodbold, Hadsten Hawks Basketball og Hadsten Håndbold til at stå for familiemessen 2022.
I år er det lidt sværere at fylde messen op, fortæller Simon, grundet energikrisen, hvor små virksomheder holder lidt mere på markedsføringspengene.
Men uanset er der fyldt op af stande i år, men efter lidt mere ”kamp” end normalt.
”Vi har over 60 udstillere, med alt fra banker, ejendomsmæglere, til Kvickly, til vinmænd, bryggerier, cateringfirmaer, optiker, ørelæger, sundhedshus, og meget meget andet. Så udvalget er bredt stadigvæk, men jeg indrømmer gerne at det har været mere presset i år, end andre år, og det skylder nok først Corona og derpå energikrise, og jeg forstår det godt set fra de små virksomheders side”, fortæller Simon.
Simon glæder sig også over der lige blev udskrevet folketingsvalg 2 dage efter familiemessen i år.
”Det gør trods alt en forskel, at der er lokale folketingskandidater, der skal ud og vise sig frem, også selvom nogen af de andre udstillere, synes det er ærgerligt at det bliver en ”valg-messe”, selvom jeg som byrådspolitiker, synes det er en god måde at møde borgerne på”, fortæller arrangøren.
Slutteligt fortæller han om hele messen, som han forventer bliver velbesøgt.
”Samtidig laver vi loppemarked i Hal 2, som plejer at samle 1000 besøgende i sig selv, så der er god mulighed for at vi kan samle et rekordstort publikum i år”, slutter Simon af.
Familiemessen afholdes 30/10 fra 10-16 i Hadsten Kultur- & Idrætscenter og det koster 20 kr. i entré for alle over 15 år.