Dansk Industri har sagt det. Det samme har Dansk Erhverv. Og Ældresagen. Og nu også brancheorganisationen af pensionsselskaber.
Alle er enige om , at Favrskov Kommune står med et problem med at skaffe ældreboliger nok i takt med den demografiske udvikling, hvor antallet af ældre stiger år for år.
Ganske vist er kommunen i gang med at opføre et plejehjem i Hadsten, men kapaciteten her forslår som en skrædder i et meget varm sted…
Plejehjemmet får 60 boliger og forventes at stå færdigt i slutningen af 2026.
Opførelsen er blevet udskudt på grund af de stigende byggeudgifter. Med andre ord, så har økonomi vægtet højere blandt vores folkevalgte end behovet for at opfylde et af kommunens vigtigste velfærdsopgaver.
I 2024 var 300 borgere visiteret til en plejebolig. Allerede om 15 år i 2040 stiger behovet til 490 plejeboliger ifølge den seneste fremskrivning. Det er en stigning på ikke mindre end godt 63 pct.
Og problemet vil kun vokse.
For i løbet af de næste 25 år vil der blive dobbelt så mange danskere over 80 år – op til hver tiende dansker.
Hvor skal de ældre i Favrskov bo?
Det spørgsmål har PingvinNyt.dk bedt spidskandidaterne om svar på.
Op til redaktionens slutning har kun borgmester Lars Storgaard svaret.
Svar fra borgmester Lars Storgaard (C):
”I Favrskov holder vi vågent øje med udviklingen i behovet for plejeboliger. Vi er i gang med at opføre nye boliger i Hadsten og indtil videre har vi faktisk haft en lavere efterspørgsel end forventet gennem flere år. Derfor har vi også trygt kunne vente lidt med at opføre de nye boliger og dermed holde økonomien. Lige nu ser det faktisk ud til, at vi har for mange pladser, når det åbner, men det kan godt ændre sig, så vi ændrer ikke ved byggeriet nu. Vi har haft sat midler af til at købe pladser andre steder, skulle efterspørgslen ændre sig, men det har faktisk vist sig unødvendigt, hvorfor vi har kunnet bruge de afsatte midler til andre formål. Det glæder mig meget, at vores ældre er så raske, at vi ikke følger trenden på landsplan, men faktisk har et lavere behov end andre kommuner. Det er kun godt. Men som sagt følger vi nøje med, og skulle efterspørgslen ændre sig, så vil vi naturligvis justere efter det. Og der er også i årene fremover sat midler af til, at vi bliver flere ældre og dermed at behovet for plejeydelser vil kunne stige, så det er der taget højde for. Flere ældre betyder flere penge til området, så det ikke udhules. Så samlet set, har Favrskov ikke et plejeboligproblem i praksis.”
Svar fra Lone Glarbo, Danmarksdemokraterne:
”Nej – det kommer ikke bag på nogen, at vi får flere ældre. Det gælder hele landet.
Men fordi vi bliver flere ældre, betyder det jo ikke, at vi alle sammen skal bo på plejehjem.
Det, vi mangler i Favrskov, er flere små, egnede boliger – rækkehuse, klyngehuse, huse i ét plan med en lille have og måske et fælleshus. Boliger, hvor man kan blive boende i sit eget lokalområde, selvom man ikke længere har kræfter til at passe et stort hus.
Der skal også være generationboliger, hvor unge og ældre bor tæt, og hvor fællesskabet opstår naturligt.
Men vi skal også have flere plejeboliger – det kan vi ikke komme udenom.
For mig presser det sig især på i Hinnerup, hvor der mangler et ekstra plejehjem. Søften er ved at have en størrelse, hvor man heller ikke længere kan sige, at der ikke er behov.
Når de ældre – eller deres børn – efterspørger en plads, handler det jo også om nærhed.
Man skal kunne besøge sin mor eller far uden at køre tværs gennem kommunen.
Ældreboliger og plejeboliger skal gerne ligge i forbindelse med hinanden. Så kan man dele aktiviteter, have fællesspisning, måske kortklub eller træning på tværs.
Og hvorfor ikke tænke endnu større? Hvis skoler, børnehaver og plejehjem ligger tættere, kan generationerne få glæde af hinanden. Det er sådan noget, der skaber liv i lokalsamfundet.
Måske lyder det som en drøm – men det er faktisk sådan nogle drømme, der gør Favrskov til et godt sted at blive gammel.”


























