Formålet med lokalplanen er at skabe mulighed for at udstykke området til boliger, forbinde området med nærområdet og den øvrige by via en stiforbindelse langs bækken samt at give mulighed for at etablere en dagligvarebutik i forbindelse med Voldum-Hallen.
Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2021-32. Området er delvist omfattet af rammeområde 9.BO.4 og 9.OF.1. Den nordlige del af området er ikke udlagt i kommuneplanen.
I tilknytning til lokalplanen er der derfor udarbejdet et tillæg til Kommuneplan 2021-32, der medtager hele lokalplanområdet og ændrer på afgrænsningen af rammeområderne, så lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen. Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra 7. november 2024 til 2. januar 2025. Der er i perioden indkommet tre høringssvar.
Høringssvarene omhandler i hovedtræk en opbakning til lokalplanen, et ønske om en optimering af hallens parkeringsplads, en bekymring for en nedgang i caféens omsætning, en bekymring for vedligeholdelse af vejadgang til dagligvarebutikken og et ønske om at udvide byggefeltet for lægehuset.
Teknik og Miljø foreslår, at der på baggrund af høringssvarene foretages følgende ændringer af lokalplanforslaget:
* Der udlægges et nyt delområde til bufferparkering.
* Byggefeltet for lægehuset udvides, så en udvidelse af lægehuset muliggøres.
Teknik og Miljø foreslår desuden yderligere rettelser til lokalplanforslaget:
* Anvendelsen for delområde V tilføjes publikumsorienterede serviceerhverv.
* Byggefeltet i delområde V udvides for at sikre bedre mulighed for placering af dagligvarebutikken.
Det anbefales, at den fælles vej til dagligvarebutik, hal og lægehus opklassificeres til offentlig vej.
Opklassificeringen vil blive forelagt i en særskilt sag for Teknik- og Miljøudvalget i forlængelse af afklaring omkring en fremtidig udbygning af delområde V.
En eventuel opklassificering af vejen vil medføre udgifter til drift og vedligeholdelse for Favrskov Kommune.
Lokalplanområdet ligger delvist i landzone, og en stor del af området overføres til byzone ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.