|

Man skulle da alligevel kunne nyde landskabet og solen

af Motorredaktør Jørgen Kjær Hadsten

Taunus 17M P2 blev fremstillet fra 1957 til 1960 i et antal på 239.978 biler, de fleste i 4- og 2- dørs udgaver, hvoraf et mindre antal blev ombygget til cabriolet af det tyske karosserifirma Karl Deutsch. Af det samlede antal var 45.468 opbygget som kombi- eller lukket van.

 

Jørgen Kjær

 

I bilernes barndom for godt 100 år var de åbne udgaver standarden, et lukket karosseri var ekstra tilkøb, men i løbet af de første årtier ændrede det sig som bekendt. Nu blev de lukkede biler standarden, det var alligevel lidt for ukomfortabelt at sidde udendørs i al slags vejr.

 

På den til cabriolet ombyggede udgave af tyske Taunus 17M er kalechen gemt hel værk bag et dækken i modsætning til for eksempel. Det tog dog en del af pladsen fra bagsædet. Det blev en såkaldt 2+2 model, hvor bagsædet måske bblot giver plads til to mindre børn.

 

De fleste bilfabrikker leverede stadig åbne udgaver af deres biler, og de blev de mere ”sportslige” bilisters legetøj. Der kom deciderede sportsvogne, åbne og med vind i håret. Men ikke alle bilfabrikanter leverede åbne udgaver af alle deres modeller, og der opstod derfor et marked for ombygning af de lukkede biler til åbne udgaver, og efterhånden blev der ombygget 4-dørs sedaner af næsten alle bilmærker på forskellige karosserifabrikker, og mange private forsøgte sig også. Med udbredelsen af de selvbærende karosserier blev udfordringen dog større ved at fjerne taget på en bil. Der skulle udføres forstærkninger af karosseriet, og det var ikke altid lige nemt.

Gennem årene er der således ombygget en lang række hverdagsbiler til cabrioletudgave, og det er netop sådan en Martin Overgaard har restaureret og præsenterer for VeteranPostens udsendte. Den vender vi tilbage til.

Martin Overgaard bruger gerne sine klassikere til diverse træf.

 

Ud at se  på verden  

I 1957 buldrede både amerikansk og europæisk bilindustri derudaf. Anden verdenskrigs mangelsituation på næsten alt var lagt bagude, og befolkningen havde fået både råd og mod på tilværelsen. Man skulle have en bil og ud at se på verden. De første år efter krigen var mange biler baseret på førkrigsteknologi og design for den sags skyld også. Men i 1957 sker der noget, selvom det måske er lidt voldsom at tale om et vendepunkt i automobilindustrien, for med den nye Ford 17 M var det ganske tydeligt, at der var rejst nye signaler. Et moderne karosseri – let inspireret fra USA med finner for og bag – en dollargrin i ”miniudgave”, der samtidig tog sigte på sund mekanisk fornuft og gode køreegenskaber.

Taunus 17M P2 blev på mange områder betragtet som en meget simpelt opbygget bil i forhold til datidens konkurrenter fra Mercedes, Opel og Volvo. Snekke/rullestyrehus, 3 trins fuldsynkroniseret gearkasse og ratgear.

 

Ford i Køln havde også afstået fra at deltage i det på tidspunkt omsiggribende kapløb om at tilbyde det størst mulige antal hestekræfter, og i stedet havde man stillet sig den opgave: Hvor hurtigt skal den kunne køre i marchhastighed, hvilken accelerationsevne, og dermed stigeevne på bjergveje, vil være påkrævet, og hvor mange hestekræfter samt hvor stort drejningsmoment skal vi bruge til det? Resultatet blev en 1,7 liters motor på 67 HK, hvilket gav vognen en top- og marchhastighed på 125 km/t, hvilket på det tidspunkt erfaringsmæssigt var en ønskelig, men også fuldt tilstrækkelig til europæiske forhold – selv de efterhånden mere udbredte motorveje taget i betragtning.

”Der er altid noget betryggende i den tanke, at en leverandør tænker lidt på kundens økonomiske fordele i stedet for at lade ham betale for noget, han slet ikke har brug for, medens dette ”noget” blot skal være lokkemad”, som en af datidens motorskribenter udtrykte det. Og Taunus 17 M blev fra 1957 en populær udgave i den lange række af tyske Taunus, der også fortsatte efter modellen Taunus 17M P2, der blev fremstillet frem til 1960.

Nogle husker Taunus 17M P2 som ”Babyamerikaneren”, andre som ”Det flyvende tæppe”. Udover Taunus 17M P2 byggede tyske Karl Deutsch også andre biler fra Ford som for eksempel Capri også biler fra Opel, Audi og Borgward om til cabrioleter.  

Ford Taunus er opkaldt efter en tysk bjergkæde

Tyske Ford Taunus henvendte sig med sine forskellige udgaver til både middel- og mellemklassekøberen. 17M var bilen for den lidt højere middelklasse, der enten sværgede til Ford eller ikke helt havde råd til en Mercedes.

Den tyske familiebil Ford Taunus så første gang dagens lys i 1939. Den var en efterfølger for den ret så populære Ford Eifel, også opkaldt efter en bjergkæde, og Taunus blev fremstillet i forskellige modeller og versioner frem til 1982.

Den første Taunus blev lavet fra 1939 til 1952, dog var produktionen afbrudt fra 1942-1948 på grund af anden verdenskrig. Bilen var den første tyske Ford med hydrauliske bremser og karosseriet var præget af tidens tanker omkring aerodynamik.

Nogle husker Taunus 17M P2 som ”Babyamerikaneren”, andre som ”Det flyvende tæppe”. Udover Taunus 17M P2 byggede tyske Karl Deutsch også andre biler fra Ford som for eksempel Capri også biler fra Opel, Audi og Borgward om til cabrioleter.  

 

1952 kommer Taunus M-serien, hvor man tilskriver, at M`et står for ”Meisterstück” (Mesterværk). Og mesterværk eller ej – bilen blev utroligt populær ikke bare i Tyskland men også i de fleste europæiske lande, heriblandt Danmark.

Modelnavnene 12M, 15M, 17M, 20M og 26M blev lavet i forskellige ”generationer” med varierende motorstørrelser. 12, 15, 17M havde først en 4-cylindret rækkemotor og i de sidste udgaver en V4-motor. 20 og 26M havde V6-motorer. 12, 15, 17 og så videre refererede til motorstørrelserne 1200 ccm, 1500 ccm og så fremdeles.

Den første nye Ford efter anden verdenskrig var Taunus 12M, der med sit pontonkarosseri i stor grad lignede den engelske Ford Zephyr.

Taunus 12M og 15M var mindre mellemklassebiler, men med den stigende velstand og optimisme op igennem 1950`erne var man hos tyske Ford nødt til at følge trenden fra blandt andet USA med større og dyrere biler. Det gjorde man i 1957 med den større 17M (P2), der også kopierede stilen fra USA en smule med små halefinner. Den kunne fås i en Standard og de Luxe-udgave. Karosseriet var taget fra Ford Crown Victoria, noget som var med til at give bilen et klassisk 50’er udseende. Den for europæiske forhold lidt svulstige bil har i folkemunde fået navnet ”Baroktaunus”. Da bilen, kom frem, blev den en stor succes, og den blev produceret frem til 1960. Lidt usædvanligt for en tysk middelklassebil kunne den fås med både to og fire døre. Det kunne den nærmeste konkurrent Opel Rekord først tilbyde fra 1959.

Dertil kommer specialbyggede cabrioletkarosserier fra blandt andet det tyske karosserifirma Karl Deutsch, der lavede cabrioletudgaver af næsten hele serien med navnet Taunus. Antallet varierer noget for de forskellige modeller. Det er blandt andet en af disse Martin Overgaard præsenterer for VeteranPosten.

I 1960 kunne man så på det tyske og europæiske marked præsentere den næste bil i den populære Taunus linje, nemlig anden generation af Taunus 17M Super og TS med typebetegnelsen P3. Bilen havde et helt nyt karosseri og efter manges mening et helt atypisk udseende.

Alle detaljer på Martin Overgaards Taunus 17M er bevaret så originalt som muligt.

 

Det flyvende tæppe

Den nye Ford 17 M fra 1957 adskilte sig en del fra de tidligere modeller, blandt andet bemærkede man en forholds lang torpedo og langt bagagerum efter amerikansk forbillede og dermed lidt større udvendige mål. For sidstnævnte gav det sammen med en bemærkelsesvis ny placering af reservehjulet plads til mange rejsekufferter.

Man havde nemlig placeret reservehjulet under en lem i gulvet i bagagerummet. I modsætning til tidligere, hvor nem adgang til reservehjulet var et salgsargument, havde man nu efter krigen fået mere styr på gummiet på dækkene, så det ikke længere var almindeligt med næsten daglige punkteringer.

Sammen med gode køreegenskaber og god retningsstabilitet ved marchhastighed og gode sæder og sågar askebæger ved begge sider af bagsædet kombineret med et ganske godt fungerende affjedringssystem var det slet ikke så underligt, at tyskerne selv havde givet den navnet ”Det flyvende tæppe”. Den danske motorpresse kunne begejstret supplere med, at man i den havde god føling med vejbanen, styringen var let og man kunne nærmest sno sig forbløffende let i trafikken.

”Med hensyn til køreegenskaberne på vejen gør der sig et interessant forhold gældende, for vognen reagerer åbenlyst mod skødesløs kørsel. Kører man ganske normalt, er den from som en engel, men begynder man at køre uskolet og bisset, afbryder den øjeblikkelig samarbejdet, og så vågner man pludselig op og siger: ”Ej, ej, nu har jeg dig, min fine ven, det står måske slet ikke så fint til med det flyvende tæppe?” Når man så sætter sig godt til rette for at give den en rigtig køretur efter den højere skole, så bliver den glad igen, og man kan med sin bedste vilje ikke afsløre en fejl. Man kan gå gennem et sving med alle fire hjul i skred og tage den op, nøjagtig hvor man vil have den, man kan balancere den gennem et sving på fuldendt måde, og man kan udnytte baghjulenes kraftoverskud efter – det er en fin vogn”, som Mogen H. Damkier udtrykte det i sin prøvekørsel i 1957 i Skandinavisk Motorjournal.

Martin Overgaard fortæller, at der kun er bevaret et meget lille antal cabrioletudgaver af Taunus P2. Martins er den eneste i Danmark.

 

En brugsvogn, og så alligevel

Taunus 17 M fra 1957 var tænkt som en brugsvogn – som i øvrigt de øvrige Taunusmodeller. Det var 2 og 4- dørsmodeller samt stationcars, som Ford fabrikken selv kunne levere. Der var ikke tænkt på åbne sportsmodeller.  Det overlod man til andre virksomheder, og der var flere tyske karosserifirmaer, der ombyggede Taunus modellerne til åbne biler. De fleste modeller af Taunus blev som nævnt tidligere ombygget til cabriolet modeller. Nogle af dem som deciderede 4 sædet biler, andre som såkaldte 2+2 med et normalt forsæde, men mindre bagsæde, da der skulle skaffes plads til kalechen og de nødvendige afstivninger af det selvbærende karosseri. En af disse 2+2 er Martin Overgaards cabriolet fra 1957, der er opbygget hos det tyske firma Karl Deutsch.

 Man skulle kunne nyde landskabet og solen

Selv om Taunus 17 M P2 var tænkt som en brugsvogn med gode køreegenskaber og et moderne amerikansk inspireret karosseri, var der også mange, der gerne ville nyde landskabet og solen uden noget generende tag.

Tyske Karl Deutsch var startet som et hjulmagerfirma i år 1900, og prøvede uden større held selv at lave biler i starten af århundredet. I 1916 skiftede det navn til Karosserie Deutsch Köln efter Karl Deutsch havde overtaget det. De fremstillede i starten karosserier på bestilling, og fra 1930 kom lidt større ordrer fra både  Horch og Citroens afdeling i Köln. De tyske Fordfabrikker fik hurtigt øje på det dygtige firma, der på de bedste dage kunne spytte 30 karosserier ud om dagen.

Firmaet blev ligesom de fleste andre tyske firmaer kraftigt beskadiget under anden verdenskrig, men i 1948 kunne man levere den første cabriolet til det eksklusive publikum.

Ford leverede ikke selv cabrioletudgaver af de tyske Ford, men man kunne bestille en, som forhandleren, så fik bygget og leveret fra Karl Deutsch. I Globusudgaven kunne man således vælge en 4-personers version eller omtalte 2+2 udgave, men med cabrioletudgaven af 17M P2 var det slut med 4-personersudgaven. Nu var det kun 2+2, både af økonomiske grunde, men også fordi det gav et mere sportspræget udseende, når kalechen kunne pakkes helt væk. Det betød også en del, at det gav mulighed for at indbygge en bedre stabilitet i det selvbærende karosseri. En regulær 4-personers udgave ville også give nogle vægtmæssige udfordringer.

Cabrioletudgaven af Taunus 17M fra 1957 blev præsenteret på biludstillingerne i 1957, men trods stor opmærksomhed og en fornuftig pris på 10.500 Mark sammenlignet med prisen på en åben Peugeot 403, der kostede 2.500 Mark mere, blev den kun fremstillet i knapt 1 år. Konstruktive og produktionstekniske udfordringer, blev angivet som årsagen. Andre nævner personalemæssige problemer, og grundlæggeren af karosserifirmaet Karl Deutsch døde dog også i sommeren 1957.

 

I starten af 1950`erne beskæftigede firmaet omkring 150 ansatte, der fremstillede 5-8 biler om dagen. I midten af årtiet fremstillede 250 medarbejdere 10-12 cabrioleter om dagen.

Det har ikke umiddelbart været muligt at finde frem til antallet af hvor mange Taunus 17M P2, der blev fremstillet i cabrioletudgave hos Karl Deutsch. Det har ikke været det store tal, og ifølge Martin Overgaard er der bevaret mindre end en halv snes af disse. Efter hans oplysninger kører der 2 i Tyskland, en i Norge og så hans egen.

Martin er til sjældne modeludgaver    

Martin Overgaard fra Arnborg ved Herning har kastet sig over klassikere byget i specialudgaver, varevogne, pick-ups, stationcars og åbne biler som den omtalte Taunus 17M P2 fra 1957.

Martin Overgaard købte bilen i starten af 2021 af en kammerat, der havde hentet den i Tyskland for omkring 8 år siden.

-Han har også renoveret en del af bilen, og den står nu totalrenoveret. Undervognen er malet, alt krom er nyt, der er ny stue og sæder, dørbeklædning, kaleche, kalechedækken, motoren er renoveret med mere, remser Martin Overgaard op.

-Jeg købte bilen næsten færdigrenoveret. Der manglede nogle lister, dækken, dæk, pynteringe, navkapsler og emblemer. Det har jeg selv skaffet og monteret, forklarer Martin Overgaard, der også fortæller, at da bilen er en ombygget Taunus 17M P2 fra 1957 har den samme mekanik, motor med mere, men der er lavet forstærkninger i bunden, af vangerne med mere og panelerne er forstærkede sammen med de indvendige sider og dørstolperne. Ruderammen er ligeledes forstærket.

Selv om Martin Overgaards Taunus kun er fremstillet i et mindre antal, og efter det oplyste ikke har været solgt i Danmark, har det ikke været noget problem for Martin at få bilen synet og indregistreret i Danmark.

-Alle papirer haves fra ombygningen. De ligger på computeren hos A-plus og alle synshaller i Danmark. Jeg har set dem alle hos bilsynet, forklarer Martin Overgaard, der selv har renoveret de fleste af hans sjældne bilmodeller. I den forbindelse understreger han, at han kun renoverer egne biler og ikke for andre.

Udover den åbne udgave af det flyvende tæppe har Martin Overgaard også en lukket van årgang 1960 fra modelserien P2. Det er også den eneste i Danmark, og Martin har kun kendskab til en enkelt i Tyskland.  

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Cyklistkampagne: Brug 2 Sek. mere på at orientere dig i krydset

Cyklistkampagne: Brug 2 Sek. mere på at orientere dig i krydset

Favrskov Kommune og Rådet for Sikker Trafik have bilisterne og cyklisterne til at orientere sig bedre, hver gang de kører ud i et kryds ... læs mere
Broen over jernbanen ved Lerbjerg åbnet for trafik

Broen over jernbanen ved Lerbjerg åbnet for trafik

Efter godt og vel et års arbejde står broen nu færdig ... læs mere
KUNSTEN AT GJØRE PENGE!

KUNSTEN AT GJØRE PENGE!

”GODE RAAD OG VINK TIL AT SKABE SIGE EN FORMUE” – ny artikelserie her på PingvinNyt.dk ... læs mere
Kæmpe svigt af unge generationer hvis tobaks- og alkoholforslag skydes til hjørne

Kæmpe svigt af unge generationer hvis tobaks- og alkoholforslag skydes til hjørne

Kræftens Bekæmpelse reagerer skarpt på nye udmeldinger fra Christiansborg, hvor en snarlig aftale om en sundhedsreform ikke kommer til at indeholde forebyggelsestiltag på tobaks- og alkoholområdet ... læs mere
UD I NATUREN (75)

UD I NATUREN (75)

I dag kommer du med til maj's gul-grønne farvefest ved mark og skov ... læs mere
Bank forudser markante fald i boligpriserne

Bank forudser markante fald i boligpriserne

Ejendomsmæglere i Hadsten er ikke enige i prognosen ... læs mere
Bliver det et JA eller et NEJ den 1. juni?

Bliver det et JA eller et NEJ den 1. juni?

Det er et godt spørgsmål… ... læs mere
Plan for det videre arbejde med udsatte anlægsprojekter

Plan for det videre arbejde med udsatte anlægsprojekter

I forbindelse med budgetlægningen for 2022-25 udsatte Byrådet i Favrskov i efteråret 2021 en række forslag til nye byggerier og større renoveringsprojekter ... læs mere
Inner Wheel Hadsten donerer beløb til Summer Camp 2022 for Diversitetet

Inner Wheel Hadsten donerer beløb til Summer Camp 2022 for Diversitetet

Inner Wheel Hadsten har valgt at donere 5000 kr. fra vinterens lokale indsamling til Diversitetets Summer Camp ... læs mere
Rideskolen Skovfryd

Rideskolen Skovfryd

- en anderledes rideskole ... læs mere
Det falske bankbud er nu blevet en kvinde

Det falske bankbud er nu blevet en kvinde

73-årig kvinde i Hadsten franarret dankort og pinkode ... læs mere
Loading...