Manglende lovgrundlag, ja sågar grundlovsbrud, er ingen hindring, når det gælder folkesundheden…
En variant af Covid-19 (en mutation) fik fatale følger for en hel minkbranche og medførte en de facto nedlukning af en række kommuner i Nordjylland.
Samtlige mink i Danmark blev dræbt i folkesundhedens navn, og politi og militær blev udkommanderet for at sætte fart i massedrabene og udslettelsen af et helt erhverv og dermed også en betydelig eksportindtægt for samfundet.
De berørte i minkbranchen står stadig tilbage med en uafklaret situation omkring deres fremtidige økonomi, mens samfundet ser en regning på et betydeligt to-cifret milliardbeløb i øjnene.
Andre lande står på spring for at overtage Danmarks minkproduktion, så hvad har regeringen egentlig opnået ved at udslette minkerhvervet og udskrive en milliardregning til danskerne? Ingenting!
Hvis der er en farlig virusvariant blandt mink, kan den så ikke sprede sig til resten af verden – uanset hvor minkene opdrættes?
Kom den oprindelige virus måske ikke fra et fjernt sted i Kina, som stort set ingen havde hørt om, før verden gik af lave?
Statsministerens ordre om at slå alle danske mink ihjel, blev effektueret uden skyggen af lovhjemmel og i direkte strid med Danmarks Riges Grundlov!
”En beklagelig fejl” sagde statsministeren på TV og gentog dette, da hun et stykke tid efter mødte op på en forhenværende minkfarm i nærheden af Kolding, hvor der ikke havde været en eneste smittet mink, men hvor hele besætningen ulovligt var blevet aflivet.
For en sikkerheds skyld (eller for at fortælle TV-seerne, at hun var på en meget farefuld mission?) mødte hun den nu forhenværende minkavler i den tømte minkfarm iført blå ansvarsafvisende heldragt og ditto dykkerbriller. Den forhenværende minkavler gad ikke en gang at tage et mundbind på til mødet…
Efter mødet med den ruinerede forhenværende minkavler og efter at have afført sig ”rumdragten”, mødte statsministeren pressen, nu med blottet ansigt, så TV-seerne ved selvsyn kunne konstatere, hvor rørt til tårer hun var blevet af mødet med den mand, hun personligt havde ruineret på et komplet ulovligt grundlag…
”SAT PÅ SPIDSEN” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen, som her
spidder hverdagens store og små finurligheder, nyheder og tildragelser.
Både lokalt og nationalt. Og altid helt respektløst…
Ingen kan vide sig sikker på ikke at blive ”sat på spidsen”.
Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.