Faktisk er det det næstmest alvorligste påbud, som styrelsen kan give!
Det drejer sig om Sygeplejen i Hinnerup, som på en række kritiske områder ikke lever op til de krav, der stilles til forsvarlig sygepleje.
Sygeplejen i Hinnerup har det daglige ansvar for omkring 270 patienter i Favrskov.
Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte 2. juni 2022 et varslet tilsyn med Sygeplejen i Hinnerup. Og på trods af et varsel på 6 uger fandt man alligevel alvorlige fejl og mangler i både journalføring og medicinhåndtering.
Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforhold og sundhedsfaglig virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen kommer derefter med deres vurdering efter disse fire kategorier:
1. Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden
2. Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden
3. Større problemer af betydning for patientsikkerheden
4. Kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden
Ældrerådets undren
”Det undrer Ældrerådet, at en så alvorlig sag kan opstå, hvor tilsynet ser sig nødsaget til at afgive et direkte påbud”, udtaler Erik Bertelsen fra Ældrerådet i høringssvaret til kommunen og fortsætter: ”Det bør kunne forventes, at fagprofessionelt personale er bekendt med, hvordan medicinhåndtering mm. skal foregå i hverdagen. En sådan problemstilling burde konstateres i den daglige drift og være et naturligt fokusområde. Sagen giver utryghed hos de borgere og pårørende, der er afhængige af hjælpen i hverdagen.”
Som nævnt havnede tilsynets ”dom” i kategorien ”Større problemer for patientsikkerheden”.
Styrelsen er lovmæssigt forpligtet til at offentliggøre tilsynsrapporten, og den kan findes på sundhed.dk og på styrelsens egen hjemmeside:
https://stps.dk/da/tilsyn/paabud/sygeplejen-hinnerup,-favrskov-kommune/
Sagen er på dagsordenen på byrådsmødet tirsdag den 25. oktober.