Nedtælling til Folketingsvalg:

Politik er som bekendt det muliges kunst, og “man har et standpunkt, til man tager et nyt” som Jens Otto Krag, der var Danmarks statsminister 1962-1968 og 1971-1972, en gang sagde i folketingssalen.
Det har Venstres formand, Jacob Ellemann-Jensen, taget til sig…
Indtil for et par dage siden var samme Ellemann og partiet Venstre arge modstandere af ”Arne-pensionen” og ville sammen med konservative og Liberal Alliance fjerne denne socialdemokratiske ”opfindelse”, som de mener er til stor skade for navnlig erhvervslivet, som desperat har brug for mere arbejdskraft.
Men ”Arne-pensionen” er socialdemokraterne ”juvel” i indeværende regeringsperiode. Det var jo netop denne pensionsordning, som S gik til valg på. Og som (formentlig) gav Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet.
Det har de luret i Venstre… De har nok haft nogle fokusgrupper, der har fortalt dem, at det vil være uklogt at fjerne en allerede erhvervet velfærdsrettighed. Det er nemlig ikke velset i Velfærdsdanmark og det vil næppe heller få frafaldne V-vælgere tilbage i folden.
Nu venter vi så bare på, at Jacob Ellemann-Jensen også får smag for makrelmadder. Det er vistnok populært, hvis man vil være statsminister…
Hvad der specielt her i Jylland ikke var så populært, var Jacob Ellemanns måde at skaffe sig af med sin næstformand, Inger Støjberg på, og smide hende ind under bussen ved at dolke hende i ryggen og aktivt medvirke til at sende hende i Rigsretten, fordi hun tog de mindreårige pigers parti og uden undtagelser aktivt tog initiativ til at adskille mindreårige fra deres ældre ægtefæller. Der var åbenbart en ”hjemmelsudfordring”, som gav Støjberg 60 dage med fodlænke.
”Hjemmelsudfordringer” er sidenhen blevet undskyldelige – navnlig hvis man er siddende socialdemokratisk statsminister…
Men nu har Støjberg smidt fodlænken og sprunget ud med sit helt eget spritnye politiske parti. Og hun har medvind på cykelstien. Næsten 11 pct. af befolkningen synes godt om hendes person og hendes jyske fornuft. ”Jyderi”, som Venstres nestor, Bertel Haarder, kalder det.
Medvind hos vælgerne – navnlig de jyske – handler måske nok om hendes personlige gennemslagskraft. Men mon ikke det i endnu højere grad handler om et kæmpe ønske om, at politikerne inde i København vil snakke noget mindre og handle noget mere på hverdagsproblemer, som betyder noget for almindelige mennesker.
Vi er mange, der efterlyser politikere, som løser et sundhedsvæsen, hvor man står på venteliste i årevis og hvor man ikke kan få en praktiserende læge. Eller løser problemerne om en hverdagsøkonomi, som ikke hænger sammen med inflation og energiprisstigninger. Eller problemer med landdistrikter, der taber de unge, og som mister arbejdspladser, skoler, købmandsbutikker eller busruter. Livskraft med andre ord.
Der simpelthen alt for langt mellem Christiansfeld og Christiansborg!