Der kan være store fordele ved at anvende kunstig intelligens (KI), også i den offentlige forvaltning. Det er der mange der mener. Og ja, der er ingen tvivl om at KI kan hjælpe med at løse mange opgaver. Og gør det allerede. Men hvilke konsekvenser kan det få? Hvordan forandrer det vores samfund på længere sigt?
Det er langt fra første gang en ny teknologi er taget i brug uden at der er vurderet på konsekvenserne. Det er jo helt almindeligt at vi umiddelbart ser alle fordelene og først siden opdager ulemperne. Og så er skaden allerede sket, og måske er ulemperne ganske fatale. I dag kan vi fx godt se at opfindelsen af dampmaskinen og siden forbrændingsmotoren reelt har været til større ulykke end gavn for menneskeheden.
Spørgsmålet er hvor KI vil føre os hen? Det er næppe klimaet der denne gang kommer i farezonen, men det er naivt at tro at KI ikke kommer med en bagside. Og at den bagside kan have ganske voldsomme konsekvenser.
KI er en super-opfindelse på niveau med bogtrykket, krudtet og de før omtalte damp- og forbrændingsmotorer. Og det er værd at minde om at bogtrykket var hovedårsag til at katolicismen tabte magten i det meste af Nordeuropa, at krudtet var hovedårsag til at ridderne og de adelige mistede deres politiske indflydelse, og at de to nævnte maskiner/motorer forandrede samfundene og skabte nye velhavere, mens andre mistede deres magt. Det samme har også internettet gjort. Hvad vil KI gøre?
Det vil kun tiden vise, man man kan forestille sig forskellige scenarier. Ét af dem er demokratierne bukker under, og at Kina bliver den store vinder. Hvorfor?
Hvis demokratier skal kunne fungere, er det nødvendigt at vi kan stole på hinanden. Vi skal kunne tro på medierne, og vi skal let kunne skelne mellem fakta og fiktion, mellem alvor og satire. Den evne udfordrer KI, og det hjælper kun kortvarigt at der vedtages bestemmelser om at billeder, tekst og lyd der er fremstillet ved brug af KI, skal mærkes. Det er ikke alle der vil bemærke mærket, det er heller ikke alle der vil bruge det – og der vil altid være nogle der vil prøve grænser af.
Måske vil det ikke vare mange år, før de fleste af os ikke længere kan se hvad der ægte og hvad der er produceret ved hjælp af KI. Så ender vi i et anarki hvor vi ikke ved hvad vi kan stole på. Og i det anarki vinder dem der der har flest resurser og formår at bruge KI på den mest skruppelløse måde. Det er oligarker og diktatorer, og dem der der drømmer om at blive det. Og dermed får typer som Putin og Orban – og Trump – et nyt og effektivt værktøj.
Og hvordan vil det gå Europa i konkurrencen med Kina? Jeg tror vi taber. Måske er vi allerede ved at gøre det fordi de europæiske politikere og virksomhedsledere overså at den massive outsourcing naturligvis også havde en bagside. Men med et Kina der ikke er bange for at bruge alle nye teknologiske muligheder for at holde sin befolkning i skak, er jeg bange for at vores liberale og demokratiske samfund kommer til kort.
Dermed siger jeg ikke at vi skal gøre ligesom Kina. Jeg mener heller ikke at vi kan skrue tiden tilbage. KI er kommet for at blive. Det bliver stort, og konsekvenserne kan blive langt større end vi forestiller os. Men i det mindste bør vi diskutere hvor KI kan føre os hen.
