RØGIND PÅ GLATIS
Dagens skøjteløber: Kurt Villy Gammelnisse
Når jeg ser dette herlige motiv af mesteren fra Randers – Carl Røgind – tænker jeg på det voldsomt kolde vintervejr i 1963, hvor førstelærer Gammelby i Mejls Skole ved Varde lod undervisning være undervisning og tog alle eleverne med til områdets største mergelgrav, som var dybfrossen i februar. Der boltrede vi os den ganske formiddag med at lege og glide på isen. De heldige havde skøjter; de fleste bare sko eller træskostøvler, men alle havde en fornøjelig dag. Jeg mindes, at såvel Gammelby som frue var ganske habile skøjteløbere.
Jo, man frøs om ørerne – og på øerne – i 1963. Selv om Danmark dengang rådede over isbrydere, måtte Statens Istjeneste så sent som 15. marts anmode om assistance fra to russiske isbrydere, så sejladsen mellem København og Aalborg kunne gennemføres. I Randers Fjord var isen 40 cm tyk.
Det var ikke første gang, Danmark blev ramt af kulde. Sikkert heller ikke sidste, uanset hvor højt der råbes klimaforandring nu om stunder.
I årene før krigen var man for alvor begyndt at snakke meget om landbrugets nye vidundermaskine, traktoren, som i disse år vandt frem – især i USA.
I den anledning afholdtes et landbrugskursus i København i februar 1940, og her deltog min gamle ven, Volmer Jensen fra ”Svalegaarden” i Lerbjerg sammen med et par jyske kammerater. Volmer lærte at køre traktor på en ”International Harvester” fra midt i trediverne, selv om klimaet flere gange forsøgte at spænde ben for indlæringen. Februar bød på voldsom kulde, og hele landet målte streng frost i en længere periode. Omkring den 10. viste temperaturen 27 minusgrader.
Da Volmer og de to andre jyder efter veloverstået kursus steg af toget i Korsør en uge senere, måtte de sande, at selv om Kong Vinter ikke havde sejret over togdriften, så havde han en anden overraskelse til de tre landbrugselever. Storebælt var frosset til, og færgesejladsen indstillet.
De tre ungersvende besluttede at gå over bæltet til Nyborg. Deres oppakning bestod af nogle kufferter og en madpakke. Da de var kommet omkring fem kilometer ud på Storebælt, hørtes pludselig lyden af flyvemaskiner i begge retninger.
Det var indkaldte soldater fra henholdsvis Jylland og Fyn til Sjælland og omvendt, som blev fløjet over, idet indkaldelsesordren skulle overholdes på grund af den anspændte situation omkring Danmark. 2. Verdenskrig var som bekendt i gang; Danmark dog endnu ikke besat.
Pludselig mødte de en mand, som kom trækkende med en slæde. Han var ligeledes på vej til Nyborg og tilbød dem plads til deres kufferter og tasker. Det var naturligvis en stor lettelse, og ved fælles indsats nåede slædefarerne den gamle færgeby. Volmer besluttede at byde den fremmede på en bøf i et spisehus på Nyborg havn.
-Han skulle da have lidt som tak for hjælpen, forklarede Volmer: -Vi så for øvrigt farlige ud i vores store støvler og frakker. Rimen sad jo tykt i hår og skæg, og vanterne havde vi smidt på gulvet.
Vi gjorde i hvert fald indtryk på serveringsdamen, som lettere betuttet spurgte, om vi virkelig var gået over. Jeg bestilte en bajer og svarede: Nej, vi er svømmet!
