Kurt Villy Svendsen har fået for mange juleøl igen…
JULENS FRISTELSER
Findes der noget skønnere, end når sagkundskaben fortæller én, at man er – om end ikke normal – så dog ganske sund og velfungerende?
Når det tilmed sker i julen, hvor smagsløgene og fordøjelsessystemet yder den prægtige julemad mest mulig fyldest, kan det ikke undgå at stimulere gammelnissesindet.
Jeg læste engang i mit dagblad en mavestimulerende artikel – udgået fra selveste Ritzaus Bureau, hvilket garanterer sandhedsværdi, lødighed og journalistisk saglighed.
”Vi skal blive bedre til at slippe en vind” proklamerede overskriften, og de manende ord blev suppleret af Mette Borre, der er klinisk diætist og ekspert i irritabel tyktarm.
”Det er pinligt at slå en prut, men det bør vi danskere blive bedre til”, fortsatte hun fornøjet – man fristes til at sige fordøjet. Borre rimer tilmed på porre, hvilket i sig selv er luftforstærkende.
Gårsdagens opvarmede brunkål gjorde det bestemt ikke sværere at overholde diætistens gode råd, som afsluttes således: ”For de 80-90 procent af os, der ikke har irritabel tyktarm, er det nogle rigtig gode luftarter at få dannet og sluppet”.
Min gamle ven, Lars Madsen i Voldum, plejede at sige, at han kunne blive ganske harmdirrende, når han blev præsenteret for noget ophidsende og uventet. Nu er Madsen desværre død, så jeg må sætte mig i ensomhed og nøjes med at være tarmdirrende.
Det minder mig om en julesortering på Hadsten Posthus tilbage i tiden, hvor det sene aftenarbejde skred frem, medens julesneen dalede ned og lagde sig over den gamle stationsby. Pludselig bredte der sig en ganske speciel aroma i pakrummet.
-Er det dig, der har slået en prut, Lise, råbte jeg til den medhjælpende postarbejder.
Medens hendes rappe hænder ufortrødent fortsatte arbejdet med at lempe de tusindvis af julekort ind i reolsystemet, kiggede hun på mig med et skælmsk blik og svarede:
-Ja, KV. Det er mig. Men det var ikke kun én…
Jo, hun var mig venligt stemt, den postarbejder, og dygtig var hun tilligemed. Derfor var jeg heller aldrig karrig med ros og venlige ord. Lidt kraftig var hun imidlertid, og naturligvis endte det med, at hun efter en uges julesortering prøvede at komme i lag med kontorpakmesteren.
Den 23. december om aftenen drak vi en kop kaffe sammen og nød et glas portvin til, og da det blev tid til opbrud, sagde jeg til hende: -Her er et telefonnummer, hvis du gerne vil se mig igen…
Med blussende kinder stønnede hun: -Det plejer ellers ikke at være manden, der giver sit telefonnummer væk…
-Det er heller ikke mit nummer, svarede jeg: -Det er til vægtvogterne…
Dagens fornemme serie julekort er endnu tre eksempler på Henrik Larsens fantastiske pen. Kunstneren H. Larsen fra Lolland og hans Gammelnisser holder jeg meget af.
Jeg håber, læserne også nyder dem…
