|

MÅNEDENS KLUMME.

Af Sven Erik Ginge

jour. emer.

 

Så gik august. Måneden er opkaldt efter den romerske kejser Augustus. Men det er en misforståelse, at det er kejser Augustus som var skyld i, at august har 31 dage, ifølge legenden fordi han ikke ville acceptere at ”hans” måned skulle være kortere end juli, som var opkaldt efter hans forgænger Julius Cæsar.

Men ændringen skyldes netop Cæsar, der forlængede måneden fra 29 til 31 dage. Månedens oprindelige latinske var Sextilis, mens et ældre dansk navn for august er Høstmåned.

Ordet høst antyder jo også, at sommeren går på hæld. Og man kan reflektere over, hvordan sommeren så gik. Ingen kan vel have glemt allerede, at den blev varm og solrig. Hvilket fik de underligste regnestykker til at dukke op: Frisko fortalte at der i sommerens løb blev solgt 13,7 millioner is. Carlsberg meddelte at der blev drukket 162 millioner liter øl. Spørgeinstituttet YouGov spurgte sig frem til at 79 procent af danskerne bruger solcreme. Andre meddelte at 25 procent af danskerne blev solskoldet.

Måske man så kan konkludere, at fire procent af solcremen ikke virkede? Og endelig meddelte YouGov også, at 62 procent af danskerne føler sig sexet når de er solbrændte.

Joh, sommeren gik med de mærkeligste agurke-historier. En af de særeste var en kritik af, at Favrskov Kommune sender breve med ubehageligt indhold, så brevet når modtageren på en fredag. Åh, hvor synd, for så kan modtageren gå hele weekenden og være enten ked af det eller vred.

Sikke en gang sludder. Det kan blive svært at være kommune, hvis den kun må sende kedelige breve om mandagen, og kun glade breve om fredagen. Et brev med indholdet ”Kære borger, du skylder for børnepasning, betal venligst” skal altså frem når rykker-datoen er nået – uanset ugedag. Og måske modtageren så kan bruge weekenden til at tænke over, at man altså skal betale sine regninger til tiden.

Det er dog en ret fremmed tanke, hvis kommunen får lavet to nye stempler med teksten ”Ubehageligt indhold, lad brevet ligge” og ”Dejligt indhold, luk mig op nu”. Så bør man måske også ansætte en ny medarbejder til at vurdere, hvad der er ubehageligt og hvad der er dejligt?

Der er nok mere brug for ordet dejlig end det modsatte når folk snakker om august måneds Lilleåmarked. Det er stadig en fin og stor byfest, selv om den efterhånden udvikler sig i retning af mere arbejde og mindre overskud for Lions Club. Arrangørerne forsøger år efter år den svære kunst at bevare det traditionelle og lave fornyelse. En næsten umulig opgave. Så flere og flere går tidligt hjem, færre og færre bliver på festpladsen.

For år tilbage var der 1200 til fest i teltet, i år var der 300. For år tilbage var der gratis sildebord og Bjørn og Okay. I år var der betalingssild og ingen Bjørn og Okay. Der har altid været festfyrværkeri som afslutning, i år var der ingenting. Så ændringer er der. Men ikke altid til den gode side.

Til slut månedens mening: ”Ved enhver fest er der to slags mennesker: de der gerne vil hjem, og de der gerne vil blive. Problemet er at de normalt er gift med hinanden”.

Sagt af den amerikanske brevkasseredaktør Ann Landers.

 

Til alle Pingvinnyts læsere: ha’ en rigtig god september.

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.


Loading...

Generalforsamling i kunstgræsbaneforeningen

Generalforsamling i kunstgræsbaneforeningen

Kunstgræsbaneforeningen holder generalforsamling den 25. maj ... læs mere
Sigtet for at sætte ild til motorcykel

Sigtet for at sætte ild til motorcykel

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Friluftsgudstjeneste i Tungelund Bakker

Friluftsgudstjeneste i Tungelund Bakker

Til pinse når skoven bliver rigtig grøn… ... læs mere
Linjeføringen for rute 26 ligger fast

Linjeføringen for rute 26 ligger fast

Af Birgit Liin, borgmesterkandidat og medlem af Favrskov Byråd for Venstre ... læs mere
PET Petersen er kommet med dette indlæg

PET Petersen er kommet med dette indlæg

Jeg har skrevet et lille læserbrev vedr.socialdemokraternes flygtninge og indvandrere politik ... læs mere
Indbrud i Lyngå

Indbrud i Lyngå

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Skiveskåret roastbeef med dårlig lugt og smag

Skiveskåret roastbeef med dårlig lugt og smag

Skare Food A/S tilbagekalder to partier af kogt skiveskåret roastbeef ... læs mere
Loading...