Den ældre i centrum
Selvstyrende teams giver meget bedre ældrepleje.
Ældre har krav på en hjælp, hvor de føler sig set, mødt med nærvær, respekt og omsorg.
I selvstyrende teams, får medarbejderne meget større medansvar og indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og arbejdsdag.
Det er med til at begrænse antallet af forskellige hjælpere i det enkelte hjem. En af de ting, som kan gøre de ældre utrygge, er når der kommer 14 forskellige hjælpere den ene uge, og måske 14 nye i den næste. I de selvstyrende teams kender alle borgerne dem som kommer.
Vi skal have værdigheden og respekten for borgeren i centrum. Faggrænserne skal nedbrydes, hvor det giver mening for borgeren. SOSU-assisten og sygeplejersken skal samarbejde mere på tværs, og der vil være overlapning af opgaver, hvor det giver mening.
Et eksempel kunne være, at sygeplejeren kommer om morgenen kl 8:00 i forbindelse med en sårbehandling. Borgeren bruger ble og har behov for en ny pga. afføring. Så er tanken, at sygeplejersken hjælper borgeren, fremfor at denne skal vente i en time eller to på SOSU-assistenten. Vi skal finde balance mellem kvalitet – trivsel – økonomi.
Det er veldokumenteret, at teams giver:
• Høj brugertilfredshed pga. højere medarbejderkontinuitet og fleksibel hjælp.
• Færre forebyggelige indlæggelser.
• Høj trivsel pga. øget indflydelse på eget arbejde og lavt sygefravær
• Høj effektivitet pga. fleksibel udnyttelse af ressourcerne med høj grad af selvplanlægning.
Det er ret væsentlige fordele, fordi vi står over for et meget stort rekrutteringsproblem i ældreplejen.
Danmark mangler arbejdskraft
Det skal kunne betale sig at arbejde – også for studerende.
I Danmarksdemokraterne foreslår vi, at studerende skal kunne arbejde ubegrænset ved siden af deres studie. Vel at mærke, UDEN at blive modregnet i deres SU.
Endnu er det ikke lykkes os at få de andre partier med på ideen, men vi arbejder for at det sker.
Det er sund fornuft og rettidig omhu.
Det kan indføres ret hurtigt, for der er masser af virksomheder, som må sige nej til ordrer for milliarder, og som derfor mister omsætning og konkurrenceevne i et glohedt marked i kampen om kvalificeret arbejdskraft.
Analyser fra DI forudser, at der kommer til at mangle mere end 30.000 specialister for at fastholde og skabe vækst i Danmark. Problemet er størst inden for de tekniske, samfundsfaglige, sundhedsvidenskabelige og naturvidenskabelige fag. Dertil kommer de 99.000 faglærte, vi også kommer til at mangle i 2030, men det er en anden, og mindst lige så vigtig, snak.