|

HERLIGE AUGUSTDAGE

Et nyt skoleår er startet med nye bøger og måske bogindbinding.
Hyggelig sommerklumme af Ole Juul – her på PingvinNyt…

HERLIGE AUGUSTDAGE

Af Ole Juul

Husker du kunsten at binde bøger ind, som vor mor lærte os den. Med dyb respekt for bogen og dens indhold satte vi os ved køkkenbordet om eftermiddagen den første skoledag i august, papirrullen på den ene side, bøgerne på den anden, og med saksen i hånden og tungen lige i munden gik vi i gang.

Eller husker du fornemmelsen af et splinternyt stykke viskelæder mellem fingrene. Ingen ridser, ingen bidemærker, kun dette hele stykke, der havde sin plads i rummet i pennalhuset med nyspidsede blyanter, passer og linial. Denne gang skal det holde, besluttede vi. I år skal der ikke skæres eller bides i det.

Eller de nye, uskrevne hæfter, som vi fik udleveret den første skoledag efter ferien. Alene duften af de rene, jomfruelige hvide sider kunne give os troen tilbage på, at i år ville det lykkes. Andægtigt og med rolig hånd skrev vi de første bogstaver og tal, flot så det ud og nænsomt bladede vi om på næste side, førte tommelfingeren langsomt og præcist ned langs sammenføjningen i midten og tog fat på ny. Resultatet talte for sig selv, ukendeligt i forhold til sidste års sjusk, selv læreren var oprigtig forbavset over forandringen.

Ja, og vi svor for os selv, at dette skulle være den nye begyndelse, i år måtte det kunne lade sig gøre at nå frem til kartoffelferien i oktober med rene bogbind, et intakt pennalhus og smukt tætskrevne hæfter.

Men hvor længe var Adam i Paradis, hvor længe kunne vi holde koncentrationen og undlade at krølle siderne, overmale bøgerne og skamfere viskelæderet. Nej, og ganske rigtigt, efter en lille måneds tid faldt vi uhjælpeligt igennem, bindene flossede, siderne krøllede i spidserne, tallene og bogstaverne væltede hen over linierne i en uskøn dans, og viskelæderet havde fået de karakteristiske bidemærker og lå rodet sammen med halve blyanter og en knækket lineal i pennalhuset, og da vi nåede efteråret, var alt ved det gamle.

Hierarkiet i klassen var på plads, stræberne med de snorlige skilninger og de nuttede rottehaler sad atter, hvor de efter deres eget og førstelærerens skøn hørte hjemme, og vi andre bagude i lokalet hankede resignerende op i den slidte taske, hvis indhold selv de mest eftergivende og håbefulde forældre ved juletid opgav at finde en mening med.

Men tapre, det var vi, vi holdt ud, og når vi nærmede os foråret vidste vi, at nu kunne det ikke vare længe, så ville vi få en ny mulighed for at rette op på årets forsømmelser.

Åh ja, hvem husker ikke disse første, herlige augustdage. Duften fra nyhøstede marker, forårets udkårne i ny kjole, kammeraterne hjemvendt med oplevelser fra det store udland og formemmelsen af, at nu begynder det alt sammen igen.

Meget vand er løbet i åen siden da, og meget er ændret i barndommens skole. Men mon ikke erkendelsen hos vore store børn er den samme, som vi husker den. Nye muligheder, nye chancer for forbedring, hvor selv lærerne ser med milde øjne på en, udhvilede som de er efter en lang ferie. Opstemtheden ved gensynet med klassekammeraterne, spændingen og forventningen, der hører skolestarten til.

Lykkeligt er det store barn, der skønt meget er forandret, atter i år får lov at opleve disse herlige augustdage, og lykkeligt det menneske, der bærer dem med sig i erindringen.

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Indbrud på Tåsingevej

Indbrud på Tåsingevej

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Få faglig hjælp til at komme igennem allergisæsonen

Få faglig hjælp til at komme igennem allergisæsonen

Hadsten og Hinnerup Apotek via cmail2.com ... læs mere
ÆLDRE SAGEN HAR KLARE ØNSKER TIL BUDGETTET I FAVRSKOV

ÆLDRE SAGEN HAR KLARE ØNSKER TIL BUDGETTET I FAVRSKOV

Flere plejeboliger, hjemmepleje og årskort til kollektiv trafik er nogle af de emner, Ældre Sagen Favrskov peger på ... læs mere
Ny chef for Børn og Familie

Ny chef for Børn og Familie

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Gå til din rigtige slagter

Gå til din rigtige slagter

Knud Slagter har det store udvalg ... læs mere
Til 2 piger der snød med betalingen af TAXA

Til 2 piger der snød med betalingen af TAXA

Turen gik fra Voldum Rudvej i Voldum til Viby ... læs mere
Ses vi til Landsindsamlingen

Ses vi til Landsindsamlingen

Vi glæder os til at se dig ... læs mere
Kørsel uden førerbevis

Kørsel uden førerbevis

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Dialogmøde om inkluderende fællesskaber

Dialogmøde om inkluderende fællesskaber

Møde afholdt i Inside i Hammel ... læs mere
Loading...