Selv om valgresultatet først står klart på valgnatten, vover vi her på PingvinNyt.dk at komme med vores egen prognose. Naturligvis med vores ”intet-er-afgjort-forbehold”.
Gennem de seneste 3 måneder har PingvinNyt.dk givet vores bud på valgresultatet i form af vores efterhånden velkendte valgbarometer.
Og konklusionen har hele tiden været ret entydig: De borgerlige partier står samlet til en overbevisende sejr. De røde partier til en samlet tilbagegang. Specielt står Socialdemokraterne til en syngende vælgerlussing:
Epinion har denne måling for Favrskov:

Fremgangen for de borgerlige partier skyldes ifølge målingen primært Danmarksdemokraterne, der ikke stillede op ved seneste kommunalvalg. Partiet står til at få op mod 8 pct. af stemmerne. Liberal Alliance står til 5,5 pct., hvilket er en fremgang på 4,6 pct. De konservative står til 24,5 pct. mod 21,2 pct. ved sidste valg. Også dansk Folkeparti står til en mindre fremgang til små 5 pct. af stemmerne.
Eneste borgerlige parti, der står til tilbagegang er Venstre, der spås et valgresultat på 15,2 pct. (mod 21,6 pct. i 2021).
Hele den borgerlige blok har indgået i et teknisk valgforbund, så det er stort set så sikkert som ”amen i kirken”, at borgmesteren de næste fire år fortsat hedder Lars Storgaard.
Omvendt står den røde blok samlet til en tilbagegang – anført af et formentligt katastrofalt dårligt valg til Socialdemokraterne. Ifølge målingen en tilbagegang fra forrige valg på ikke mindre en 10,3 pct. til 25,3 pct.
Også de Radikale står til en mindre tilbagegang til 2,2 pct. (mod 3,8 pct. i 2021).
SF står til en fremgang på 4,7 pct. til et valgresultat på 8,6 pct., og Enhedslisten til en mindre fremgang.
Målingen er naturligvis behæftet med den usikkerhed, at omkring halvdelen af vælgerne endnu ikke har taget stilling til , hvor de vil sætte deres kryds den 18. november.
Derfor er intet afgjort endnu. Meeen…


























