|

Ugens anmeldelse fra Favrskov Bibliotekerne

TEMA: Bag tremmer

Fængslets verden er et mikrokosmos, som danner ramme om mange tankevækkende fortællinger om menneskelig interaktion. Her kommer tre af de nyeste, som jeg er stødt på:

 

Fanger og vogtere

Roman For nogle uger siden var denne myreflittige forfatter emnet for klummen. Hans seneste roman for voksne foregår i et fængsel, hvor vi følger forskellige af de fængselsbetjente, der arbejder der. De er ikke enige i deres måde at håndtere fangerne: Skal fængslingen have fokus på straf/hævn eller resocialisering, og hvordan undgår man nemmest ballade? Vi hører rystende – men sikkert troværdige – beretninger om, hvordan de kriminelle netværk uden for murene trækker tråde indenfor. Og hvad sker der, når fængselsbetjentene har hemmeligheder, som de indsatte helst ikke må opdage? Mange verdener krydser hinanden, og alt har en konsekvens i denne indsigtsfulde roman med en stigende spændingskurve, der gør den svær at lægge fra sig.

Fangeleg. Af Kim Fupz Aakeson

 

Fangekoret

DVD En herlig dansk dramakomedie med bl.a. Anders Matthesen – og bag kameraet Bodil-vinderen Louise McLaughlin, som kommer fra Hammel. Finansmanden Markus Føns er kommet i fængsel efter en sag om økonomisk svindel. Han bliver truet og får tæv af de andre indsatte, hvorfor han går i frivillig isolation blandt en broget flok af svage indsatte. I det lille mikrosamfund er Niels lederen, både i koret og generelt. Snart opstår der en magtkamp mellem Niels og Markus, for skal der synges Jens Vejmand i et opskruet tempo eller Rasmus Seebach i det lille fængselskor? Man griner ikke højlydt men klukker indvendigt af den skarpe satire og de groteske optrin. Skuespillerne gør det ganske fremragende, og plottet er gennemtænkt og veludført.

De frivillige. Kan lånes som dvd eller ses på Filmstriben

 

 

Det barske kvindefængsel

Krimi Nye læsere kan ikke begynde her – så går man i hvert fald glip af hele baggrunden for at kriminalkommissær Helen Grace er varetægtsfængslet, mistænkt for mord. Hun er hovedperson i denne moderne engelske krimiserie, der befinder sig milevidt fra Miss Marple. Helen er den martrede, retfærdighedssøgende opdager, den ensomme ulv der har sine overordnede på nakken og sine egne hemmeligheder at skjule. Dette bind midt i serien foregår som nævnt i et kvindefængsel, og beskrivelsen af denne barske verden er ikke for sarte sjæle, vil jeg advare om. I fængslet hersker et udpræget hierarki, og som strisser gør man klogt i konstant at se sig over skulderen. Hvis du f.eks. er Karin Slaughter-fan vil du også kunne lide serien om Helen Grace.

Dåseskjul. Af Matthew Arlidge

 

 

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.

Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Lej en PØLSEVOGN

Lej en PØLSEVOGN

Knud Slagter er klar med en dejlig pølsevogn ... læs mere
Kom ind til Peter og Torben Aschelund i Skjold Burne i Søndergade i Hadsten

Kom ind til Peter og Torben Aschelund i Skjold Burne i Søndergade i Hadsten

Vi har stort udvalg i Vine, spiritus, Chocolader, blade, lotto og lotteri m.m ... læs mere
Nyt etagebyggeri i Hinnerup med parkeringskælder, grønt gårdrum og fælleshus

Nyt etagebyggeri i Hinnerup med parkeringskælder, grønt gårdrum og fælleshus

Boligselskabet AL2bolig ønsker at opføre 75 attraktive og bynære etageboliger i Hinnerup ... læs mere
Færdselsuheld i Galten ved Hadsten

Færdselsuheld i Galten ved Hadsten

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

Vestjysk Banks bestyrelse offentliggør redegørelse om købstilbud ... læs mere
Nielstrup Museum er på banen igen.

Nielstrup Museum er på banen igen.

Vi har åben, hver Onsdag & Søndag fra den 16-6 til 1-9- 2021 ... læs mere
2 indbrud i Favrskov

2 indbrud i Favrskov

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Hadsten Håndbolds store årsmøde

Hadsten Håndbolds store årsmøde

Bjarne Frislev blev førstevalget til FØRSTEHOLDET ... læs mere
Informationsmøde for kommende byrådskandidater

Informationsmøde for kommende byrådskandidater

Mødet holdes enten i Hinnerup eller Hammel.   ... læs mere
Pas på i solen og støt kræftsagen

Pas på i solen og støt kræftsagen

Vidste du, at du med dit køb af solcreme kan støtte kræftsagen? ... læs mere
Kampen for skolen – fra 1849 til 2021

Kampen for skolen – fra 1849 til 2021

Af Birgit Liin, borgmesterkandidat og medlem af Favrskov Byråd for Venstre ... læs mere
Loading...