Selvom meget også fungerer godt, er der stadig store udfordringer, når det kommer til en ordentlig og værdig ældrepleje i hele landet. Det viser TV2 dokumentaren jo tydeligt.
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har alle løsningerne, og jeg lytter gerne til gode politiske kolleger fra andre partier. Selv tror jeg, at vi bl.a. skal se på de følgende tre ting:
For det første skal vi skrue ned for bureaukratiet, papirarbejdet, dokumentationen og måske dermed også millimeterretfærdigheden, så der bliver mere tid til det, der virkelig betyder noget: Nærheden, omsorgen og relationerne. Det er bl.a. derfor, at jeg går til valg på, at der skal være ”tid til relationer”. Jeg tror virkelig, at det er vigtigt, at der ikke hele tiden møder en ny ukendt person op i den ældres hjem. Relationen mellem den ældre og SOSU-medarbejderen ser jeg som noget helt centralt. Og den relation må vi ikke kvæle med for mange regler, skemaer og detailreguleringer.
For det andet er der brug for handling for at sikre, at der er hænder og medarbejdere nok på ældreområdet i fremtiden. Dette er en kæmpe udfordring, som bl.a. handler om det generelle arbejdsudbud. Men det handler også om, at det skal være attraktivt både at tage et job som SUSU-medarbejder og en uddannelse som SOSU-assistent eller –hjælper. Derfor skal løn- og arbejdsvilkårene være bedre for de ansatte, og derfor skal vi investere mere i SOSU-uddannelsen og gøre det mere attraktivt (f.eks. med elevløn i stedet for SU) at tage uddannelsen.
For det tredje hører jeg til dem, der mener, at det også er vigtigt, at pengene følger med, når vi (heldigvis) bliver flere ældre. Det er ikke nok at sikre, at der er nok hænder i fremtiden. Vi skal også have råd til at ansætte dem. Omvendt er det selvfølgelig heller ikke nok, at pengene er der, hvis hænderne ikke er der. Det er derfor, at der ikke bare er én løsning på problemerne. Der er mange – og sikkert også flere end dem, jeg har nævnt her.
Skal man frygte at komme på plejehjem?
Svar fra Daniel Jakobsen, MF (A)
