Så kom vi endelig på afstand af årets korteste dag, og det er tydeligt at se i de sociale medier, at mange allerede nu glæder sig til det bliver forår. Og kan man ikke vente, så er der igen kommet godt gang i de mange rejser sydpå, især til landene omkring Middelhavet. Vi har savnet sol, og vi har savnet udeliv.
Og netop udelivet er vel en af de største glæder, vi har hentet sydpå, siden Spies og Tjæreborg for godt et halvt århundrede siden begyndte at gøre rejserne mulige for os. I min barndom var det næsten utænkeligt, at fødselsdage, julefrokoster og jubilæer ikke blev holdt i private hjem. I dag mødes vi ofte ude, også når vejret ikke opfordrer til parker og fortovsrestauranter. Økonomien er blevet bedre, og de gode oplevelser fra rejserne har vi taget toldfrit med os hjem til Danmark. Vi vil gerne være sammen med andre, også dem, vi ikke kender i forvejen. Måske bare en kop kaffe på vej hjem fra brugsen, men også fællesspisninger, fodbold på storskærm og almindelig havneglæde som ved Kammerateriet i Svendborg.
Her på Fyn kan man især se det i de byer, der har bopælspligt. Butikker, cafeer og restauranter er åbne, også i vintermånederne. Mange trafikknudepunkter er blevet til torve med varmelamper, hvor folk tager ophold, street food er ikke længere en ulovlighed, og mange cafeer sætter stole ud på gaden, også i dårligt vejr.
Når vi får gæster, mødes vi nede på hjørnet – i stedet for at fare rundt i stuerne med en støvsuger og spekulere på, hvor man nu lagde filterposerne til kaffemaskinen. Mange private småsnakke om den nye regering, hullerne i pigernes cowboysbukser og vm i fodbold er blevet af del af byens liv.
Jeg boede engang i flere måneder i en lille italiensk by, Raiano. Jeg fik mange venner, og jeg var der længe, men det lykkedes mig aldrig at komme ind i et privat hjem. Jeg tror, tv2-journalist Eva Ravnbøll har ret, når hun i sin nye bog ( ”Gud er italiener”) fortæller, at de fleste hjem i de italienske byer i virkeligheden er omklædningsrum. Man skifter tøj flere gange om dagen, man kan jo ikke gå på kaffebar i sit arbejdstøj, man kan ikke gå i banken iklædt en ternet skjorte, og man kan ikke drikke fyraftens sherry med vennerne i kondisko.
Fænomenet hedder LA BELLA FIGURA. Se bedst muligt ud ved enhver lejlighed. Det er en del af udelivet. Og selvfølgelig tiltaler man ældre med ”De”. God opførsel er en del af La Bella Figura…
Og vi mange byer i Danmark, hvor de smukke gamle gader i centrum opfordrer os til at tage ophold i kortere eller længere tid. Appellerer til udeliv. Og det gælder ikke kun pensionister med friværdi, høreapparater og stråhatte. Også de unge behov for at tage ophold ude i byen. De har både brug for og ret til at hænge ud med hinanden, også selvom de har ringe i næsen og tatoveringer på armene. Vi skal ikke lade os forskrække, hellere bare nyde synet af de små spil i grupperne, som vi selv var en del af engang.
Og de unge har jo også været hjemme i omklædningsrummene efter skoletid. De har ikke samme smag som os, men der er sjældent overladt noget til tilfældighederne, når der står 12-14 stykker foran brugsen og småskubber til hinanden, mens de fniser i vinterkulden.
LA BELLA FIGURA.
Drengene kigger efter pigerne, pigerne kigger efter drengene, og sådan bliver det ved livet igennem.
LA BELLA FIGURA
Værs’go: Første klumme af Nis Boesdal på PingvinNyt.dk