HØKERENS RETRÆTE
Tekst: Kurt Villy Svendsen
Foto: Ove Rosenkvist
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.”
Så tog vi afsked med Niels Wolf Møller, hele Hadstens ”Høker-Niels”, med et enkelt vers fra Det gamle Testamentes salme 23. Med mange gode ord af præsten fra Voldum – René Høeg – blev det en bisættelse, just som Niels ville have ønsket den:
Kortvarig, præcis, tilsat flere stænk af humor fra den dygtige præst.
Næsten med en anelse tristesse i stemmen forklarede præsten, at han aldrig havde mødt Niels personligt, men vi – i det store følge, der sad samlet i Sct. Pauls – følte det, som havde Pastor Høeg kendt Niels Møller i årevis; så indlevende var talen.
Indledningsvis sang vi Jakob Knudsens dejlige salme ”Se nu stiger solen”, og senere blev der spillet en gribende, smuk korsats af komponisten John Rutter.
”Nu er jord og himmel stille, vinden holder tyst sit vejr, og der lyder ingen trille fra de høje, stille træer” var en anden klar og kort, meget flot hymne lidt senere, før vi sluttede af med Niels Møllers yndlingssalme, ”Altid frejdig, når du går” – næsten afstemt en af præstens bemærkninger: ”Der var en lille patriot gemt i Niels Møller”.
Frisk, fri, frejdig var gode gamle Niels; altid oplagt til narrestreger, og som det også blev sagt: ”Niels var en stor glad dreng. Han blev aldrig rigtig voksen”!
”Det slutter ikke her”, sagde Pastor Høeg afslutningsvis, før vi bad Fadervor, og så førte mandskabet fra Hjemmeværnets Musikkorps kisten ud til rustvognen.
Nej, det slutter ikke her, Niels.
Hvis Gabriel har tænkt sig at blæse i hornet en af de nærmeste dage, får den gamle ærkeengel godt nok konkurrence, for nu kommer Niels Møller fra Hadsten.
Tak for gode, muntre stunder, Niels. Vi ses i Ryes Brigade…
