|

UGENS NATURBILLEDER nr. 64

Så er vi landet i februar og lyset vender nu hastigt tilbage. Dagslængden tiltager med, ikke mindre end, en halv time den næste uge.😊👍😊

Så er vi landet i februar og lyset vender nu hastigt tilbage. Dagslængden tiltager med, ikke mindre end, en halv time den næste uge.😊👍😊

Fra en dag. med næsten blå himmel over landskabet  – lad os bare få flere af dem.

 

Granslevvej – nu med søudsigt.😊

 

Granslev Kirke 

 

I det lave område bag kirken var der også en ny stor sø.

 

 

Disse fotos for at vise, at eksisterende søer er fyldt til randen og lidt til.

 

Fra en dag, hvor Saharastøv slørede solen og himlen.

 

Dagslyset blev lige dæmpet, men ganske smukt,

 

 

-trods de afdæmpede farver.😊

 

På denne årstid er de fleste nok til de mere klare farver.💚💙

 

 

Med håb om, at den øgede dagslængde også betyder mere sol🙏☀️

 

Februarhilsner – Pingvinnyt – Tove Skipper

 

 

|

Nye indbrudstal fra Danmarks Statistik: Antallet af indbrud skal nedbringes yderligere

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der skete et meget lille fald i antallet af anmeldte indbrud i 2023 sammenlignet med året før

Den stærkt nedadgående indbrudskurve, vi har set de sidste mange år, ser ud til at være fladet ud.
I de sidste tre år har niveauet ligget lige under 15.000 indbrud, hvilket er mere end en halvering sammenlignet med for 10 år siden. Men i Bo trygt ser man fortsat et potentiale for at nedbringe antallet af indbrud.
 
Tilbage i 2009 blev der anmeldt mere end 48.000 indbrud. Siden har kurven over antallet af indbrud været stærkt nedadgående, og netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 4. kvartal 2023 blev anmeldt 4.487 i private hjem. Sammenlagt med tallene for årets øvrige tre kvartaler betyder det, at der i 2023 blev anmeldt 14.787 indbrud på landsplan. Det er en smule lavere end i 2022, hvor der blev anmeldt 14.956 indbrud.
 
De seneste tre år har antallet af anmeldte indbrud på landsplan ligget på et nogenlunde stabilt niveau på knap 15.000 anmeldelser – dog med store lokale udsving, hvor man nogle steder i landet har oplevet væsentligt færre indbrud i 2023 end året før og andre steder flere.

 
Med 14.787 indbrud i 2023 har vi mere end halveret antallet af indbrud set i forhold til for 10 år siden. Danskerne er blevet rigtig gode til at nabohjælpe, og det er et værktøj, der virker, når vi skal forebygge indbrud. Derudover er der hos politi og et stigende antal kommuner øget fokus på at samarbejde – både omkring indbrudsforebyggelse og i forhold til at bekæmpe den utryghed, som indbrudskriminalitet fører med sig, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.
 
Flere tiltag skal reducere antallet af indbrud
I Bo trygt mener man, at der fortsat er potentiale for at nedbringe antallet af indbrud, men det kræver en øget koordineret indsats. Heldigvis er der flere spændende initiativer på vej, bl.a. udvikling af et digitalt register over stjålne genstande, så borgerne kan se, om en vare er meldt stjålet, når de køber brugt. Samtidig sætter politiet gang i et forsøg, hvor borgere via Nabohjælps app straks får besked ved indbrud i nabolaget, så de bedre kan sikre sig mod indbrud. Og endelig er Nabohjælp ved at styrke indbrudsforebyggelsen lokalt, hvor 1.000 nabovenner – særligt dedikerede nabohjælpere – sætter nabohjælpen i system, så indbrudstyvene får det sværere.
 
Et register over stjålne genstande vil gøre det nemmere for den almindelige dansker at styre uden om hælervarer. Dette vil mindske det økonomiske incitament for at begå indbrud og dermed resultere i færre indbrud. Samtidig arbejder vi videre på at støtte samarbejdet mellem politi og kommuner. Der er i dag 17 kommuner landet over, som sammen med det lokale politi og Bo trygt har dedikeret sig særligt til at bekæmpe indbrudskriminalitet, og vi håber at kunne inspirere endnu flere kommuner til at være med – både for at reducere antallet af indbrud og for at øge borgernes tryghed, siger Britt Wendelboe.
 
Indbrudseksperter kan hjælpe lokalt
Også ude i boligkvartererne og hos de enkelte boligejere er der fortsat noget at gøre for at forebygge indbrud – og der er mulighed for at hente hjælp:
 – Det er vigtigt, at vi fortsat styrker nabohjælpsindsatsen og indbrudssikringen af vores hjem. I den forbindelse tilbyder vi fra Bo trygts side, at man kan få besøg af tidligere politibetjente med erfaring fra indbrudsområdet ved fx generalforsamlinger eller andre forsamlinger i lokalområdet. Forebyggelseseksperterne tager udgangspunkt i det specifikke område og giver gode råd til, hvordan man bedst sikrer sig og hjælper hinanden til at forebygge indbrud. Og det er ganske gratis, slutter Britt Wendelboe.

|

Det kommunale brandvæsen får mulighed for længere responstid

Godkendelsen i byrådet af den såkaldte ”Risikobaseret Dimensionering” betyder, at brandvæsenet ikke længere skal overholde de hidtidige responstider, hvor 95% af alle udrykninger skal overholde de fastsatte responstider

I efteråret 2023 sløjfede Region Midt de hidtidige responstider for ambulanceudrykninger.
Det gik ubemærket hen i byrådet…

På byrådsmødet d. 30. januar vedtog man ligeledes at forringe responstiderne for det fælleskommunale Beredskab & Sikkerhed.
Konkret betyder ændringen vedrørende serviceniveauet for responstider, at det hidtidige krav om, at serviceniveauet skal overholdes i 95% af alle udkald, fjernes.
I stedet vil Beredskabskommissionen fremover få fremlagt alle udkald, hvor de pågældende responstider ikke er overholdt.

|
Tema: Norsk litteratur

Vanedannende norsk litteratur

Inden længe pakker jeg og min familie skistøvler, hjelm og pulverkakao og drager mod det kolde og smukke nord. Nærmere bestemt Gaustablikk i Norge. Det er efterhånden en tradition, vi får svært ved at ryste af os. For mig er norsk litteratur dog næsten lige så afhængighedsskabende som brede, præparerede løjper efterfulgt af varm kakao. For de nordmænd kan bare noget helt særligt med litteratur. Her kommer et forslag til tre nyere norske værker, som jeg ville ønske, jeg havde til gode til de hyggelige aftener i hytten foran pejsen. Naturligvis iført skiundertøj, røde kinder og ømme lårmuskler!

Af Ane Rysgaard, Favrskovbibliotekerne

Underholdende roman om komplicerede familieforhold
Roman: En humoristisk og tankevækkende bog, der handler om fortielser og komplicerede dynamikker i en familie. Over en enkelt weekend følger vi på skift familiefaren Bård, hans søster Hanne, deres far Nils samt Bårds datter Linnea, der snart skal konfirmeres. Personerne har det til fælles, at de alle føler sig forkerte og ensomme. De er fanget i en frygt for, hvad andre tænker om dem, og de er bange for at lukke andre ind i deres liv. Genkendelige følelser som frygten for andres blikke og længslen efter at blive set serveres i et enkelt hverdagsrealistisk sprog tilsat kløgt og humor. Bogen anbefales til alle, der vil blive klogere på de spændinger og anspændte følelser, der kan opstå, når familier samles.
Jeg er egentlig ikke sådan. Af Marie Aubert

Fascinerende og drømmeagtig fortælling om grænsen mellem liv og død
Roman: Handlingen i dette lille mesterværk er hurtig at ridse op: En rastløs kedsomhed får den mandlige jeg-fortæller til at tage bilen og køre afsted på må og få. For enden af en skovvej kører han fast og må forlade bilen. Midt inde i den mørkeste skov omfavnes han nu af en indtrængende træthed og en bidende kulde, hvorefter en lysende hvid skikkelse af guddommelig karakter viser sig for ham: ”Men hvem er det? Jeg aner det ikke, og jeg kan vel ikke spørge, hvem det er, men hvorfor ikke. Jeg siger: hvem er du. Skikkelsen siger: Jeg er den jeg er”. Er du til dramatiske spændingskurver og et hæsblæsende tempo, er bogen ikke noget for dig. Men er du derimod til tankevækkende litteratur, der tager læseren med på en eksistentiel og spirituel rejse, hvor tvivl, tro og grænsen mellem liv og død er i fokus, kan denne bog ikke anbefales nok.
Hvidhed. Af Jon Fosse

Stærk erindringsbog om grænseoverskridende ungdomshændelse
Roman
: Er det muligt at begribe og forstå ens ungdomsjeg og tidligere handlinger ved at skrive det skete frem? I foråret 2021 sætter den voksne jeg-fortæller sig for at undersøge netop det: At åbne op for traumatiske hændelser og bygge bro mellem fortid og nutid. Næsten fyrre år er gået, siden den dengang 16-årige pige rejste alene til Paris. Naiv og vildfaren og med ét eneste mål for øje: At finde den tredive år ældre fotograf A, som måske kan få hende i modemagasinet Vogue. Den autofiktive fortælling veksler mellem nutid og drømmeagtige erindringsglimt og tematiserer emner som begær, overgreb, skam og magtforhold. Men den handler også om behovet for nutidig forsoning: at forstå og begribe, hvordan man er blevet den, man er.
Pige, 1983. Af Linn Ullmann

|

Ih hvor vi buldrer!

Jordskredspopulisme gavner ingen – heller ikke politikerne…

Jordskredspopulisme gavner ingen – heller ikke politikerne…

Skinger retorik og trusler om bål og brand over en velhavende aktionær i Nordic Waste har fyldt medierne lige siden den truende miljøkatastrofe lidt uden for Ølst blev åbenbar for folk og fæ.

Sidstnævnte – altså ”fæ” – er mest møntet på populistiske politikere – ikke mindst på ministre, der burde vide bedre end offentligt at ”lynche” majoritetsaktionæren Torben Østergaard-Nielsen på et uoplyst grundlag for rullende kameraer.

Her i Danmark har vi et grundlovsfæstet princip om at ingen – heller ikke rige mennesker – er skyldige, før de er dømt.
At ministre, inklusive landets statsminister ophøjer sig selv til dommere over en navngiven person, før alle undersøgelser over hvem, der har gjort noget forkert, foreligger er populisme af værste skuffe.
Ministre er ligesom folketingspolitikere ansat til at regere landet ved lov – ikke også at være den dømmende magt. Det er normalt kun noget, der foregår i regimer, som vi ikke bryder os om at sammenligne os med.

Patetisk var det også at se 3 ministre til pressemøde 26. januar stå og fremture med at Kammeradvokaten nu skulle undersøge alle hjørner af Nordic Wastes og virksomhedens ledelses ansvar for den store katastrofe.
Men Kammeradvokaten skulle absolut ikke røre ved Randers Kommunes forvaltnings eventuelle fejl ved deres miljøgodkendelser og 19 miljøtilsyn på virksomheden. Alle uden anmærkninger!
Ej heller at Randers Kommunes forvaltning tilsyneladende har fortalt Randers Byråd, at der på intet tidspunkt har været grund til bekymring for jordskred ved Nordic Waste. Alt var i den skønneste orden.

Randers Kommune har hyret deres eget advokatfirma til at undersøge kommunens evt. ansvar. Det er det samme advokatfirma, som Randers Kommune hyrede til at indgive politianmeldelse mod Nordic Waste.
Det ligner lidt det samme som at sætte ræven til at vogte høns…

Favrskov bliver sandsynligvis inddraget
Meget tyder på, at rådgivningsfirmaet COVIs rapports ”Scenarie E” bliver en realitet.
Dette scenarie går ud på at ændre vandløbet i Alling Å, så vandet fra åen ledes over i Vissing Bæk.

Vissing Bæk er i forvejen udfordret med store vandmængder og hele området ved Vissing Enge står allerede under vand.
Yderligere løber Vissing Bæk betænkelig nær støjvolden ved Hadsten og Omegns skydebaneanlæg. Denne vold er opført af jordaffald fra nær og fjern og yderligere vandmængder fra Vissing Bæk kan potentielt blive forurenet, da man ikke kender jordvoldens indholdsstoffer til bunds.

(foto: Støjvolden ved Hadsten og Omegns skydeanlæg)
PingvinNyt.dk har søgt aktindsigt i Favrskov Kommunes miljøtilsyn med støjvolden, men fået afslag på dette med den begrundelse, at der ”ikke foreligger en miljøsag”.

På et møde med borgmester Lars Storgaard og kommunaldirektør Jan Kallestrup forsikrede begge over for PingvinNyt.dk, at der naturligvis skulle tages alle mulige hensyn til såvel miljø som berørte borgere i Favrskov, hvis ”Scenarie E” skulle realiseres.
Begge pointerede, at det ville blive en kæmpe opgave dels at udvide Vissing Bæk til at modtage vand fra Alling Å og del at sikre, at Lilleåens snoninger længere oppe i åløbet kunne rumme de øgede vandmængder.

Naturligvis er det et samfundsansvar at også Favrskov Kommune går aktivt ind i at forhindre en stor miljøkatastrofe.
Derfor er det også naturligt at kommunens Teknik- og Miljødirektør sidder med ved bordet i den krisestab, der med Miljøstyrelsen for bordenden skal forsøge at hindre den truende katastrofe med alle tænkelige midler.

|

Skulderklap til Favrskovs skolepatruljer i en sur tid

“Den Sureste Uge” er Rådet for Sikker Trafiks årligt tilbagevendende kampagne, der har til formål at anerkende landets skolepatruljer for deres vigtige arbejde. Favrskov Kommune bakker op ved at gøre den sure uge lidt sødere

“Den Sureste Uge” er Rådet for Sikker Trafiks årligt tilbagevendende kampagne, der har til formål at anerkende landets skolepatruljer for deres vigtige arbejde. Favrskov Kommune bakker op ved at gøre den sure uge lidt sødere

I år er det 75 år siden, at de første skolepatruljer trådte ud på vejene for at gøre det mere trygt for deres skolekammerater at komme gennem morgentrafikken.
Siden starten i 1949 er der kommet flere og flere skolepatruljer til, og i dag er der alene i Favrskov Kommune 127 elever tilmeldt ordningen.

Det er ikke altid lige sjovt at skulle stå tidligt op og trække i den gule refleksvest. Især i denne tid, hvor vejret som regel er koldt, vådt og blæsende, kan man godt have brug for lidt ekstra motivation.

Derfor deler Favrskov Kommune i uge 5 drikkedunke og søde sager ud til de seje børn, der står skolepatrulje i Favrskov. Også det lokale politi kigger forbi og giver ungerne et skulderklap.

Aktiviteterne i uge 5 sker i forbindelse med den årlige, landsdækkende kampagne ”Den Sureste Uge”, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag.
Du kan selv være med til at støtte op om skolepatruljerne ved at tage hensyn til dem i trafikken og give dem et smil med på vejen, når du passerer forbi.

|

Nu er Favrskovs 16 nye knudepunkter klar til brug

Favrskov Kommune har i samarbejde med borgerne udpeget 16 nye knudepunkter, så det nu bliver billigere at køre med Flextur

Favrskov Kommune har i samarbejde med borgerne udpeget 16 nye knudepunkter, så det nu bliver billigere at køre med Flextur


Når bus eller tog ikke slår til, kan du i Favrskov blive kørt fra A til B med en såkaldt
Flextur, som er en fleksibel trafikløsning, som kan benyttes af alle, og som især kan være en stor hjælp i landdistrikterne, hvor den kollektive trafik er begrænset.

Udfordringen med Flextur er, at det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse, da standardtaksten er 7 kr. pr. kilometer. Den udfordring har Favrskov Kommune nu forsøgt at komme i møde ved at udvide antallet af knudepunkter fra fire til 20. Knudepunkterne fungerer som en slags stoppesteder for Flextur, og rejser man enten til eller fra et knudepunkt, nedsættes prisen til 3 kr. pr. kilometer.

Der behøver kun at være et knudepunkt i den ene ende af rejsen for at opnå den billige takst. Rejser man eksempelvis fra sin hjemmeadresse til et knudepunkt, så vil man altså kun skulle betale 3 kr. pr. kørt kilometer. Og det samme gør sig gældende, når turen går hjem igen.

De nye knudepunkter er udpeget med hjælp fra Favrskovs borgere, der i efteråret 2023 kunne melde forslag ind på et interaktivt kort på kommunens hjemmeside.
Inddragelsesprocessen resulterede i over 500 forslag, som nu er blevet kondenseret til 16 nye knudepunkter. Knudepunkterne er som udgangspunkt placeret, så de er til gavn for så mange borgere som muligt.

Du kan læse mere om Flextur og se et kort over alle Favrskov Kommunes knudepunkter på midttrafik.dk/flextur

|

Ombygningen af Storegade i Hinnerup er nødvendig af hensyn til detailhandelen i byen

Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten
Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti
www.reneschneider.dk
rsch@favrskov.dk

Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti www.reneschneider.dk rsch@favrskov.dk

Det glæder mig meget, at byrådsflertallet bakker op om vores lokale detailhandel.
Det er nødvendigt i en tid, hvor internethandel og nærliggende storcentre presser detailhandelen her i kommunen til det yderste.
Hvorfor?
Fordi uden detailhandel “uddør” vores lokale handlende og bymidterne bliver forvandlet til “golde” gader.

Med den vedtagne plan for ombygningen af Storegade på strækningen mellem Ådalsvej og Pakhusvej får vi rigtig meget for de 5,2 mio. kr., der er bevilget til arbejdet:
* Udvidelse af cykelstierne i begge sider af Storegade
* Udbedring af problemer med de eksisterende afvandingsrender
* Synliggørelse af parkeringsforhold i Storegade
* Bidrag til et mere grønt udtryk ved etablering af plantebede
* Forbedring af adgangsforhold til parkeringspladsen ved Østergade
* Forbedring af adgangsforholdene til det nordlige P-område ved Torvet
* Udskiftning af belysningsmaster

Navnlig de forbedrede forhold for bilisters parkeringsmuligheder er et stort plus for vores handlende. Vi må erkende, at vi er en “bil-kommune”. Offentlig transport er de facto “no go”. Men de forbedrede forhold for cyklister og gående, der skal krydse Storegade tæller naturligvis også på plussiden.

Det skal være skidt, før det bliver godt

Anlægsarbejdet vil i udførelsesfasen, der ligger i august til november i år, medføre ulemper for trafikken og brugerne af Storegade. Og dermed også for de handlende.
Det vil ikke være muligt at opretholde parkering i de områder, hvor der arbejdes, og cyklister skal stå af og trække og vil sammen med fodgængere blive henvist til modsatte fortove.
De butikker og ejendomme, der har adgang fra Storegade vil naturligvis også opleve gener i anlægsperioden.

Bred inddragelse
Ældrerådet, Handicaprådet, Hinnerup Centerforening og Hinnerup Handelsstandsforening har været inddraget i forbindelse med planlægningen af ombygningen af Storegade.
Det er absolut glædeligt, at så mange interesser har fundet fælles “fodslaw” i at forbedre forholdene for alle i det centrale Hinnerup.

|

Favrskov følger Nordic Waste-situationen tæt

Favrskov Kommune har siden før jul fulgt sagen med jordskredet ved Nordic Waste på tætteste hold via deltagelse i Randers Kommunes kriseberedskab og senest også som aktiv deltager i samarbejdet med Miljøstyrelsen

Favrskov Kommune har siden før jul fulgt sagen med jordskredet ved Nordic Waste på tætteste hold via deltagelse i Randers Kommunes kriseberedskab og senest også som aktiv deltager i samarbejdet med Miljøstyrelsen


(foto: Favrskov Kommune)
– Vi bidrager meget gerne til løsninger på problemerne omkring Nordic Waste, men vi har som Byråd naturligvis et særligt fokus på, hvad det kommer til at betyde for de borgere og virksomheder i vores kommune, der potentielt kan blive berørt af de løsninger, som vælges, siger borgmester Lars Storgaard. 

Det voldsomme jordskred ved Nordic Waste har som udgangspunkt adresse i Randers Kommune, men jordskred og forurenet vand tager ikke hensyn til kommunegrænser. Derfor er Favrskov Kommune også både orienteret om og aktivt involveret i arbejdet med at undgå den helt store naturkatastrofe i området sammen med Randers Kommune.
 
– Det her er en uhyre svær opgave med mange ubekendte, hvor man ikke bare kan slå op i en manuel og finde en løsning. Derfor er det helt på sin plads, at Miljøstyrelsen nu er gået aktivt ind i opgaveløsningen sammen med Randers Kommune, siger Lars Storgaard. 

Cowi har udarbejdet forskellige rapporter, der bl.a. beskriver alternative forslag til løsninger vedrørende konsekvenserne af jordskredet ved Nordic Waste – herunder mulige løsninger for at undgå forurening af Alling Å. 

Et af løsningsforslagene involverer Vissing Bæk, der løber i Favrskov Kommune og munder ud i Lilleåen. Forslaget går på at lede vandet fra Alling Å over i Vissing Bæk, så vandet kan komme væk fra området. 

– Vi har med særlig interesse læst forslaget om en mulig omlægning af Alling Å til Vissing Bæk, og vi har i den forbindelse stillet en række spørgsmål, som vi mener skal indgå i de videre overvejelser og vurderinger af løsningen. Man kan jo ikke bare øge vandmængderne i Vissing Bæk og Lilleåen uden, at der er lavet holdbare løsninger i de to vandløb, så de kan håndtere de fremtidige vandmængder. I den sammenhæng har vi naturligvis meget fokus på borgernes og virksomhedernes interesser og vilkår i området, siger Lars Storgaard. 

|

Brand i villa i Sall

Det er endnu for tidligt at sige noget om brandårsagen


En beboer i en villa på Borgergade i Sall ved Hammel opdagede natten til torsdag omkring kl. 04.00, at der var brand i hans hus. Han og de øvrige beboere skyndte sig ud, og ingen af dem kom umiddelbart til skade. 

Da politiet kom frem lidt efter, stod der flammer op fra huset, og brandvæsnet var i gang med at slukke branden. Der var tale om en meget kraftig brand, der har forårsaget omfattende skader, og torsdag morgen var brandvæsnet fortsat i gang med arbejdet. 

|

DJH får støtte til at fremtidssikre undervisningen

Den Jyske Håndværkerskole har modtaget 1.900.640 kr. i støtte fra Nordea-fonden til udvikling af køle- og elektrikeruddannelsen, som skal bidrage til at styrke den næste generation af dygtige faglærte håndværkere

Den Jyske Håndværkerskole har modtaget 1.900.640 kr. i støtte fra Nordea-fonden til udvikling af køle- og elektrikeruddannelsen, som skal bidrage til at styrke den næste generation af dygtige faglærte håndværkere

I midten af december måned annoncerede Nordea-fonden, at Den Jyske Håndværkerskole var blandt de 20 erhvervsskoler, som havde modtaget støtte fra Værkstedspuljen. Pengene skal bruges til at udvikle 12 mobile øvelsesvogne med kølemidlet Co2 til den grønne omstilling, nyt udstyr og udvikling af undervisningsmateriale og kompetencer. Ifølge direktør Jesper Kofoed Petersen, er støtten afgørende for, at vi kan fremtidssikre undervisningen.

”Det er et stort og vigtigt fokusområde inden for den grønne omstilling og klimatilpasning, og støtten kommer til at gøre en kæmpe forskel for vores elever og undervisning,”
siger han og fortsætter:
”Vi får nu mulighed for at investere i mere moderne værktøj, nye teknologier og udvikling af nye undervisningsmaterialer med fokus på den grønne omstilling.”

Sådan vil støtten blive brugt
På køleteknikeruddannelsen vil DJH i samarbejde med Danfoss styrke den grønne omstilling. I dag underviser skolen primært i anlæg, der anvender kølemidler med fluorholdige stoffer – HFC kølemidler, som er yderst skadelige for miljøet. På køleuddannelsen vil der blive udviklet 12 mobile øvelsesvogne med kølemidlet Co2 udstyr samt kompetenceudvikling af underviserne, så afdelingen kan undervise i miljørigtige kølemidler, der er vigtige at få indfaset i kølebranchen

På elektrikeruddannelsen betyder støtten, at DJH kan købe talevarsling- og alarmudstyr i forhold til klimaforandring og tilpasning. Samtidig er det muligt at fremtidssikre undervisningen og understøtte, at eleverne får en innovativ tilgang til opgaveløsning samt lærer at mestre teknologiske processer med afsæt i energieffektivisering.

Fakta
Nordea-fondens Værkstedspulje på 100 mio. kr. er uddelt til 20 erhvervsskoler og 10 FGU-skoler fordelt på i alt 57 lokationer rundt omkring i landet.

Puljen er etableret for at give skolerne mulighed for at forbedre deres faciliteter og opkvalificere underviserne og dermed gøre det mere attraktivt for unge at tage en erhvervsuddannelse. Nordea-fondens støtte går bl.a. til, at uddannelsesinstitutionerne kan investere i mere moderne værktøj, nye teknologier og grøn omstilling.

”Vi har brug for nye generationer af dygtige faglærte og håber, at Værkstedspuljen bidrager til, at flere unge får lyst til at blive håndværkere – uanset om det er smed, kok, landmand eller andre fag. Det har været fantastisk at få et væld af ansøgninger fra ambitiøse FGU- og erhvervsskoler, der gerne vil tilbyde deres elever de bedst mulige rammer med moderne udstyr og topkvalificerede faglærere,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

|

Søftenvej udvides til fire spor fra Alfa til motorvej E45 

Af Isabell Friis Madsen, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet Favrskov

Af Isabell Friis Madsen, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet Favrskov

Mange af os har prøvet det – at sidde i kø på Søftenvej, hvor man snegler sig afsted på vej på job i morgentrafikken. Det har kunnet udfordre tålmodigheden for de fleste, men nu ser det endelig ud til, at der inden alt for længe sker en forbedring af fremkommeligheden på Søftenvej! 
 
I Socialdemokratiet er vi rigtig glade for, at der i Økonomiudvalget kunne findes opbakning til, at Søftenvej skal udvides fra to til fire spor fra motorvej E45 til og helt frem til Alfa i Søften, og ikke kun til Beta, som det egentlig var besluttet. Det er rettidig omhu. Fremkommeligheden på strækningen i myldretiden er åbenlyst utilfredsstillende, og Vejdirektoratet går inden længe i gang med ombygningen af motorvejskrydset. Det giver rigtig god mening, at Favrskov Kommunes arbejde koordineres hermed, så der etableres et sammenhængende anlægsarbejde med de optimale forhold for trafikanterne undervejs. Ved krydset Søftenvej/Beta vil der blive etableret lyskryds for at sikre en mere sikker og glidende kørsel til og fra erhvervsområdet. Samtidig vil Stenhøjvej også blive tilknyttet krydset.  
 
Desuden vil cykelstierne blive bredere, så det bliver lettere for cyklisterne at overhale. Når trafikken kommer til at glide hurtigere, vil det også blive en stor fordel for den kollektive trafik, da busserne ikke bliver standset i bilkøerne. Alt i alt kan vi se frem til en stor forbedring af forholdende for alle trafikanter.  

|

Velbesøgt koncert i Sløjfen

Ældresagen holdt i søndags en velbesøgt koncert i Sløjfen med Promed Promenadeorkestret

Ældresagen holdt i søndags en velbesøgt koncert i Sløjfen med Promed Promenadeorkestret

UGENS NATURBILLEDER nr. 63

Plusgraderne og vand fra oven har virkelig sat sit præg på naturen den seneste uge – ugen hvor snemænd blev til vandmænd☃️♒️

Plusgraderne og vand fra oven har virkelig sat sit præg på naturen den seneste uge - ugen hvor snemænd blev til vandmænd☃️♒️

Overalt er jorden mættet af vand – også her i baghaven.

 

Marklandskab da tøvejret satte ind.

 

Isen på søen smeltede ikke lige fra den ene dag til anden.

 

Heller ikke på markerne.

 


Herunder: når det går fra minusgrader til plusgrader.

 

 

Voer Mølle.

 

 

Svejstrupvej.

 

 

Voer Skovvej


 

Lilleå i Svejstrup – fyldt til randen.

 

Den megen vand gør det også svært for træerne at bevare fodfæstet.

 

 

Fra en dag, hvor solen lige netop brød igennem😊

 

Januarhilsner – Pingvinnyt – Tove Skipper

|

Borgmester Lars Storgaard: ”Vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at varetage borgernes interesser”

Borgmestrene fra Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner var i dag på besigtigelse ved Nordic Waste

Borgmestrene fra Randers, Syddjurs og Norddjurs kommuner var i dag på besigtigelse ved Nordic Waste

(foto: Favrskov Kommune)

Situationen omkring miljøskandalen ved Nordic Waste er fortsat uoverskuelig og uafklaret.
Flere løsningsmodellerer i spil og flere af disse går hen over flere kommunegrænser, heriblandt grænsen mellem Randers og Favrskov kommuner.

(foto: Favrskov Kommune)
På dagens møde mellem de 3 borgmestre var også projektlederen fra Miljøstyrelsen, som oplyste, at Miljøstyrelsen nu overtager det overordnede ansvar for det videre arbejde med at inddæmme og finde løsninger på miljøkatastrofen.

En af løsningsmodellerne, der stadig er i spil, er ”Scenarie 4” i rapporten fra COVI, der kort fortalt går ud på at omlægge Alling Å til Vissing Bæk og videre ud i Lilleåen.

(planche: Randers Kommune)
På en pressebriefing i dag onsdag på borgmester Lars Storgaards kontor blev denne løsning gennemgået i detaljer, og selvom COVI-rapporten påpeger, at ”Scenarie E” prismæssigt er en af de billigste løsninger, er der tale om en meget omsiggribende løsningsmodel, som indeholder talrige udfordringer og problemer. Både mht. at lede den ekstra vandmængde gennem Vissing Bæk, hvilket vil kræve en uddybning af bækken, men også potentielle problemer for en række lodsejere omkring bækken og længere ude af Lilleåens slyngninger.

”Jeg var primært med til dagens møde ved Nordic Waste for at få grundig indsigt i de mulige løsninger og for at varetage borgernes interesser i de berørte områder og for at få Favrskov med i de vigtige beslutninger, herunder de økonomiske – både for borgerne, men vi skal selvfølgelig også varetage de samfundsøkonomiske interesser”, udtaler Lars Storgaard til PingvinNyt.dk.

|

”Tavshedens lov”

Politikerne i Favrskov Kommune er påfaldende tavse omkring de mulige konsekvenser for de borgere i kommunen, der potentielt kan blive uskyldige ofre for miljøkatastrofen, som udspiller sig omkring Nordic Waste

Politikerne i Favrskov Kommune er påfaldende tavse omkring de mulige konsekvenser for de borgere i kommunen, der potentielt kan blive uskyldige ofre for miljøkatastrofen, som udspiller sig omkring Nordic Waste


Hele Danmark bliver i alle medier i disse dage ”tæppebombet” med den opsigtsvækkende og meget alvorlige miljøkatastrofe, der i øjeblikket udspiller sig omkring virksomheden Nordic Waste.

Og det skorter ikke på uforbeholdne meninger om skyld og skam fra politikere fra nær og fjern. Både lokale politikere i Randers, men også justitsministeren, miljøministeren og sågar statsministeren har iført sig lange støvler og gule veste og fordømt hovedaktionæren i selskabet i utilslørede vendinger, ligesom de (næsten…) har lovet at den hovedrige familie kommer til at betale for de skader, som jordskreddet medfører.
Manglende kendskab til fakta og jura i selskabslovgivningen synes ikke at tynge politikere, når kameraerne ruller…

Miljøtilsyn 17 gange de sidste 3 år
Berlingske Tidende har søgt aktindsigt i sagen hos Randers Kommune, og avisen beskriver onsdag, at Randers Kommune aktivt har ført tilsyn med Nordic Waste, mens jordskreddet var undervejs. De mange tilsyn har fundet sted fra og med 4. marts 2021 til og med 9. oktober 2023. Kommunen har givet virksomheden flere miljøgodkendelser til Nordic Waste og så sent som i foråret 2023 afviste kommunens forvaltning, at der var risiko for jordskred af den karakter, vi ser lige nu. At Randers kommunes forvaltning har udvist manglende rettidig omhu bliver forbigået.
”Tavshedens lov” gælder for forvaltning og partikammerater…

Borgere i Favrskov er varslet om tålepåbud
Både private og mindst en virksomhed risikerer at miljøkatastrofen kommer til at få konsekvenser for deres ejendom. At entreprenørmaskiner frit og uhindret kan køre ind på deres ejendom og grave, hvis det bliver nødvendigt. En ægproducent i Hinge risikerer i værste fald at få sin virksomhed ødelagt.

Vores lokalpolitikere kan ikke stille noget op mod et tålepåbud, men de kan og bør gå i brechen for, at borgerne ikke bliver skadelidte pga. af sløset passivitet hos forvaltningen i Randers Kommune.
Men alle byrødder i Favrskov har tilsluttet sig ”tavshedens lov”…

|

Vandland!

Overalt i Favrskov står vandet højt i vandløb og på marker


Lilleåen er ”forsvundet” i en sø omkring broen ved Faurskovvej i Hadsten.
Og Vissing Enge står under vand på begge sider af Vissingvej. Her står vandet blandt andet faretruende nær støjvolden ved Hadsten og Omegns skydeanlæg, hvor Vissing Bæk løber under vejen og videre ud i Lilleåen:


|

Hammelvej oversvømmet

Kombinationen med smeltevand og regnvand kan ses overalt

Alle steder i Favrskov ses vand på marker og fyldte vejgrøfter.
”Kong Vinters” store snemængder med efterfølgende tøvejr samt de store regnmængder de seneste måneder kan ikke længere nå at sive ned i jorden, som længe har været totalt vandmættet.

På strækningen mellem Lyngå og Hadsten er Hammelvej er der opstået en stor sø, som nu er begyndt at flyde ud over Hammelvej:

Ugens anmeldelse fra Favrskov Bibliotekerne

Tema: Mens vi venter på Kim Blæsbjerg

Tema: Mens vi venter på Kim Blæsbjerg

En af sidste års største romansucceser, De bedste familier af Kim Blæsbjerg, tager et fast greb om efterkrigstidens tilsyneladende uendelige muligheder, men også de personlige, samfundsmæssige og miljømæssige konsekvenser, fremskridtet bragte med sig. Kim Blæsbjerg holder foredrag om sit arbejde med bogen på Hammel Bibliotek d. 30. januar. Indtil da kan man jo læse bogen, hvis man ikke allerede har gjort det, eller forsøge sig med andre titler, som omhandler den samme tidsperiode i halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne.

Optimismen, overmodet og den yderste klitrække

Roman Ingeniør Jørn Albeck, konen Karin og datteren Vibeke slår sig i starten af halvtredserne ned i Lemvig for at være med til at etablere Cheminova, som bliver flyttet fra Nordsjælland pga. alt for mange gener for omverdenen. Ved Limfjorden er der masser af plads, tyndt befolket og masser af vand at lede kemisk affald ud i. Den lokale Niels, som er gift med Margrethe og har tre børn, ansættes på fabrikken, hvor produktionen af et nyt insektmiddel går over stok og sten, med uheld, forgiftninger af medarbejderne og en fuldstændig affejning af problemerne fra fabrikkens ledelse. Der er jo her tale om den største udvikling af området nogensinde, og man må se fremad. I løbet af historien bliver det tydeligt, hvilke omkostninger fremskridtet har på forskellig vis for alle implicerede med Cheminova som bagtæppe. En fremragende og stærk roman om menneskers rovdrift, både på miljøet og på hinanden.
De bedste familier. Af Kim Blæsbjerg

Drømmene om noget bedre

Roman Michael Holbek er journalist og har et langt forfatterskab bag sig med blandt andet biografier og filmmanuskripter, men ’Strøm’ er hans delvist autofiktive debutroman fra 2022. I bogen følger man en række personer gennem perioden fra 1960’erne til 1980’erne, som hver især oplever perioden forskelligt. Her er Eivind, en hårdtarbejdende og ambitiøs elektrikersvend, som vil mere og gøre det bedre for sin familie, så han uddanner sig til installatør, gaber over for meget og taber det hele igen. Der er hans kone Vigga, som på trods af at være ufaglært husmor realiserer sig selv som kvinde i tidens strømninger. Der er Bruno, Eivinds svoger, som bryder ud af sit konventionelle liv som tømrer for at kaste sig ind i hashsmugleri, som han ser som en mere lukrativ mulighed for både penge og personlig frihed. Og så er der Eivinds søn, Kim, som ikke vil nøjes med at stå på sidelinjen af det hele. ’Strøm’ er en virkelig god roman der, ligesom ’De bedste familier’, fortæller om menneskers drøm om at være et bedre sted, de forskellige veje og valg de tager for at nå derhen, og hvordan det går dem undervejs.
Strøm. Af Michael Holbek

Den umærkelige deroute

Roman Dette er den første bog i trilogien ’Vinter uden sne’, hvor tredje bog endnu ikke er udgivet. Romanen forgår henholdsvis i Helsingfors, Stockholm og København. Erik og Linnea møder hinanden 1958, bliver gift og alt er godt. Erik er en utrolig dygtig medarbejder i et datafirma, flot, charmerende og karismatisk, men han er også finsk krigsbarn, sendt bort da han var lille, og han kæmper indeni med konsekvenserne af sin hårde start i livet. I starten er Erik og Linneas forhold alt hvad man kan drømme om, men efterhånden som Linnea fastlåses i at passe familien og børnene, og Erik efterhånden opsluges af sit krævende arbejde og sine indre dæmoner, og alkoholen fylder mere og mere, må Linnea leve i skyggen af Eriks karriere og de løgne, han spinder omkring sig selv og deres forhold.

Eriks misbrug eskalerer, og Linnea må navigere i et klaustrofobisk liv og samfund, hvor man kan blive frygtelig ensom af frygt for hvad naboen tænker, hvis det hele kommer for en dag. En rørende og stærk roman fra perioden 1960-1970, hvor det man vil, ikke altid hænger sammen med hvad man formår.
Linneas bog. Af Mikael Lindholm

|

Anmeldelse: ”Tilfærdigvis Forbi”

Traditionen tro kan man igen i år opleve Randers Teaters årlige vinter-musikforestilling.
Og også i år lever forestillingen op til forventningerne. Det er ren ”honning” for ørerne og træning for lattermusklerne

Traditionen tro kan man igen i år opleve Randers Teaters årlige vinter-musikforestilling. Og også i år lever forestillingen op til forventningerne. Det er ren ”honning” for ørerne og træning for lattermusklerne

”Tilfældigvis Forbi” er en iørefaldende og meget munter musikforestilling, som er skrevet af Niels Olsen og instrueret af Joy-Maria Frederiksen. På scenen optræder Lone Rødbroe og Tom Jensen – begge energifyldte, veloplagte og meget musikalske.

Årets vinterforestilling henter sange og melodier fra Rugsted og Kreutzfeldts store bagkatalog, og for os der husker de to musikers iørefaldende hits, er det en både morsom, musikalsk, kærlig, men også temmelig overraskende tur ”down memory lane” med store numre som ”Sad i parken”, ”Går gennem tiden”, ”Jeg ved det godt” og mange flere.

Handlingen udspiller sig i en spejderhytte langt ude i Rold Skov, hvor den gamle gymnasieklasse er samlet for at fejre deres 30-års studenterjubilæum. Og uden at afsløre for meget, så bliver festen temmelig våd…
Sent på natten vågner Jenny og Stig op og konstaterer, at de er alene tilbage i hytten. Alle andre er taget hjem med bus.
De ringer efter den lokale taxamand, Kaj. Men han kører ikke om natten og møder først på arbejde næste dag op ad formiddagen.
Det viser sig, at Jenny og Stig havde et godt øje til hinanden for 25 år siden i 3.G, og for at få tiden til at gå, mindes de deres studentertid for 30 år siden.

Både skuespillet, handlingen og musikaliteten er stærkt underholdende!


Foto: Stående applaus efter forestillingen

Varighed:120 minutter med pause
Dramatiker: Niels Olsen
Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
Medvirkende: Lone Rødbroe og Tom Jensen
Musikere: Thomas Pakula og Jacob Venndt
Scenograf: Sus Haugland
Lysdesigner: Jens Lind
Kostumier: Anna Juul Holm
Sceneopbygning: Jesper Folke

”Tilfældigvis Forbi” drager rundt til forsamlingshuse og kulturhuse i området. I år er det i perioden 21. februar til 19. marts, og turnéen er støttet af ELRO-Fonden.
29. februar opføres forestillingen i Hadsten i Kulturhus Sløjfen: UDSOLGT!

|

Favrskov Kommune har gode erfaringer med øget selvbestemmelse i hjemmeplejen

I Favrskov Kommune hilser man regeringens tanker om øget selvbestemmelse i hjemmeplejen velkommen. Her har man det seneste år sat ekstra skub i arbejdet med at udbrede selvbestemmelsen, så den ældre kan veksle den hjælp, der på en given dag eksempelvis er planlagt til støvsugning, til en gåtur til ægtefællens gravsted

I Favrskov Kommune hilser man regeringens tanker om øget selvbestemmelse i hjemmeplejen velkommen. Her har man det seneste år sat ekstra skub i arbejdet med at udbrede selvbestemmelsen, så den ældre kan veksle den hjælp, der på en given dag eksempelvis er planlagt til støvsugning, til en gåtur til ægtefællens gravsted

Statsminister Mette Frederiksen løftede tirsdag sløret for to elementer i regeringens bud på en reform af ældreområdet. Det ene element er konceptet om ”helhedspleje”, hvor den ældre i højere grad selv skal kunne bestemme, hvad han eller hun vil have hjælp til. Det har man gode erfaringer med i Favrskov Kommune.

Det har længe været en del af kulturen i hjemmeplejen, at der har været plads til at afvige fra den planlagte opgave ved behov. Og fra januar 2023 blev der så sat ekstra skub i den dagsorden med konceptet ”Fremtidens visitation”. Her gøres det til en systematisk del af indsatsen i hjemmeplejen at tilbyde borgerne et alternativ til den planlagte hjælp, hvis der er behov for det.
– Vi forsøger at gøre op med den vanlige praksis om, at det udelukkende er den hjælp, man visiteres til, som skal udføres, når vores personale kommer ud i hjemmet, siger Jeanette Rokbøl, kommunens ældrechef og fortsætter:
– Som hjemmepleje er det vores opgave at sørge for, at vi understøtter den enkelte i at leve et så godt og værdigt liv som muligt. Og her giver det mening, at det ikke kun er skemaet over de planlagte ydelser, der bestemmer, hvilken hjælp man giver. Her skal der være en fleksibilitet, der gør det muligt for borgeren og hjemmehjælperen i fællesskab at gøre noget andet, hvis det er det, der giver bedst mening.

Som en del af projektet er medarbejdere i visitationen og plejen i færd med at gennemføre et uddannelsesforløb, der har borgerens øgede selvbestemmelse som et gennemgående tema. Samtidig er der sat gang i at udbrede medarbejdernes fokus på at sikre, at borgerne kender til muligheden for at kunne bruge den planlagte tid på noget andet. Det har foreløbigt givet gode resultater.

Ét eksempel fra hjemmeplejen i Favrskov Kommune handler om en ældre kvinde med begyndende demens, der mistede sin mand for nogle år siden. Hun fik hjælp af hjemmeplejen til praktiske opgaver i hjemmet, men personalet kunne hurtigt mærke, at en endnu større udfordring for hende var, at det var svært at indgå i aktiviteter i lokalsamfundet. Borgeren og hjemmehjælperen besluttede i fællesskab, at den planlagte praktiske hjælp af et par omgange i stedet skulle bruges på at hjælpe hende med at skabe kontakt til en kortklub og et aktivitetstilbud for borgere med let demens. I dag er hun igen en aktiv del af disse fællesskaber.
– Sådan et eksempel illustrer rigtig fint, hvor god mening det kan give indimellem at gøre noget andet end det, der er planlagt på forhånd. For selvom medarbejderne ikke kan sætte mere tid af til et besøg, kan de sammen med borgeren godt vurdere, hvordan tiden bruges bedst, siger Ulrik Johansen, direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune.

I regeringens udspil om helhedspleje indgår også, at det skal være lovpligtigt at organisere plejen i faste teams. Dette skal gøre, at den enkelte borger i højere grad oplever, at det er det samme personale, der kommer i hjemmet. I Favrskov Kommune har hjemmeplejen været organiseret i faste teams siden januar 2022 – også med gode resultater til følge.
– Nu ved vi ikke præcist, hvad regeringens fulde forslag indeholder. Men den overordnede tanke om at øge de ældres medbestemmelse, når vi kommer ud i hjemmeplejen, kan vi se god mening i. Og vi står meget gerne til rådighed for andre kommuner, der måtte have brug for inspiration til, hvordan det kan gribes an i praksis, tilføjer Ulrik Johansen.

|

2500 unge blev advaret mod at blive et muldyr

Unge skal vide, hvad de skal være opmærksomme på for at undgå at ende som økonomiske muldyr for kriminelle. Derfor afholdt Vestjysk Bank i samarbejde med Politiet et webinar midt i januar om muldyr. I alt deltog 2500 elever fra grundskoler i Jylland

Unge skal vide, hvad de skal være opmærksomme på for at undgå at ende som økonomiske muldyr for kriminelle. Derfor afholdt Vestjysk Bank i samarbejde med Politiet et webinar midt i januar om muldyr. I alt deltog 2500 elever fra grundskoler i Jylland



Billede: Elever fra Spjald Skole ser webinaret om muldyr
Unge helt ned til 13-års alderen bliver i stigende grad lokket til at være mellemmænd ved pengeoverførsel for kriminelle. Dermed kan de unge, ofte helt uvidende, medvirke til hvidvask af penge. Begrebet kaldes for ’muldyr’.
På webinaret deltog to betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi, der til daglig arbejder med økonomisk kriminalitet. De fortalte, hvad et muldyr er, og hvordan det foregår, når kriminelle lokker unge til at blive muldyr. Samtidig blev det gjort klart, at det er strafbart at medvirke til hvidvask, og det kan have konsekvenser for de unges fremtidige jobmuligheder. Til sidst i webinaret havde de unge mulighed for at stille spørgsmål, og de to betjente blev spurgt om alt lige fra straffeattest til pengeoverførsler via salg på DBA.
– Vi oplever, at mange unge ikke ved, at de begår en kriminel handling, som kan give en plet på straffeattesten. Derfor er det vigtigt, at de unge lærer, hvad et muldyr er, så de ved, hvornår de skal være på vagt, fortæller Erik Hykkelbjerg fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Anders Ulriksen, matematiklærer i udskolingen på Spjald Skole, havde tilmeldt sine klasser til webinaret for at klæde eleverne godt på:
– Jeg tænker, det er et rigtig vigtigt emne at komme omkring i en ungdomskultur, hvor ting går hurtigt – særligt på de sociale medier. De unge skal være påpasselige, når det handler om “hurtige penge” og samtidig være bevidste om konsekvenserne. Så det er vigtigt, at der bliver sat spot på et område, hvor de unge let kan lokkes i en fælde.
En undersøgelse, som Finans Danmark lavede i 2022 viste, at kun 1 ud af 10 unge under 30 år kendte til begrebet muldyr.

Fakta:
Hvad er et muldyr?
Du bliver muldyr, hvis du giver en person lov til at føre penge gennem din konto, og pengene viser sig at stamme fra kriminelle aktiviteter. Det foregår typisk ved, at en person overfører penge til din konto, og I har aftalt, at du herefter fx skal hæve pengene i en hæveautomat eller overføre pengene til en anden konto. Nogle gange tilbyder de kriminelle penge for overførslen, og andre gange finder de på dækhistorier, så det virker som om, de blot har brug for en tjeneste.

|

Borgmester Lars Storgaard på virksomhedsbesøg hos Global Stole A/S

Global Stole A/S har netop markeret sit 50-års jubilæum

Global Stole A/S har netop markeret sit 50-års jubilæum

Siden sin grundlæggelse i 1974, har virksomheden været en global spiller inden for fremstilling af ergonomiske stole, der fremmer komfort og produktivitet på arbejdspladsen.
Under det uofficielle besøg fik borgmesteren mulighed for at se virksomhedens seneste teknologiske investeringer, herunder deres nye generation af robotter og en state-of-the-art fiberlaser. Disse avancerede teknologier vil styrke produktionseffektiviteten og kvalitetskontrollen, og bidrager til et endnu bedre arbejdsmiljø.
Med en eksportandel på 85% lever virksomheden op til sit navn “Global”. Dog har der aldrig været nogen tvivl om, at dens rødder er dybt forankret i Hvorslev i Midtjylland, og virksomheden stræber altid efter at finde lokale underleverandører, når det er muligt.
Global Stole A/S fortsætter med at forbedre arbejdsmiljøet på arbejdspladser over hele verden med ergonomiske, praktiske og holdbare siddeløsninger, og jubilæet markerer begyndelsen på endnu et spændende kapitel i virksomhedens historie, hvor de snart runder produktionen af 100.000 stole årligt.

|

Børns brug af skærm påvirker deres koncentrationsevne

En ny rapport har undersøgt sammenhængen mellem børn og unges skærmbrug og deres evne til at koncentrere sig i for eksempel deres skolegang uden at blive distraheret. Undersøgelsen viser, at skærmbrug kan påvirke børns koncentrationsevne både positivt og negativt afhængigt af situationen

En ny rapport har undersøgt sammenhængen mellem børn og unges skærmbrug og deres evne til at koncentrere sig i for eksempel deres skolegang uden at blive distraheret. Undersøgelsen viser, at skærmbrug kan påvirke børns koncentrationsevne både positivt og negativt afhængigt af situationen


Når det tikker ind med private beskeder og notifikationer på børns private skærme midt i undervisningen, påvirker det deres koncentration. Ikke kun hos dem, der sidder med mobilen, men også hos de andre elever. Det er et af fundene i en ny rapport, som undersøger sammenhængen mellem børn og unges koncentrationsevne og deres skærmbrug.
”Vi kan se, at det påvirker børns koncentrationsevne og forstyrrer deres faglige præstation, når der er adgang til privat skærmbrug i undervisningen. Og det, at skærmene kan forstyrre hele læringsmiljøet, understreger, hvor vigtigt det er, at vi drøfter brugen af mobiltelefoner i skoletiden”, siger sektionsleder Maja Bæksgaard Jørgensen.
Rapporten har ikke undersøgt brugen af skærm som led i undervisningen.

Baggrund for undersøgelsen:
Børns og unges skærmvaner har været i fokus i flere år, blandt andet ud fra hvordan skærmbrug påvirker deres sundhed og trivsel. I 2019 etablerede Sundhedsstyrelsen det nuværende Nationale Center for Mental og Digital Sundhed, som har bidraget med litteraturstudier om bl.a. søvn, fysisk aktivitet, sociale relationer og stress relateret til unges brug af digitale medier. På baggrund af resultaterne herfra har Sundhedsstyrelsen udarbejdet otte anbefalinger til voksne, familier og børn og unge med fokus på at minimere de negative sundhedseffekter af skærmbrug i fritiden.
Centerets vidensgrundlag er nu udvidet med dette litteraturstudie af sammenhængen mellem skærmbrug og koncentrationsevnen.

UGENS NATURBILLEDER nr. 62

Vintervejret fortsætter ufortrødent og sætter sit præg på alt derude – til glæde for nogen og til besvær for andre.💙❄️🥶

Vintervejret fortsætter ufortrødent og sætter sit præg på alt derude - til glæde for nogen og til besvær for andre.💙❄️🥶

Vi er på vej til en ret kold og snerig januar.💙

 

Og der har været flere dage med rimfrost og tåge.

 

Denne dag blev grenene nærmest glaseret.

 

 

 

Den lange periode med frostvejr har sat sit præg i de lave områder – håber da ikke, at svanerne ude i horisonten er frosset fast.

 

Dannebrogpladsen i Ulstrup.

 

Et sted ved Bjerringbro.

 

Tilfrosset sø et sted ved Skjød.

 

Ådalen ved Frijsenborg.

 

Lilleå ved Laurbjerg.

 

   

Et sted ved Bidstrup Skov.🦌

Vildtet trækker dagligt ud på denne mark, hvor der ikke drives jagt. De ved åbenlyst, at her kan de være i fred.

 

Slutter med solopgangen på tronskiftedagen 14. januar 2024.

 

Naturlige hilsner – Pingvinnyt – Tove Skipper

 

|

Pænt fremmøde til Favrskov Erhvervs nytårskur

Omkring 70 medlemmer fik en festlig og oplysende onsdag eftermiddag i InSide i Hammel

Omkring 70 medlemmer fik en festlig og oplysende onsdag eftermiddag i InSide i Hammel

Efter velkomst af formanden for Favrskov Erhverv, Kent Jeppesen, og en gennemgang af aktiviteter og tiltag i foreningen ved erhvervschef, Jørgen Schytter, samt kommunens nytårshilsen ved borgmester Lars Storgaard , fik de fremmødte et fascinerende, men også temmelig skræmmende indblik i vores digitale verden af i dag og ikke mindst i fremtiden.

Foredragsholderen var IT-guruen, Preben Mejer, som ubetinget er en af de allerstørste kapaciteter i Danmark, hvad angår den digitale udvikling.
Preben Mejer introducerede den første PC i Danmark og startede i 1983 DanaData, som var Danmarks største og første PC-leverandør. 11 år senere – i 1984 – solgte han virksomheden til TDC for derefter at starte TDC’s internetaktiviteter. Han var således også i front, dengang internet blev allemandseje.

Preben Mejers foredrag kom ind på muligheder og trusler ved kunstig intelligens (AI).
Begge dele synes uden grænser, hvilket både gør AI helt utroligt fascinerende og samtidig helt utroligt skræmmende.

Med en række illustrative plancher tog Preben Mejer deltagerne med ind i ”troldmandens værksted”:

|

Snerydningen haltede endnu en gang…

Ikke et eneste snerydningskøretøj var at se onsdag formiddag kl. 10.00

PingvinNyt.dk kørte en tur fra Rækkevej ad Hammelvej ind til Hadsten og videre ad Kirkevej onsdag formiddag ved 10-tiden.
På trods af, at der var faldet pænt med sne, som var begyndt at blive kørt til glat ”grød”, sås ikke et eneste snerydningskøretøj. Hverken på veje, fortove eller cykelstier…

|

Risiko for kraftig snefygning – Østjyllands Politi fraråder unødig udkørsel

På grund af risiko for kraftig snefygning fraråder Østjyllands Politi al unødig udkørsel i Østjyllands politikreds fra tirsdag aften kl. 23.00 til onsdag formiddag kl. 10.00. Der kan komme en del sne på vejen, og sigtbarheden kan blive kraftigt forringet, hvilket kan skabe trafikale udfordringer

Når politiet fraråder al unødig udkørsel, så er det en henstilling til, at man som bilist spørger sig selv, om er strengt nødvendigt at tage ud at køre. Det kan være, man skal snakke med sin arbejdsgiver om, hvorvidt man kan arbejde hjemme, og man kan overveje, om man skal udskyde indkøbsturen og besøget hos familien. 

Hvis man vurderer, at det er nødvendigt at køre afsted, så forbered dig inden: 
Tag tæpper, mad-og drikkevarer, varmt tøj og skovl med i bilen, så du er bedre rustet, hvis du skulle blive fanget i en snedrive på vejen. 
 
Særligt opmærksom på lastbiler

Østjyllands Politi opfordrer særligt vognmænd og lastbilchauffører til at være opmærksomme på situationen på vejene og overveje en ekstra gang, om det er nødvendigt at køre ud, da der bl.a. under den seneste snestorm var en del lastbiler, der havde store problemer på vejene. 

Du kan følge med i trafiksituationen på trafikinfo.dk. Østjyllands Politi vil i løbet af aftenen og natten løbende opdatere på X (tidl. Twitter) og på politi.dk, når der er nyt om situationen. 

Østjyllands Politi dækker over Randers, Aarhus, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, og Samsø Kommune. 

|

”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”

”Gud” indgår ikke længere i monarkens valgsprog, men for kongen er der stadig »noget, der er større end ham selv«

”Gud” indgår ikke længere i monarkens valgsprog, men for kongen er der stadig »noget, der er større end ham selv«

Foto og våbenskjold: Kongehuset ©

KONG FREDERIKS TALE:
”Min mor, Hendes Majestæt dronning Margrethe den anden, har regeret Danmark i 52 år.
”Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til altid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige.
Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.
I dag går tronen videre.
Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv.
Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.
Jeg får brug for alt den støtte, jeg kan få fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer, og fra det, der er større end os.
Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.”

”Forbundne, forpligtet – for kongeriget Danmark.”

Tema: Enestående krimier

Af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek

Langt de fleste krimier kommer i serier, så det kan være svært at finde en enkeltstående titel. Hvis man ikke har lyst til at have løse ender hængende når man er færdig, er der hjælp at hente i litteraturlisten ”Enestående krimier”, som undertegnede står bag. Den kan enten findes på vores hjemmeside under fanebladet med inspiration eller hentes i trykt form på det lokale bibliotek. Her kommer tre eksempler.

 

Familiedrama

Krimi Forfatteren er mest kendt for serien om den alkoholiserede strømer Harry Hole, men står også bag flere enkeltstående titler. Denne intense spændingsroman har en helt suveræn opbygning i fortællingen om to brødre og bevæger sig akrobatisk på den tynde æg mellem tragedie og komedie. Brødrene har mistet deres forældre i en tragisk ulykke for mange år siden. Storebroderen Roy bor stadig i barndomshjemmet, han er mekaniker og passer tankstationen i den lille fjeldbygd uden lyse fremtidsudsigter. Han bliver forstyrret i sin anonyme tilværelse, da hans lillebror Carl vender hjem fra Canada med en ny smart arkitektkone og vilde fremtidsplaner. Romanen er som et shakespearesk drama, en græsk tragedie, et bibelsk sagn, hvor de to kongesønner med mellemnavnene Calvin og Abel er omdrejningspunktet for alt, hvad der sker.

Kongeriget. Af Jo Nesbø

 

En udfordring

Krimi Denne bog kan også sagtens læses af andre end dedikerede krimifans. Den er spændende, uhyre velskrevet, fyldt med humor og et underfundigt persongalleri. Vi stifter bekendtskab med den snobbede, skriveblokerede og lettere alkoholiske forfatter Hannah, som får sin sag for, da hun udfordres til at skrive en krimi på 30 dage. Hun rejser til en lille by på Island for at få inspiration, og den får hun til fulde, da man finder et lig på stranden. Hun begynder sin egen opklaring af mysteriet, sideløbende med at hun bruger sagen som drivkraft i sin bog. Det skal dog vise sig at der er mange hemmeligheder begravet i den islandske sne, og sagen tvinger Hannah til at tage sit liv op til revision. Bogen er velkomponeret og en fornøjelse at læse med sin blanding af udviklingshistorie, drama og krimi.

Tredive dages mørke. Af Jenny Lund Madsen

 

Voldens natur

Krimi Noget så sjældent som en polsk bestseller-krimi sætter spot på vold mod kvinder. Indledningsvis oplever vi, hvor hurtigt livet kan ændre sig radikalt. Werner frier omsider til sin kæreste Ewa, men samme aften bliver parret overfaldet, hun bliver voldtaget for øjnene af ham, han bliver slået ned, og da han kommer til bevidsthed igen er Ewa forsvundet. Ti år senere er sagen om Ewas forsvinden stadig uopklaret. Werner lever et liv med meningsløst arbejde, computerspil og alkohol. Men pludselig dukker et billede af Ewa op på facebook, og Werner indleder en ny jagt på hende. Han kontakter et detektivbureau, hvor hans kontakt Kasandra involverer sig dybt i hans sag. Men hun bliver mishandlet af sin mand og Werner bliver truet på livet, så nettet strammes om de involverede.

Kvinden der ikke blev fundet. Af Remigiusz Mróz