Det nye klubtilbud i de to byer er et supplement til det mere traditionelle tilbud med fem dage om ugen. Det foregår stadig i de samme lokaler på skolerne i Hadbjerg og Thorsø, men den ene af dagene står den på ture ud af huset – i øvrigt sammen med de børn, der gør brug af klubtilbuddet i fem dage.
Det er et samarbejde med Ungdomsskolen Favrskov, der gør det muligt at køre ud til forskellige aktiviteter som eksempelvis Kaløvig Sejlcenter, klatrehallen i Hammel og crossbanen i Søften.
I Hadbjerg har SFO-og indskolingsleder Zizi Berger-Junge været i gang med at reklamere for det nye klubtilbud, så forældrene bliver opmærksomme på muligheden:
– Det er meget forskelligt, hvor moden børnene er på 4.-6. klassetrin. Nogle har brug for et pasningstilbud alle fem dage, mens andre kan nøjes med eksempelvis de to dage. Og der er vores nye tilbud en god mulighed for stadig at være sammen med kammeraterne, få spændende oplevelser sammen og lave forskellige aktiviteter den dag, hvor man ikke er på tur. Det kan være noget kreativt, e-sport, bordfodbold eller en god snak med de voksne i klubben.
Forældrene kan melde børnene til nu eller gøre det til august, når ferien er slut – læs mere om tilmelding.
– Jeg synes, vores tilbud taler til både drengene og pigerne. Og vi skal jo netop have eleverne på banen, for de kan også være med til at bestemme, hvad der skal foregå, så de har også selv indflydelse på, hvor spændende deres klubtilbud bliver, lyder det fra Zizi Berger-Junge.
Senest opdateret:
29. juli 2020