Ganske vist har de fleste partier været synlige på henholdsvis Lilleå Marked og Hammel Hestemarked. Men om det afgørende har flyttet noget er tvivlsomt. Derfor ser valgbarometret fra forrige måned uændret ud:
Her i september måned peger pilen fortsat på vores nuværende borgmester, Lars Storgaard.
Hvorfor? Det er der flere grunde til:
– Ved sidste valg i 2021 fik De Konservative i Favrskov et markant løft og vandt 6 ud af 25 mandater (21,2% af stemmerne) mod tidligere 2 mandater. Uden tvivl var ”Pape-effekten” den primære årsag. En tilbagegang på 1–2 mandater efter 18. november er ikke usandsynligt. Et par af de nuværende byrådsmedlemmer har været meget lidt synlige. Og der er vistnok ikke en ”Mona-effekt” i udsigt…
–Venstre stiller op til valget med ikke færre en 12 kandidater. Kendte og mindre kendte ansigter i kommunen. Heriblandt en meget ung kandidat. Borgmesterkandidat Thomas Storm har indeværende og forrige byrådsperiode været i ”stormvejr” og har måttet set sin byrådsgruppe kraftigt reduceret. I 2017 fik Venstre 9 mandater i byrådet. I 2021 blev det til 5, hvoraf 3 senere forlod partiet. Venstre er således p.t. repræsenteret med 2 mandater, hvoraf den ene ikke genopstiller 18. november. Der skal ikke bare ”stormvejr”, men kraftig ”orkan” til i de næste 2 måneders valgkamp, hvis Venstre skal gøre De konservative kunsten efter og rejse partiet fra 2 til 6 mandater. Og der er næppe en ”Troels Poulsen-effekt” i udsigt…
–Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Isabell Friis Madsen, er ”fløjet helt under radaren” i indeværende valgperiode. Det samme er hendes 7 byrådskolleger. Selv om intet er afgjort på forhånd, så er det en uforståelig strategi, hvis man ønsker sig borgmesterposten tilbage til partiet. Mon ikke det vil afspejle sig i byrådsgruppens størrelse efter valget?

–Danmarksdemokraterne – et helt nyt parti på lokalt plan – har allerede udtrykt støtte til Lars Storgaard som borgmesterkandidat. Partiet har p.t. et mandat i byrådet, men i en landkommune som Favrskov, hvor modstand mod ”jernmarker” og CO2-afgift på landbrug er emner, der formentlig vil sikre både partiets spidskandidat, Lone Glarbo og det nuværende byrådsmedlem, Morten Bang, pladser i byrådet. Og måske ligefrem en ekstra plads.
”Kampformen” blandt de øvrige partier i byrådet er svær at bedømme.
Enhedslistens enlige stemme, Thake Fogh Cordt, har indtaget flere særstandpunkter i byrådssalen, ligesom partiet har valgt at stå uden for budgetforliget. Det er ikke usandsynligt, at det belønnes 18. november.
Liberal Alliance med to ”partihoppere” i byrådssalen og ny spidskandidat i Carsten Norman er lidt af en politisk ”dark horse”. Nummer 3 på opstillingslisten er Lisa Perkins, mens de nuværende byrådsmedlemmer er henholdsvis nummer 2 og 4. Det er heller ikke en hemmelighed, at det nuværende byrådsmedlem, Erling Høj Sørensen, ikke støtter partiets centrale mærkesag, nemlig at frigøre mindst 30 mio. kr. fra bureaukratiske og administrative poster i Favrskov Kommune.
De Radikale, DF eller SF har indtil nu ikke gjort ”væsen af sig”… Man leder forgæves efter de opstillede kandidater på partiernes (manglende…) hjemmesider og det har været småt med læserbreve, etc. i medierne. Specielt har SF’s enlige byrådsmedlem, Søren Frandsen, formået at holde sig usynlig i medierne. Måske håber han på en ”Pia-effekt”?


























