|

Søren skulle have været hestehandler

Af Motorredaktør Jørgen Kjær, Hadsten

Jørgen Kjær

 

Da Søren Sørensen, der af de fleste af VeteranPostens læsere er kendt som manden bag Veteranladen i Vejen og talrige TV-udsendelser som for eksempel Skattejægerne samt den faste annonce på bagsiden af VeteranPosten, fulgte i hælene på sin far til datidens mange markeder, lå det ligesom i luften, at det var som hestehandler, han skulle ernære sig, når han blev voksen. Men det skulle gå anderledes.

Søren Sørensen byggede Veteranladen i 2008, og siden har der været stor interesse for at besøge og måske handle i udstillingen. –Jeg holder også mange rundvisninger og foredrag om mit liv som handelsmand med klassiske biler og Veteranladen. Desværre har mange måttet aflyses her i foråret grundet coronakrisen, men nu går vi i gang igen her i efteråret, fortæller Søren Sørensen, der også har haft mange gæster fra Norge.

 

-Jeg startede Læborg Autohandel i 1985 og har siden arbejdet for at opbygge en stærk og spændende forretning med et unikt varelager, først med salg af nyere biler, specielt Mercedes og nu Veteranladen med de klassiske biler. Min interesse for biler og handel går imidlertid meget længere tilbage, fortæller Søren Sørensen i forbindelse med 35 års jubilæet for forretningen.
 
-Jeg er søn af en handelsmand, der var bilhandler i 1950`erne med Wartburg, Lloyd og Hansa som speciale, men som senere blev hestehandler, og jeg har dermed fået kærligheden til faget og livsformen ind med modermælken. Som dreng rejste jeg med min far rundt til landets markeder og handlede, mest med heste, men også andre ting, hvor mulighederne bød sig. Jeg løb ofte i hælene på nu afdøde Jens Svendsen fra Låsby. Han blev mit store forbillede, dog ikke hans senere aktiviteter. Jeg har således været på Vorbasse Marked hvert eneste år, og i de senere år med klassiske biler. Det har været et godt sted at handle, forklarer Søren Sørensen, der som syv-årig købte sin første bil, en BMW Isetta.

Originale klassiske biler med lavt kilometertal, som de to SAAB, som Søren Sørensen lige har indkøbt, er en god vare at have på hylderne.

 

-Den byttede  jeg hen med en Triumph motorcykel. En god handel, syntes jeg.  Interessen for at handle ligger i mit blod. Da jeg blev 18 år og fik kørekort købte jeg bil, og der var ofte udskiftning af disse. Men inden, det blev min levevej, kørte jeg lastbil til eksport, forklarer Søren Sørensen, og det var da også i perioden som lastbilchauffør, der kom rigtig gang i handlen med biler.

-I en sommerferie købte jeg en brugt bil, der blev pudset op og sat til salg i vejkanten, og tilfældigvis stod vores nabo og manglede en brugt bil. Han købte min bil, som var noget billigere end den tilsvarende, han var blevet tilbudt ved en forhandler inde i byen. Jeg tjente en god skilling, som straks blev investeret i endnu en brugt bil, der også hurtigt blev solgt. På mine 14 dages ferie havde jeg pludselig tjent 17.000 kr ved mine handler, og det var jo noget bedre end at køre lastbil, så jeg ringede til vognmanden og sagde mit job op, husker Søren Sørensen, der dermed var blevet bilhandler, og der er gennem årene nok røget op mod 10.000 slutsedler gennem forretningen. De første år var det hovedsagelig nyere Mercedes, men senere kom de klassiske biler med i forretningen.

De mange emaljeskilte er med til at skabe en nostalgisk stemning i Veteranladen.

 

-Min far havde altid en Ford A, det var en rigtig veteranbil, som jeg elskede og stadig elsker at køre i. Efterhånden fik jeg større og større interesse for at handle med de klassiske biler, og de er nu omdrejningspunktet i min forretning.

Veteranladen og Søren Sørensen har leveret biler til mange danske film. Således har han leveret de fleste biler til TV-serien Badehotellet og i øjeblikket er det til filmen ”Pagten”. -Det er ret spændende, men ikke noget man kan leve af, man bruger en masse tid, og man kan da godt tænke, hvad laver jeg lige her, når optagelserne foregår en mørk og regnfuld nat. Det giver dog også en god historie på bilerne, og det er også noget værd i en salgssituation, smiler Søren Sørensen, der her ses ved en Chevrolet fra 1933, der har været med i Badehotellet.

 

Selve handlen er det vigtige

-Livet med handel og vandel, som jeg elsker, består for mig af langt mere og andet end slutsedler og kolde kontanter. Det handler i lige så høj grad også om de folk, jeg møder undervejs, de skægge oplevelser og de finurlige historier – om mennesker såvel som biler.
 
-Jeg elsker biler, og jeg elsker de historier, hver bil har med sig. Gennem Læborg Autohandels levetid har jeg haft stor opmærksomhed og kærlighed til de biler, der har noget særligt og ekstraordinært at byde på. Det er også derfor, at jeg i mange år har specialiseret mig i Mercedes Benz, der for mig står som verdens bedste bil, og veteranbilerne, som har så meget charme, sjæl og særegenhed. Min kærlighed til bilerne ses tydeligt, når man kommer i butikken, hvor jeg lægger stor vægt på at vise bilerne frem i flotte rammer, der harmonerer med de biler, vi sælger, forklarer Søren Sørensen, men han lægger heller ikke skjul på, at det er selve handelen med en tilfreds kunde, der giver ham kick`et.

Læborg Autohandel med Veteranladen er en moderne virksomhed, hvor kunder kan forvente at møde indgående kendskab til bilmarkedet, og hvad der rører sig, ligesom vi hele tiden arbejder for at forny kundernes oplevelsesmuligheder, som for eksempel vores Åben lade-arrangementer, Åbent hus eller gennem medvirken i DR1-programmet Skattejægerne, hvor min hverdag med at finde og handle med spændende biler kan følges. Samtidig er forretningen bygget op omkring nostalgiske værdier med fokus på gode relationer, værn om tingenes sjæl og historie og ikke mindst god gammeldags ordentlighed – et ord er et ord, og en aftale er en aftale. Tillid, respekt og troværdighed er hjørnesten i måden, jeg driver min forretning på. Det er en æressag for mig og mit personale at give folk en god oplevelse – både før, under og efter en handel. Det er en kæmpe glæde at have kunder, der kommer igen og igen, fordi de har tillid til, at de hos Læborg Autohandel kan finde spændende, gode varer samt gøre en tryg og fair handel. Den slags kunder har vi heldigvis mange af, pointerer Søren Sørensen.

 

-Jeg føler nærmest mit liv bliver forlænget med 14 dage for hver slutseddel, der underskrives, smiler Søren Sørensen, og med godt 200 handler med klassiske biler årligt, har han vist fundet vejen til det evige liv.

Tilfredse kunder er målet

-Min far lærte mig som handelsmand, at der er nogle få men vigtige læresætninger. Du skal altid have lidt mere for varen, end du giver. Det er jo ganske naturligt, men mere vigtigt er det at holde ord, ellers kan du ikke være handelsmand, og man bliver en dårlig handelsmand, hvis man ikke har pengene og kan slå til, når tilbuddet er der.

Det har Søren Sørensen selv oplevet, da han for en del år siden blev tilbudt en fin samling biler, der havde tilhørt Bohnstedt Petersen. 9 millioner skulle han hoste op med.

-Dem havde jeg ikke, og da jeg gik i banken for at få hævet min kassekredit til 10 millioner, blev jeg mødt af ordene: Kan du så komme ud Søren, fra bankmanden.

Bilerne gik til en anden, der kunne rejse pengene: Han solgte en del af dem, men Søren Sørensen købte så efterfølgende resten af samlingen for samme pris, men det blev alligevel en god handel, fortæller Søren Sørensen, der kun husker en handel mere, han har fortrudt.

–Det var i 1992, hvor jeg fik tilbudt en fin Mercedes 300 SL for 800.000 kr. Den skulle jeg have købt, de handles jo til 10 millioner i dag.

Salg til gennemsnitsdanskeren

Søren Sørensen og dermed Veteranladen henvender sig mest til hr. og fru Danmark.

-Det er ikke de dyreste investeringsbiler, vi handler med. For mig er det som nævnt tidligere selve handelen, der er det vigtige, og det nemmeste segment at bevæge sig i er den gennemsnitlige dansker, der vil investere 50-300.000 kr i en klassiker. De fleste af bilkøberne er over 60 år, men jeg møder dog flere og flere i starten af fyrrerne, der også får lyst til at købe en klassiker, det glæder mig meget.  Det er måske andre typer, der i dag køber klassikere, end for 35 år siden. I dag er det ofte forbundet med nostalgi, man går måske efter sin første bil, og man køber ofte med hjertet.

Men hvilken klassiker vil Søren Sørensen så anbefale, at man skal købe? Og vil det være en god investering?

-Det drejer sig om at købe den bil, man bliver glad for og nyder at køre i. Og det er ikke altid den første klassiker, man lige falder i hak med. Derfor har vi også en del kunder, der kommer og bytter deres klassiker. Der prøver vi altid at få lavet en god handel, så alle kan være tilfredse. For det er jo tilfredse kunder, vi skal leve af, understreger Søren Sørensen.

Man kan nok ikke ifølge Søren Sørensen betragte en klassiker som en sikker pensionsopsparing.

-Men køber man en god restaureret, og allerhelst en original bil vil den nok altid bevare sin værdi på sigt. Det er da i hvert fald bedre end negative renter i banken.

Søren Sørensen elsker også at finde finurligheder som denne opskårne bilmodel, der sandsynligvis har stået på en teknisk skole.

 

Specialmodeller og originale biler holder prisen bedst

-Man vil i dag godt betale for den rigtige bil. Det skal dog helst være originale biler med lavt kilometertal. Og så gør det heller ikke noget, det er en specialmodel, der er lavet i et begrænset antal, forklarer Søren Sørensen og nævner, at det også kan betale sig at kigge efter lidt oversete klassikere.

Her nævner han Porsche 928 og BMW 850 som fantastiske biler, der er noget undervurderet.

-Det er lidt underligt, at Porsche 911 og BMW 2002 skal være så dyre sammenlignet med disse. Men sidstnævnte Porsche og ligeledes Ferrari har alligevel nok ikke været den bedste investering. De steg helt voldsomt i forbindelse med finanskrisen, men priserne er nu stærkt vigende.

Søren Sørensen nævner også, at 80`er og 90`er bilerne er godt på vej. Men så er det nok også slut med tilgangen af veteranbiler. I de nyere biler er der alt for megen elektronik, der ikke kan holde eller repareres og måske slet ikke kan holde til at stå stille.

Søren Sørensen nyder at lave rundvisninger i Veteranladen og fortælle om sit lange liv som handelsmand.

 

-Men køb det ypperste fra dengang. Måske GTI modeller af Golf og BMW samt Mascot. Det er dem, der bliver eftertragtede. Og så naturligvis specialmodeller som cabriolet og coupe. Mange 4-dørs sedaner er kedelige, og kommer aldrig til at koste penge. En ganske almindelig sedan som for eksempel en Mercedes 123 er da meget interessant, men bliver aldrig det helt store værd. Og det kan slet ikke betale sig at restaurere en sådan, hvis det er for investeringens skyld.

-Men stadig kan helt originale biler med lavt kilometertal koste penge, understreger Søren Sørensen.

Elvis er Søren Sørensens store idol.

 

Vigtigt at vi får de unge gjort interesserede

Hvordan ser fremtiden så ud for klassikermarkedet set fra en forhandlers side? Der kan da kun komme eet svar, eller går det som for hestevognene med total mangel på interesse og dermed priser i frit fald?

-Det er da tankevækkende, at de biler, jeg solgte som nye for 35 år siden, nu er klassikere. Som nævnt er 80`er og 90`er biler godt på vej som klassikere. Men med dem er det også slut. Så kommer der ikke flere ”veteraner”, så vi må passe godt på dem, og det er yderst vigtigt, at vi får de unge gjort interesserede i disse, ellers dør det jo ganske naturligt ud, sukker Søren Sørensen, der dog ikke tror det går som med hestevognene.

-Hestevognene er jo lidt sværere at holde kørende, der skal jo også en hest til. Den skal passes, en bil kan du have holdende i garagen og bruge, når det passer dig. Så jeg tror på fremtiden. De mange forskellige træf over det ganske land tyder på en stor og voksende interesse.

E-biler som veteraner tror han heller ikke på, der er for meget elektronik i dem. Måske lige med undtagelse af Ellerten, der er ved at være kult, og som rimeligt nemt kan holdes kørende.

-Så veteranbiler uddør nok ikke lige med det samme, men vi skal værne om de veteranbiler, vi har. Der kommer ikke flere, og nye biler bidrager ikke til veteranmarkedet. Der er lavet alt for mange, og de er svære at holde kørende. Jeg er også ked af det, når for mange danske klassiske biler eksporteres, slutter Søren Sørensen, der dog alligevel ikke vil garantere at hans type forretning eksisterer om 50 år.

 

I forbindelse med Søren Sørensens 35 års  jubilæum afholdes der åbent hus i Veteranladen den 29-30. august, hvor der også afholdes et jubilæumsrally. Se nærmere på www.laeborg-autohandel.

 

 

Billedtekster:

7883: I Veteranladen finder man også et righoldigt udvalg af gamle emaljeskilte. -Vi har omkring 450 skilte på væggene, der er med til at understrege nostalgien, men de kan også købes. Der bliver solgt omkring 250 årligt. Der er stor interesse for disse, men det er efterhånden svært at skaffe de gode og især er motivskilte eftertragtede, fortæller Søren Sørensen.

7943: Søren Sørensens hustru Suzy har også fået interesse for de klassiske køretøjer og passer gerne forretningen i Veteranladen, når han er ude at køre.

7889: Søren Sørensen byggede Veteranladen i 2008, og siden har der været stor interesse for at besøge og måske handle i udstillingen. –Jeg holder også mange rundvisninger og foredrag om mit liv som handelsmand med klassiske biler og Veteranladen. Desværre har mange måttet aflyses her i foråret grundet coronakrisen, men nu går vi i gang igen her i efteråret, fortæller Søren Sørensen, der også har haft mange gæster fra Norge.

7879: Veteranladen og Søren Sørensen har leveret biler til mange danske film. Således har han leveret de fleste biler til TV-serien Badehotellet og i øjeblikket er det til filmen ”Pagten”. -Det er ret spændende, men ikke noget man kan leve af, man bruger en masse tid, og man kan da godt tænke, hvad laver jeg lige her, når optagelserne foregår en mørk og regnfuld nat. Det giver dog også en god historie på bilerne, og det er også noget værd i en salgssituation, smiler Søren Sørensen, der her ses ved en Chevrolet fra 1933, der har været med i Badehotellet.

7934: Originale klassiske biler med lavt kilometertal, som de to SAAB, som Søren Sørensen lige har indkøbt, er en god vare at have på hylderne.

7888: Bilerne står altid nypudsede og ser repræsentative ud i Veteranladen. –Jeg har haft en fast mekaniker nu gennem 22 år, der kun laver veteranbiler, og en pensionist, der kommer og pudser, fejer og også ofte kører ud med bilerne. Men vi skal ikke være større og have mere personale. Det fungerer bare så godt, som det er nu, understreger Søren Sørensen.

7946: Søren Sørensen samler ikke selv veteranbiler, men han har da et par stykker, han betegner som ”beholdebiler”. En Nash Metropolitan, der er indregistreret samme dag i 1959, som han selv blev født og så et par lastbiler, da han blev bidt at lastbiler, da han kørte eksport.

7938: For Søren Sørensen er det selve handelen, der er vigtig uanset om det er en dyr eller billig bil – om det så er en Goggo eller en Corvette er ligegyldigt. Han vil da gerne sælge dyrere biler, men hans fleste kunder er menigmanden blandt veteranfolket.

7895: Søren Sørensen byder gerne gæsterne på en kop kaffe.

7881: -Læborg Autohandel med Veteranladen er en moderne virksomhed, hvor kunder kan forvente at møde indgående kendskab til bilmarkedet, og hvad der rører sig, ligesom vi hele tiden arbejder for at forny kundernes oplevelsesmuligheder, som for eksempel vores Åben lade-arrangementer, Åbent hus eller gennem medvirken i DR1-programmet Skattejægerne, hvor min hverdag med at finde og handle med spændende biler kan følges. Samtidig er forretningen bygget op omkring nostalgiske værdier med fokus på gode relationer, værn om tingenes sjæl og historie og ikke mindst god gammeldags ordentlighed – et ord er et ord, og en aftale er en aftale. Tillid, respekt og troværdighed er hjørnesten i måden, jeg driver min forretning på. Det er en æressag for mig og mit personale at give folk en god oplevelse – både før, under og efter en handel. Det er en kæmpe glæde at have kunder, der kommer igen og igen, fordi de har tillid til, at de hos Læborg Autohandel kan finde spændende, gode varer samt gøre en tryg og fair handel. Den slags kunder har vi heldigvis mange af, pointerer Søren Sørensen.

7898: De mange emaljeskilte er med til at skabe en nostalgisk stemning i Veteranladen.

7902: Søren Sørensen elsker også at finde finurligheder som denne opskårne bilmodel, der sandsynligvis har stået på en teknisk skole.

7911: Søren Sørensen nyder at lave rundvisninger i Veteranladen og fortælle om sit lange liv som handelsmand.

7924: Elvis er Søren Sørensens store idol.

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Fuld butikstyv i Netto

Fuld butikstyv i Netto

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Information om coronasituationen

Information om coronasituationen

Her kan du finde information og seneste nyt om situationen i Favrskov Kommune i forbindelse med udbruddet af corona ... læs mere
Boligsalget i tredje kvartal er det højeste i 10 år

Boligsalget i tredje kvartal er det højeste i 10 år

Det samlede salg af huse, ejerlejligheder og sommerhuse gør tredje kvartal i 2020 til det bedst sælgende i 10 år. Det viser nye handelstal fra Boligsiden ... læs mere
0,5 procent-lånfløser 1 procent-lån

0,5 procent-lånfløser 1 procent-lån

Rentefald: Nu kan du få et 30-årigt lån med en rente 0,5 procent ... læs mere
Høj Stene ved Gudenåen indviet

Høj Stene ved Gudenåen indviet

Favrskov fik torsdag 8. oktober 2020 sin nyeste og ældste attraktion: Skibssætningen Høj Stene ved Gudenåen ved Vejerslev ... læs mere
Vil du vinde en Volkswagen Passat?

Vil du vinde en Volkswagen Passat?

Følg med i Knæk Cancer ... læs mere
Vind 10.000 kroner: Fortæl, hvor meget du bevæger dig

Vind 10.000 kroner: Fortæl, hvor meget du bevæger dig

Er du mest til gåture eller sofahygge? Løb eller ludo? Forskningsprojektet Danmark i Bevægelse sætter nu fokus på danskernes bevægelsesvaner ... læs mere
Bilejer overraskede tyv

Bilejer overraskede tyv

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Indbrud i Hadsten

Indbrud i Hadsten

Østjyllands politi oplyser ... læs mere
Færdselsuheld

Færdselsuheld

Østjyllands Politi ... læs mere
Loading...