Favrskov Byråd har igangsat en række nye plan- og boligudviklingsprojekter til gavn for hele kommunens borgere og lokalsamfund.
For at vi, som tilflytterkommune, skal kunne tiltrække mange nye borgere, skal udvalget af byggegrunde, og nye boliger være fordelt i alle områder af kommunen.
Fremtiden er lige foran os, og i Venstre arbejder vi for en forsat vækst og udvikling af hele kommunen. Vi arbejder for en hurtigere udvikling af vores boligmasse, der tilgodeser den stigende efterspørgsel, der er for et bredere boligmarked.
I Favrskov Kommune er der et stort behov for et boligmarked, der kan tilgodese parcelhuskøberne, som ønsker nye byggegrunde, eller alternativt etablerede parcelhuse, – eller dem der gerne vil bo i enten rækkehus eller lejligheder, – og dem der kommer i en alder, hvor senior bofællesskaber er det største ønske.
Netop bolig muligheder til kommunens seniorer er af væsentlig betydning de kommende år. Demografien viser en fremtid, hvor vi gennemsnitligt lever længere. Dermed får vi flere ældre, som giver et stigende behov for en boligmasse, der er tilpasset aldersgruppen og deres ønske om at kunne flytte fra et stort hus, hvor de har boet i mange år, og ind i nye og mindre boliger i nærområdet, hvor de har haft deres gang, aktiviteter og deres nære vennekreds gennem årtier.
Nye tilflyttere, som eksempelvis unge børnefamilier, kan efterfølgende flytte ind i disse boliger.
Det er allerede i dag, vi skal forberede os på fremtiden!
Fremtiden er lige foran os
Af Thomas Storm, Ravskærvej 65, Søften
Byrådsmedlem (V) i Favrskov Kommune, Næstformand i Plan- og Landdistriktsudvalget