Som næstformand i kultur- og fritidsudvalget i Favrskov Kommune er jeg særdeles glad for regeringens udmelding om at fjerne en række bureaukratiske regler, som længe har skabt udfordringer for det frivillige foreningsliv.
Regeringen vil blandt andet lempe reglerne for børneattester, gøre brandreglerne mere fleksible og indføre flerårige tilladelser til tilbagevendende arrangementer.
Dette vil gøre en stor forskel for de mange ildsjæle, der hver dag bruger deres fritid på at skabe meningsfulde aktiviteter i vores kommune.
Vi er dybt afhængige af de frivillige kræfter i vores foreninger.
Uden dem ville det være svært at opretholde vores rige foreningsliv, der blandt andet inkluderer spejdergrupper, fodboldklubber og mange andre fritidstilbud.
Det er ofte de frivillige, der er med til at danne fundamentet for fællesskaber og trivsel i vores kommune, og derfor er det afgørende, at vi gør det lettere for dem at bidrage.
Mit håb er også, at regeringen vil gøre det meget mindre bøvlet at bestride kasserer posten, så flere har lyst til at påtage sig denne vigtige rolle i foreningerne.
Jeg ser frem til at følge regeringens arbejde og glæder mig til at støtte de lokale frivillige, så vi sammen forsat kan sikre et stærkt og levende foreningsliv i Favrskov Kommune.