Billede: René Schneider ved mindestenen for modstandsgruppen ”JULIA” i Lyngå
På befrielsesdagen opkaldte Horsens Kommune to veje efter lokale modstandsfolk, der betalte med deres liv i kampen mod besættelsesmagten. Det synes jeg personligt, er en rigtig god idé til efterfølgelse her i Favrskov Kommune.
Der var også modige modstandsfolk i den gamle sogne, der senere blev til kommuner og nu er samlet i vores storkommune. De fortjener at blive husket og hædret.
Det er en vigtig sag, for vi skal aldrig glemme vores historie og de modige mennesker, der dengang kæmpede for frihed. Ikke mindst nu, hvor der atter er krig i Europa, og hvor ukrainere hver dag mister livet ikke ”bare” for Ukraines overlevelse som fri nation, men så sandelig også for Danmarks og ultimativt for hele Europas demokratiske frihed.
Jeg vil opfordre det samlede byråd til at blive enige om en principbeslutning om at opkalde nye veje i kommunen efter modige modstandsfolk, der betalte den ultimative pris for vores frihed dengang i første halvdel af 1940’erne.
Vi kunne i den forbindelse samarbejde med lokalarkiverne, som kan finde frem til navnene og indhente tilladelser fra efterkommere fra faldne og henrettede lokale modstandsfolk.