Danmarksdemokraterne vil genskabe respekten for produktionsdanmark
Men det halter gevaldigt med det produktionsdanmark, som vi betragter som rygraden i dansk erhvervsliv. Vi har masser af dygtige virksomheder, der er innovative og arbejder hårdt for Danmark. Vi skal sikre arbejdskraft til dem.
Vi skal sikre liv i landdistrikterne. I dag bor der godt 20 pct. i byerne og altså 80 pct. i landdistrikterne. I 2050 forudser man, at der bor ca. 65 pct. i byerne og altså kun ca. 35 pct. i landdistrikterne.
Den udvikling skal vi have bremset, og så er det store spørgsmål, hvordan det skal ske?
I Danmarksdemokraterne har vi foreslået en fordobling af kørselsfradraget for pendlere bosat i yderkommuner, og til folk der pendler dertil. Vi ønsker med andre ord, at fradraget skal gælde begge veje, det er nyt i forhold til i dag. Så bliver det lettere at drive virksomhed i yderområderne og tiltrække arbejdskraft. Det kan dermed også være med til at øge bosætningen, når arbejdspladserne både består og nye opstår.
Vi ønsker, at sikre en eller anden form for kollektiv trafik. Men det er klart at der også skal være ”kunder i butikken”, så at sige.
Vi skal have udflyttet uddannelser, så man også kan tage en uddannelse uden for de største byer. Når man er ung og studerende, så møder man ofte den anden forælder til sine børn. Møder man hinanden i den by, hvor man uddanner sig, så er sandsynligheden for, at man bliver boende væsentlig større.
Derfor vil vi især kæmpe for de små- og mellemstore virksomheder. Det handler om, at håndværksmesteren, landmanden og de små selvstændige købmænd får de nødvendige vilkår, der tillader at drive en sund forretning.
Forsvinder arbejdspladserne, så forsvinder købmanden, børnefamilierne, butikkerne, børnehaven og skolen. Så sidder alle bedsteforældrene tilbage, og når de måske kommer på plejehjem, ja hvad er der så tilbage?
Helt urimelige regler for pårørende på hospice
Som reglerne er i dag, så kan der ikke bevilges plejeorlov, hvis din pårørende bor og dør på hospice. Passer du derimod din pårørende hjemme, så bevilges der både orlov under sygdom og 14 dage efter dødsfaldet. Det betyder at du som pårørende, med et job, skal begynde på arbejde, den dag den syge får en plads på hospice. Det gælder også, selvom du havde plejeorlov, da den døende blev passet hjemme.
Det er måske et utilsigtet resultat af loven, men det er i hvert fald en helt urimelig skævhed, som Danmarksdemokraterne vil gå nærmere ind i, hvis jeg kommer i Folketinget. Det giver ingen mening, og det skal lovgivning gøre.
Min mor døde efter 20 gode værdige, omsorgsfulde og særdeles nærværende dage på hospice.
Som datter ønskede jeg at være ved min mor i hendes sidste tid og undersøgte mulighederne for plejeorlov. Som pårørende til et nært familiemedlem kan man få plejeorlov (dagpenge), når den syge er uhelbredeligt syg, bare IKKE når den pågældende er på hospice. Orlov bevilges af den døendes hjemkommune og giver ret til dagpenge.
Det gik så stærkt med min mor, at jeg ikke nåede at få orlov, mens hun stadigvæk var hjemmeboende. Men hvis jeg nu havde fået plejeorlov og passet min mor hjemme, så havde jeg skullet tilbage på job, da hun kom på hospice og havde allermest brug for, at jeg var der.
Det giver slet ingen mening, hvis man, rent faktisk, ønsker at give døende en værdig afslutning på livet.
Havde jeg nu passet min mor hjemme, så havde jeg fået dagpenge, mens hun var terminal og 14 dage efter hendes bortgang. I stedet for havde jeg fri den dag, hun døde og en halv dag til begravelsen, resten af tiden har jeg brugt resten af min ferie, og der er pænt langt til 1. maj, hvor næste ferieår begynder.
Det handler grundlæggende om at give den døende en værdig og kærlig afslutning på livet, og det bør ikke betyde noget, om det foregår derhjemme, på plejehjem, sygehus eller hospice. Samfundsøkonomisk er der ikke forskel på, hvor man dør, for der er oftest også massiv hjemmehjælp til den døende i hjemmet.
