(AI-genereret illustration)
Østjyllands Politi har de seneste fire døgn modtaget et stigende antal anmeldelser om tyverier af værktøjer fra varebiler, heraf tre anmeldelser det seneste døgn:
• På Lyngtoften i Laurbjerg begået mellem tirsdag d. 4/3 kl. 16.00 og onsdag d. 5/3 kl. 6.30
• På Vittenvej i Hinnerup begået mellem mandag d. 3/3 kl. 18.00 og tirsdag d. 4/3 kl. 8.00
• På Kvædevej i Hornslet begået mellem tirsdag d. 4/3 kl. 18.00 og onsdag d. 5/3 kl. 9.00
Anmeldelserne om tyveri fra varevogne er igennem længere tid især kommet fra de mindre byer i Favrskov Kommune, og de seneste fire dages tyverier fra varevogne er primært anmeldt i Thorsø og Laurbjerg.
Det varierer, hvordan tyvene bryder ind i varebilerne. Ofte får de adgang ved at bore hul i sidedøren.
Østjyllands Politi opfordrer borgere til at holde øje og ringe, hvis nogen ser noget mistænkeligt, og til at kontakte politiet, hvis man bliver tilbudt at købe værktøj, der er meget billigt eller mærket med et firmanavn.
Derudover opfordrer Østjyllands Politi alle med værktøj i varebiler til følgende:
• Lås din varebil, når du forlader den.
• Parker tæt op ad en mur, så det bliver vanskeligt at komme ind igennem låsen i sidedøren, eller sikr på anden vis din varebil.
• Parker et sted med belysning og evt. overvågning hvis muligt.
• Mærk værktøjet med DNA-mærkning eller navn og telefonnummer.