Fra 15. oktober 2018 til 1. januar 2019 kan alle indsende ideer og ansøgninger til projekter, der falder inden for friluftsstrategiens tre temaer:
* friluftsområder
* stier og forbindelser
* information og formidling.
Kultur- og Fritidsudvalget udvælger herefter de projekter, de mener, skal opnå støtte, inden det hele skal godkendes i Byrådet.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Steen Thomasen (A) håber, at borgerne kommer med mange ideer til, hvordan Favrskovs natur kan bruges på nye måder.
– Store dele af Favrskov er beriget med smukke skove, vandløb, bakker og dale. Hver eneste ide, der giver os nye måder at opleve naturen på, beriger fritidslivet for både de, der bor i kommunen og de, der netop besøger os for naturens og faciliteternes skyld. Derfor er nye ideer til, hvordan vi kan kombinere natur og fritidsliv meget velkomne, siger Steen Thomasen.
Støtte til mytologisk park
Friluftsstrategien blev vedtaget af byrådet i 2015 og har blandt andet støttet den mytologiske park i Vejerslev, hvor Annie Nielsen er koordinator.
– En medarbejder fra Favrskov Kommune gjorde os opmærksom på muligheden for at søge støtte via friluftsstrategien. Byrådet godkendte ansøgningen, og støtten gjorde det muligt at gennemføre projektet i den størrelse, som vi ønskede, fortæller Annie Nielsen.
Ansøgningsfrist 1. januar 2019
Du kan læse mere om friluftsstrategien, og hvordan du søger på favrskov.dk/friluftsliv.
Ingen ideer er for små eller store til at søge støtte. Ønsker du sparring på ideerne, inden du sender ansøgningen eller forslaget, kan du kontakte AC-medarbejder Anders Bjerggaard på 24 26 15 38 for at høre mere om mulighederne.