”For os er det vigtigt, at vi afspejler samtiden og omfavner den mangfoldighed, der er i samfundet og også giver mulighed til dem, som normalt ikke føler sig afspejlet i den binære kønsfremstilling”, udtaler Malin Gardeström, der er ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos bagerkæden Lagkagehuset.
Umiddelbart lyder det jo både klogt og forstandigt, men hvad er det, der er årsagen til dette statement?
Jo – det er det elskede stykke bagværk, der hos ”ganske almindelige danskere” går under betegnelsen ”kagemand” eller ”kagekone”, og som børn i alle aldre i umindelige tider har jublet over ved deres årlige fødselsdagsfejring sammen med glade fødselsdagsgæster.
Men nu skal det være slut, hvis det står til Lagkagehuset…
Fremover kan man kun får leveret en ”kageperson”. Man skulle jo nødigt komme til at fornærme eller ekskludere de akønnede, de androgyne, demigirls, demiguys, de dobbeltkønnede, dem med flydende kønsidentitet, genderfucks, genderpivots, genderqueers, intergenders, de interkønnede, de intetkønnede, de kønsneutrale, neutrois, de omnikønnede, de pankønnede, de polykønnede, queers, dem med situationsbestemt flydende kønsidentitet, de transfeminine, de transkønnede, de transmaskuline, dem med det tredje køn, de trikønnede og two-spirits. Hvortil formentlig kommer en række mellemformer og dem, som endnu ikke har opdaget, hvad de er – eller ikke er.
Eller som ikke lige kan huske, hvordan de i morges så ud nede i deres underbenklæder…
Måtte vanviddet snart høre op!
Personligt var jeg vældig glad for min kageMAND, som jeg fik serveret til min fødselsdag for nylig. Det var nummer 74 i rækken (tror jeg nok..), og jeg skal absolut ikke ha’ en kagePERSON til min 75-års fødselsdag næste år. Så hellere en KLATkage…
Hvad bliver det næste, som de snakkende og såkaldte kreative klasser finder på?
Skal en brandmand fremover hedde en brandperson? Og skal min tissemand også skifte navn, så den kan afspejle samtiden og omfatte den mangfoldighed, der er i samfundet?
Det skulle ikke undre mig…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen,
og som oftest både respektløst og unuanceret sætter fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser.
Hensigten er at skabe debat og eftertanke, og indholdet er
alene udtryk for skribentens egne holdninger.