|

I Lære som “diskenspringer” i Århus

Henning Rasmussen, der voksede op i Hadsten, kom i lære som kommis hos købmand Viggo Worsøe Laursen i Århus. Her fortæller han ganske underholdende om læretiden.

Efter afslutning på skolegangen kom jeg i som købmandslære i en mindre forretning midt i Århus fra 1. august 1954 – 31. august 1958. Det var bestemt ikke mit ønskejob, nærmest tværtimod! Dengang skulle man hurtigst muligt i gang med en eller anden form for arbejde. Så jeg var ret umotiveret, da jeg accepterede en plads som købmandslærling; jeg var også nervøs for, hvilken modtagelse en ”bondedreng” ville få blandt storbyfolket – såvel fra kolleger som kunder.

Det var hos en kendt og respekteret købmand, Viggo Worsøe Laursen, Frederiksgade nr. 54-56 i centrum af Århus. Han var engageret i organisatorisk arbejde bl.a. som formand for den lokale købmandsforening og i bestyrelsen for sammenslutningen af jyske købmandsforeninger og formand for den konservatives vælgerforening i byen.
Indtil jeg fyldte 18 år, rejste jeg fra Haldum med rutebilen, der stoppede lige uden for vores dør; senere var det med toget fra Hinnerup station; det var i vinterhalvåret – om sommeren cyklede jeg frem og tilbage på min nye Crescent landevejsracer, en tur på 28 km hver vej.

Åbningstiden var mandag – torsdag kl. 8.00 – 17.30, fredag fra 8.00-20.00 samt lørdag kl. 8.00-14.00: der skulle ryddes op, fejes gulv og kassen gøres op efter lukketid, så der gik altid mindst ½ time, inden vi slap fri, ofte op til 45 minutter. Fredag overnattede jeg ret tit på sofaen i stuen hos moster Dagmar og onkel Hans, der boede i Viborggården
Frederiksgade var dengang åben for alle former for trafik; hver dag kom mange fodgængere, cyklister og biler gennem gaden i én lind strøm. En livlig forretningsgade med næsten alle former for detailhandel. Teknologi-giganten Terma trådte sine barnesko i gaden; de startede i det små med produktion af termometre og manometre (deraf navnet) og Jyllands-Postens redaktion og trykkeri lå lidt længere oppe i gaden.

Det var på den tid en ret moderne indrettet butik; købmanden havde været på studietur i USA og var der blevet grebet af selvbetjeningstanken. I øvrigt var én af de første frie købmænd i Danmark, der indrettede en forholdsvis lille butik med ”ønskebetjening”, da man selvfølgelig ikke ville ”genere” de kunder, der ønskede den gode gamle personlige betjening. Allerede den første dag blev jeg skubbet ud i nærkontakt med kunderne; i middagspausen sad købmanden inde på kontoret, og jeg skulle passe butikken helt alene; ikke fordi der kom så mange kunder, men forretningen deltog i et konkurrence hæfte, der blev solgt i forbindelse med datidens festuge: Århus Rundskue. ”Vores” konkurrence bestod af et spørgsmål, hvor løsningen var ”Forretningen med den fine kaffe”. Her kom det svære; jeg skulle spørge de kunder, der afleverede kuponen i butikken, om de ikke havde lyst til af afprøve påstanden i deres svar og købe et kvart pund af den friskbrændte og friskmalede Colombiablanding. For mig lød det som en rigtig høj og hul højtaler stemme, når jeg spurgte! Vi havde et stort kaffesalg – hver anden dag fik vi leveret 30-40 kilo friskbrændt kaffe i store jutesække. Det var min opgave at mikse de forskellige kaffeblandinger; de forskellige mængder skulle afvejes og derefter hældes over i en stor zinkbalje og røres godt og grundigt sammen og hældes i høje messingdåser i 3 forskellige blandinger. Det var en meget indbringende aktivitet; dels blev der indkalkuleret en høj avance og ofte var der en konvolut med kontanter medsendt til købmanden. Kaffemøllen kørte lystigt hele dagen; kaffen blev solgt direkte fra møllen i 125 eller 250 grams poser. Det var en kæmpefordel, at kunderne købte kaffe så ofte; det betød at smagsindtrykket blev holdt ved lige, så de var meget trofaste – hvis de en enkelt gang købte kaffe i en anden butik, kunne de normalt ikke lide smagen af den. Vakuumpakket mærkevarekaffe, der i dag kan købes overalt, fandtes ikke dengang, så derfor kunne man sælge friskmalet kaffe med god fortjeneste helt uden konkurrence.

Kundekredsen kom fra alle samfundslag; af de fastboende i kvarteret var de fleste nok af arbejderklassen, men der var skam også både lommetyve, drankere og ludere iblandt. De mere fashionable lejligheder i området var beboet af forretningsindehavere og funktionærer af forskellige slags. Der var mange andre butikker, små håndværkerfirmaer og kontorer af forskellig art; bl.a. et par fagforeningskontorer – de havde på bedste pampermanér ofte et ret stort indkøb af store cigarer, øl og snaps! Derudover havde vi flere af byens honoratiores, der for de fleste vedkommende havde bopæl i de fine kvarterer i Risskov, Højbjerg og Skåde Bakker; desuden var der forskellige forretninger og restauranter og offentlige institutioner i kundekredsen. Jeg havde et rigtig godt forhold til langt de fleste. De værste kunder var nok de fine, lidt yngre fruer, der efter en fortid som ansatte funktionærer med snilde og ynde havde fået de ”gamle madammer” verfet ud af huset. De var ofte ret vanskelige og servicekrævende. F.eks. en landsretsførerfrue på Jyllands Allé kunne finde på at ringe og sige at husets unge pige netop var gået i gang med at bage brød og kager, men pludselig havde opdaget, at man havde glemt at købe gær; ”Vil De være så venlig at bringe 100 gram herud med det samme?”, så var det bare om at komme op på budcyklen og afsted.

Dengang fulgte man kunderne til dørs med et ”farvel og tak” afleveret med et smil på læben. Ikke som i dag hvor et henkastet ”Ha´ en fortsat god dag” sendes afsted helt uden øjenkontakt!
Det var et noget mindre sortiment, vi kunne tilbyde i forhold til nutidens brede dagligvareudbud. Mejeriprodukter som mælk og ost var forbeholdt specielle forretning; vi førte f.eks. kun Buko smøreost; der var ingen ”No Name”- produkter – frugt og grønt førte vi kun i et meget begrænset omfang, og dybfrost var ikke at finde i butikken.
Vi var for det meste 1 udlært førstemand, 2-3 lærlinge, 1 halvdags kontordame og 1 bydreng ansat; der kom rigtig mange friske, unge mennesker af begge køn, der var ansat i nabolagets forskellige værksteder, butikker og kontorer. Dem havde vi det rigtig sjovt sammen med, især i middagspausen på de dage købmanden var til byrådsmøde, tilsynsmøde i Sparekassen eller til frokost i Rotary; der kunne sagtens forekomme noget mandehørm, når de friske fyre, der arbejdede i gaden, mødte op. En af ekspedienter fra EBM lige overfor demonstrerede evner som ildpuster; han tog en slurk petroleum i munden og blæste væsken ud mellem sammenknebne læber og satte ild til med en lighter – flot show!

Der kom også mange piger, der sikkert følte sig tiltrukket af de „flotte fyre“ bag disken. Især var der en sød, smilende og snakkesalig pige, der var i lære hos MK Trikotage på hjørnet af Frederiksgade og Østergade. Hvis vi var ude på gaden samtidigt for at vaske butiksruder eller feje gaden, vinkede hun altid ivrigt til mig over gaden. Næsten hver dag dukkede hun op i butikken sammen med nogle kolleger for at få en snak. Hun var vist ret „lun“ på mig; hvis jeg ikke var i butikken, men nede i kælderen måske for at spise min madpakke, fandt hun altid et påskud til at få mig kaldt op. “Romancen“ fik en brat ende en dag, da hun havde fået en af de andre piger til at gå over for at spørge mig, om jeg ville med hende ud at danse et sted i det sydlige Århus lørdag aften. Hun havde sikkert fundet du af, at hvis det skulle blive til mere, måtte hun tage initiativ. Jeg sagde efter meget kort betænkningstid nej; jeg havde flere gange set hende snakke med nogle ret smarte Århusfyre (i knickers og sportsstrømper!) uden for butikken; det kunne jeg jo slet ikke leve op til … og så kom hun aldrig mere.
Hos urmageren i nabobutikken var ansat en svend og en lærling; dem havde vi det også sjovt sammen med. Lærlingen pralede tit og ofte med, hvor mange sorte penge han tjente om aftenen i en ungdomsklub; vi ringede engang til ham og præsenterede os som ansatte i skatteforvaltningen på rådhuset og gav ham besked om at komme til møde vedr. hans indtjening, på et kontor med et lokale nummer, der ikke eksisterede. Han fortalte os ret nervøst om at han skulle møde til torskegilde. Han gik derop, men måtte opgive at finde kontoret; da det gik op for ham, at det var os, der havde udsat ham for en practical joke, kom reaktionen straks: han indtelefonerede en ordre på en kasse øl og en kasse sodavand til omgående levering til en kaptajn på Vester Allés kaserne. Da de så, at jeg kom tilbage med uforrettet sag, morede dig sig kosteligt!
Vi kunne godt have undværet besøget af pigerne fra Special Smørrebrøds køkken; de hørmede simpelthen så meget af mados, at købmanden der ellers gerne overtog betjeningen af unge piger, flygtede ud på kontoret, når de kom ind i butikken.

En tredje type af ”kunder” var de overfriske piger i institutionskøkkenerne; de morede sig med at gøre den stakkels købmandslærling rød i kinder og ører med højlydte kommentarer, når jeg kom ind ad døren – i dag ville højst sandsynligt blive betragtet som sexchikane: ”Nej, er det ikke vores søde lille købmand, der kommer der?” eller ”Mon ikke han giver os et kys i dag?” og mere i den dur. Jeg mødte engang én af dem til krobal, hun var sammen med sin kæreste og hun sagde til ham: ”Se! Det er vores købmand, ser han ikke sød ud?”
Der kom også en del repræsentanter for at vise nye produkter og for at optage ordrer. Dem havde vi også en hyggelig snak med; de var ofte gode formidlere af vitser af den mere vovede slags. Det gav mig mulighed for at kunne underholde mine kammerater med dem, når vi mødtes lørdag aften!
Der blev ydet et højt serviceniveau, også når flotte 17-årige Karen på 3. sal tog skumbad i en stor balje på køkkengulvet og havde svært ved at tørre skummet af nederst på ryggen. Så ringede hun efter vores ældste lærling Eiler P., der sporenstregs nærmest sprang op ad trappen for at hjælpe hende! Han kom altid tilbage med et saligt smil på læberne!
Hvis man tror, at det var en loppetjans at være lærling i en købmandsbutik i en strøggade i Århus, må man tro om igen! Arbejdet var meget varieret: selvfølgelig med betjening af kunder i butik og telefon, men jo også med opfyldning, oprydning, rengøring, pudsning af butiksruder og gulvvask samt udbringning af varer på Long John eller senere i varevogn. Kørsel med Long John på strøget med sporvognsskinner i gaden krævede noget af en cykelekvilibrist, for ikke at tale om de ben kræfter, der skulle bruges på turen helt op til vandtårnet på Randersvej med tungt lastede købmandskurve på ladet – til gengæld var turen i fuld fart ned af den lange bakke rigtig sjov. Der skulle ofte hentes store tunge sække på 50 op til 75 kilo på et lager i nabogården. Og de skulle bæres på nakken over en brostensbelagt baggård, ud på gaden og derefter ned af en stejl kældertrappe; så kunne man godt have ondt i ryggen nogle dage bagefter.

Øl og sodavand var dengang pakket i tunge trækasser med 50 flasker (bruttovægt 40 kilo); en lægefrue på Skt. Pauls Plads bestilte en kasse jule hvidtøl og en kasse sodavand i begyndelsen af december. Det skulle leveres på 3. sal – det var hårdt arbejde at få dem slæbt derop. Men ak og ve; hun så straks at øllerne var fra Ceres, og hun ville kun have dem fra Kongens Bryghus. Så kassen måtte bæres ned på gaden igen, men nu af en snæver og stejl bagtrappe og hjem for ombytning! Ned i kælderen, op på cyklen igen og igen op af bagtrappen; så kunne man i det stille bande kællingen af ”H til!” efter sådan en omgang, men ellers måtte man bare bære med smil sin byrde.
Industrielt pakkede kolonialvarer var der ikke mange af; f.eks kom sukker i et kilos poser først på markedet i den periode. Men vi pakkede alligevel fortsat sukker, som blev solgt til en lidt lavere pris. Men mange andre varer skulle afvejes i kundevenlige portioner, mest i ½ eller 1 kilos poser. At veje 15 kg sæbespåner af i 250 grams var noget af en prøvelse; det fine sæbestøv, der flagrede rundt i kælderlokalet, kunne foranledige nys på nys i lang tid – hvor slemt det kunne være, ved kun de der prøvet det. Vi tappede også petroleum af til de kunder, der havde en petroleumsovn til opvarmning; så var det med at vaske hænderne godt og grundigt, hvis man efterfølgende skulle veje gær af til samme eller næste kunde. I øvrigt var det med afvejning af især bageartikler en næsten daglig foreteelse; men i julemåneden eskalerede det helt vildt; så kom kunderne med deres opskrifter til brune kager og andre traditionelle julelækkerier: 25 g hjortetaksalt, 75 g sukat eller pomeransskal, 325 gram mørk sirup og flere andre mærkelige ting og sager. Engang blev jeg sat til at gøre rent i et depotrum under trappen op til lejlighederne ovenpå, det blev brugt til arkiv med gamle forretningspapirer, hvor en kat havde besørget både stort og småt; føj for en hørm!

Jeg blev nogle gange sendt ud som ”spion”; købmanden ville gerne have indblik i, hvilken betydning det havde for omsætningen, når konkurrenterne havde populære varer på tilbud til meget lave priser. Jeg skulle stille mig op uden for butikken efter lukketid og prøve at se dagens omsætningstal gennem ruden, når kassen blev slået op – det lykkedes mig desværre aldrig at komme tilbage med et resultat.

Jeg gik på handelsskole de første 3 læreår. Hver uge med en dag fra kl. 15 til 20 og en dag fra kl. 18 til 20. Det var en klasse med elever fra flere forskellige brancher og med 2 fremmede sprog inkluderet og udvidet pensum og sværhedsgrad i alle øvrige fag, men uden varekundskab, så det måtte købmanden tage sig af; han lærte mig bl.a. at ”Haricots Verts” skulle udtales med stumt ”H”, men at man naturligvis ikke måtte rette de kunder, der brugte stavemåden i udtalen! Jeg kom også på dekoratørskole om aftenen.
Jeg blev en aften kontaktet af et HK ungdomsmedlem udenfor handelsskolen, der fik mig overbevist om at jeg burde melde mig ind i fagforeningen; men det betød bare, at jeg betalte mit kontingent hver måned. Min onkel Hans var smedesvend på Sabroes fabrikker, hvor lærlinge blev ”beskyttet” mod udnyttelse af de udlærte svende Han insisterede på, at jeg skulle melde købmanden til HK for grov udnyttelse af mig med hårdt arbejde og for lange arbejdstider. Men det kunne jeg bare ikke drømme om at gøre.

Vi “festede” en gang imellem i butikkens kælder fredag aften efter lukketid – altså når købmanden var bortrejst. Så blev der bestilt smørrebrød fra Special Smørrebrød i Sønder Alle; vi købte øller i butikken. Når vi var færdige ved 22-tiden, gik vi ofte op til danserestauranten Maritza længere oppe af gaden. Der havde de et rigtig godt showorkester, der skabte en fin stemning og med højt humør og masser af fællessang fra husets lille sangbog. Det var et meget søgt sted, så det var altid svært at komme ind en fredag aften. Vi benyttede os af, at vi kendte køkkenchefen rigtig godt, så ham fik vi fat i inde i baggården; han gav kontrollørerne ved indgangen besked om, at vi skulle lukkes ind før alle andre i køen. Så gjaldt det om ikke at blive smidt ud igen af tjenerne, hvis ølglasset kun var halvfuldt – men det var der jo råd for, selv om det var lidt dyrt, når der skulle fyldes på!

Der er nogle hændelser, som i de første år med mellemrum er dukkede op i hukommelse. Især da Ceres Bryggerierne introducerede en ny spændene øl med navnet ”Red Eric”; øllet var som navnet siger rødt og smagte rigtig godt; ølkusken gav en smagsprøve til købmand og personale, som vi drak efter lukketid. Jeg syntes det var oplagt at give en prøveomgang til et par af mine kammerater, så jeg tog 3 stk. ned i min taske og ville hen til kassen for at notere dem i min kontobog. Inden jeg nåede det, kom købmand ud fra kontoret og spurgte om, øl mændene nu også havde husket at afleveret smagsprøverne, eller om det var ham, der måtte betale for dem. Han konstaterede, at der manglede i hvert fald 3 i ølkassen. Men førstemanden reddede mig på stregen ved at fortælle, at han solgt 3 flasker til en kunde lige før lukketid, Så faldt han til ro, og jeg betalte mine øller næste dags morgen. Det kunne måske have fået fatale følger for min fortsatte karriere i kolonialbranchen – men min skytsengel var heldigvis på plads! Jeg kunne jo overhovedet ikke drømme om ikke at betale for de varer, jeg tog i butikken
En gang da jeg skulle køre købmandens store nye Volvo Herregårdsvogn ud af en ret smal skydeport i garagen, gav jeg porten et ordentligt skub, så den returnerede 30 cm for langt tilbage i åbningen. Det bemærkede jeg ikke, så det resulterede i, at der blev skrabet lidt af lakken. Jeg studerede skrammen og overbeviste mig selv om, at det nok kunne klares med lidt knofedt og lidt terpentin, så jeg fandt en stille villavej, hvor jeg klarede paragrafferne – troede jeg!
Men efter nogen tid spurgte købmanden, om det var mig, der havde haft et uheld med bilen, for hans kone benægtede på det kraftigste, at det var hende, der havde lavet skaden, og så måtte jeg gå til bekendelse og fik en mindre reprimande.

Jeg blev engang opereret for blindtarmsbetændelse og måtte ikke gå på arbejde i et par uger og da slet ikke løfte på tungere ting. Loyal som jeg var, tog jeg alligevel på arbejde efter få dage, da jeg nok mente at kunne gøre nytte ved modtagelse af telefonordrer og ved kassebetjening af kunder. En dag spurgte købmanden, om jeg var i stand til at køre varebilen, hvis jeg fik bydrengen med til at bære varekurvene ind til kunderne – det sagde jeg selvfølgelig ja til. Da det sved i operationssåret, når jeg sted ind og ud af bilen, blev jeg blev siddende der, mens den forholdsvis lille bydreng slæbte varerne hen til entredøren og op til køkkenbordet hos kunderne. Her kommer forklaringen på, hvorfor det kom til at gå mig på. En fin frue i Højbjerg fortalte forarget om situationen til sin mand, der havde en herreekviperings- forretning på strøget. Her udbredte han sig om, hvordan den dovne drog havde udnyttet den stakkels dreng. En af hans butikselever fortalte mig om det, og jeg blev rigtig ked af det. Jeg overvejede at fortælle købmanden om det, med fik det aldrig gjort. Set i bakspejlet burde jeg selv have konfronteret butiksindehaveren eller hans kone med uretfærdigheden, men turde ikke gøre det.
I det store og hele har købmanden behandlet mig rigtig godt. Men en enkelt negativ episode kunne jeg godt have undværet. I min læretid kørte jeg løb på Cyklebane og landevej uden de store resultater. Et par gange styrtede jeg på cyklen. Under en træningsseance på cykelbanen styrtede jeg og brækkende kravebenet, en anden gang væltede jeg på min landevejscykel og slog det ene knæ, så der kom en væskeansamling i det. Det gjorde ondt og betød at jeg skulle holde det i ro i en periode. Det var købmanden på ingen måde tilfreds med, da de 2 uheld betød, at jeg ikke kunne arbejde for fuld styrke. Når man deltog i en sport med totalisatorspil, skulle både ledere og ryttere aflevere en ren vitterlighedsattest underskrevet af en respektabel person; jeg skrev købmanden på listen. Han besvarede ikke opfordringen fra cykelklubben, så pludselig mødte sportslederen op i butikken og spurgte, hvorfor han ikke havde svaret på henvendelsen, og hvordan det satte mig i et yderst uheldigt lys – det indså han det rigtige i, så han underskrev på stedet sin erklæring. Mon han virkelig troede, at han på den måde kunne forhindre mig i at cykle?

I store træk har jeg kun positive minder om min læreplads – især når jeg tænker tilbage på den negative tilgang, jeg havde til faget i begyndelsen. Jeg besluttede allerede dengang, at det ikke skulle være i butikker, mit arbejdsliv skulle udfolde sig! Ikke mere bukken og skraben for fornemme forstadsfruer! 
Min købmandsuddannelse blev grundlaget for 42½ gode år kolonial engrosbranchen, hvor jeg følte, at jeg var kommet på den rette hylde og har været beskæftiget med samtlige funktioner på både lager og kontor – lige med undtagelse af bogholderi.

Købmandens anbefaling.
Det var helt almindeligt, at man bad om en anbefaling, efter man havde afsluttet en ansættelse. Jeg fik min et par år efter jeg var udlært, jeg var både glad og stolt over den dengang. Jeg fik dog aldrig brug for at vise den til en arbejdsgiver.
Det siges ellers, at man skal se på anbefalinger og skåltaler med et vist forbehold, men man havde da i det mindste bevis på have gennemført uddannelsen.

Erindring af

Henning Rasmussen

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Pressemeddelelse - Først fra 2023 skal østjyder sortere i 10 fraktioner

Pressemeddelelse – Først fra 2023 skal østjyder sortere i 10 fraktioner

Gennem et godt samarbejde har fire østjyske affaldsselskaber nu en fælles køreplan, som skal gøre over en halv million kunder klar til at sortere i 10 fraktioner fra 2023 ... læs mere
Nybolig kigger i krystalkuglen for 2021

Nybolig kigger i krystalkuglen for 2021

Dagligstuen er blevet et hjemmekontor | Livet som pensionist stiller nye krav til din bolig ... læs mere
Vintervedligehold

Vintervedligehold

Vi hjælper både ERHVRV og PRIVATE når vinteren er over os - fortæller entrepenør Ole Sørensen fra Holkjærgård ... læs mere
Vi leger fortsat

Vi leger fortsat

Fortæller Hadsten Håndbold ... læs mere
Venstre ligner mere og mere en lilleput i Folketinget!

Venstre ligner mere og mere en lilleput i Folketinget!

Meningsmålingerne sender partiet i én retning: Nedad? ... læs mere
Bil udsat for hærværk i Laurbjerg

Bil udsat for hærværk i Laurbjerg

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
KvægNYT:

KvægNYT:

Webinar om arbejdssikkerhed, Lov om Dyrevelfærd, vitamin- og mineraltildeling ved non-GM ... læs mere
Ugens anmeldelse fra Favrskov Bibliotekerne

Ugens anmeldelse fra Favrskov Bibliotekerne

Tema: Børnebøgernes digitale verden ... læs mere
Ny dag, men også nyt ord fra Hadsten Håndbold

Ny dag, men også nyt ord fra Hadsten Håndbold

Bogstav-skattejagten kører igen i dag rundt om vestjyskBANK Arena - Hadsten ... læs mere
UD I NATUREN (1)

UD I NATUREN (1)

Endelig fik vi en dag med RIGTIG VINTERVEJR. Det var piv koldt og piv smukt ... læs mere
Annonce : Husk din fiskemand er i Hadsten hver mandag

Annonce : Husk din fiskemand er i Hadsten hver mandag

Din fiskemand MARK er på plads udenfor Kvickly i Hadsten ... læs mere
Loading...