Omfanget og dermed bekæmpelsen af skimmelsvampen er endnu ikke klarlagt, og menighedsrådet kan derfor på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om tidshorisonten for lukningen af kirkerne.
Til PingvinNyt.dk udtaler menighedsrådsformand Anne Enevold Henriksen:
”Det er naturligvis ærgerligt, at vi ser os nødsaget til at lukke begge kirker, men det er nødvendigt. Vi kan ikke sige noget konkret om årsagen til, at der er opstået skimmelsvamp, men en nærliggende årsag kan være den megen fugt, vi har haft i lang tid.
Desværre ser det nemlig ud til, at det er et problem, som flere kirker overalt i landet oplever.”
Sognets præster vil tage direkte kontakt til dem, der bliver berørt af lukningerne.
I mellemtiden vil alle kirkelige handlinger foregå i Sct. Pauls Kirke og alternativt i Vissing Kirke. Det vil også blive muligt at bestille kirkebilen til de gudstjenester, der bliver flyttet til Sct. Pauls Kirke.
Har man i øvrigt spørgsmål vedr. lukningerne, kan man rette henvendelse til kirkekontoret.