Kurt Villy på linien: Glædelig jul!
BEDSTEMORS JULEVISE
Forventningens glæde. Marie Thykier, 1937
Mon nogen kan huske denne vise, som gemmer sig i min bedstemors annaler. Sådan foregik det op mod jul; ja sådan hyggede man sig for 100 år siden:
Kappe, kappe træer, nu vil os julen gæste –
hver ta´r sit, og jeg ta´r mit, men du må få det bedste!
Klappe, klappe sandet, i baljen, hvor det knejser,
klappe det så fast og hårdt, at træet ikke dejser.
Klippe, klippe hjerter og kræmmerhuse rulle –
alle er de tomme først, men siden bli´r de fulde.
Klemme, klemme stager og tænde lys på grene –
du og jeg står udenfor og keder os alene.
Længe, længe sende mod døren spændte blikke –
døren har et nøglehul, men kigge må man ikke.
Linde, linde låsen, og synet knap vi tåler:
Midt i stuen træet står, og alle grene stråler.
Plukke, plukke gaver, nu skal vi rigtig feste.
Far gi´r sin, og mor gi´r sin – Vorherre gi´r den bedste!
Spillemand, spil lystigt op. Marie Thykier 1959
Dagens julekortskunstner hedder Marie Thykier, født 19. maj 1905 i Grenaa (død 3. juli 1969 i København.)
Børn, snevejr, naturen, nisser – ja tilmed julemænd på postkort. Jo, tegneren fra Grenaa spændte vidt, og alle motiverne er både sjove, flotte og samleværdige.