Du kan jo passende spørge dig selv – kan det virkelig pasta?
Det gjorde en borger i Hadsten, da en italiensktalende mand i 50-års alderen henvendte sig til vedkommende på parkeringspladsen foran Rema 1000 på Gammel Sellingvej.
I første omgang spurgte manden om vej til lufthavnen, hvorefter han gav den pågældende person en t-shirt som tak for hjælpen. Dernæst fremviste den velklædte mand kopivarer af normalt dyre designermærker fra bagagerummet af sin bil, som han forsøgte at presse den personen til at købe.
Vi har tidligere hørt om flere lignende episoder og advaret mod at hoppe på den slags svindelnumre. Vi opfordrer til, at man melder det til os på telefonnummer 114, hvis man bliver udsat for lignende.
Den mobile politistation i Hadsten
Torsdag eftermiddag var den mobile politistation til stede foran Sundhedshuset i Hadsten fra kl. 15.00 og nogle timer frem.
I løbet af eftermiddagen fik vores betjente fra lokalpolitiet i Hadsten en god snak med en masse forskellige borgere i alle aldre. Der blev snakket om løst og fast, og Østjyllands Politi fik et godt indblik i de sager, der fylder hos borgerne i byen. Den mobile politistation var velbesøgt, og vi havde en god dialog med de fremmødte.
Hvis man har brug for at komme i kontakt med politiet, er man altid velkommen til at rette henvendelse til lokalpolitiet i Hadsten eller kontakte Østjyllands Politi via telefonnummer 114.